Min krop: et klaustrofobisk ekko
Kroppen er et hjem, du ikke kan forlade, og det kan både være betryggende, men også en begrænsende og klaustrofobisk oplevelse. I dette indlæg forholder Sigrid sig igennem tre digte til det sidstnævnte, hvor sansninger af at være en krop, er det, der driver teksten fremad – mere end reel handling.
Klik her og Støt SEIN
Madrassen indlejret mellem mine ryghvirvler
anspændtheden et lag uden på kroppen
skinny jeans kravlende op i sjælens skridt
en tampon svulmer i halsrøret
hjertet vokser som opkast og
spilder ud mellem ribbenene
som lår i en havestol
sengen pludselig et badekar
proppen trukket
og jeg på vej ud med vandet
jeg troede jeg skulle dø en edderkop-i-støvsuger-død
at mine lemmer ville vendes på vrangen
som en paraplys skelet i blæsten
Svært at opleve sin krop som et hjem
når man har malet væggene i en styg farve
Pulsen har taget form af en nedtælling
dens konstante punktering af hjertet
Og blodet farer rundt i kroppen
som bolde på en kuglebane
der aldrig kan rejse væk
Svært at invitere nogen hjem
når der er huller i gulvet
Hvis jeg kunne åbne en ny tilværelse
som en låge i en julekalender
gjorde jeg det
Tandbørstningen indrammer dagen som bogstøtter
et rensende ritual jeg
skrubber mine emaljer marineret i mocha
og mit tandkød svulmer
klæber på tænderne som et vådt plysbetræk
mine hænder er hele tiden under den varme hane og
det ligner jeg har taget en for lille hud på jeg
har afstøbt min næse i lommetørklæder og
glaseret dem med snot og
min nye beskæftigelse er
at trævle huden på indersiden af mine kinder som pulled pork
mens dagene ryster timerne af sig
som en våd hund gør med dråberne
splintres mod jorden
mens nyhederne løber ned i mig og aldrig ud
det uden for vinduet ligner allerede mindet om et forår
jeg har kun et aftryk i min hovedpude
overvejer at stifte noget gæld
hvis bare nogen ville tænke på mig
Hvad tænker du?