Derfor starter SEIN en klimaredaktion
SEIN starter en klimaredaktion! Læs med for at finde ud af, hvorfor vi synes, der mangler god klimajournalistik, og hvad vi gerne vil bidrage med som ungdommens stemme i medierne.
Når vi kigger rundt i mediebranchen, ser vi, at klimajournalistik oftest bliver meget underprioriteret. Klimaet ruller ind som en døgnflue, når der er voldsomt vejr, eller når det en sjælden gang imellem er øverst på den politiske dagsorden. Men hvor er den nyskabende og vedvarende klimajournalistik, der er lettilgængelig for unge? Den, der skaber et rum, som både kan håndtere kritik og følelser, og hvor vi kan gå ind i kriserne sammen, uden at gå derfra med dommedagsstemning?
Vi indrømmer gerne, at det er et svært rum at skabe – men det er pinligt, at de fleste medier ikke giver det et reelt skud.
Så det vil vi gøre.
På SEIN mener vi nemlig, at medierne har et ansvar. Og det gælder også os selv. I uge 40 holdt vi temaugen “Ryd Fladen for Klimaet”, og i tiden efter har hver redaktion på skift udgivet et klimaindlæg om lørdagen. Nu vil vi skabe en klimaredaktion, som, i endnu højere grad, kan gøre klima til en del af SEINs dagsorden.
På SEINs nye klimaredaktion vil vi forklare klima- og biodiversitetskrisen, så den giver mening. Blandt andet vil vi konkretisere de tal og fænomener, som ellers kan være så uhåndgribelige, men også bruge vores kreative udtryksformer til at kaste et andet lys på krisen. Vi vil være kritiske i vores dækning af klimaet, og bidrage til de unge stemmer i den offentlige klimadebat. Vi ønsker at opsøge aktivisten, landmanden, gymnasieeleven og alt derimellem, fordi ungdommen har mange ansigter, der alle bliver påvirket af krisen. Vi vil skabe et rum, hvor der er plads til de følelser, krisen kan efterlade os med. Et rum, hvor vi kan spejle os i hinanden. Desuden er det vigtigt for os, at vi går til dækningen på en konstruktiv måde, så vi kan følge med, uden at miste modet.
Vi, Janê og Frida, har fået lov til at stå i spidsen som redaktører for SEINs klimaredaktion. Og vi glæder os til at komme i gang med at skabe den dækning og det rum, vi selv står og mangler.
P.S.: Hvis du vil være med i redaktionen, vil vi meget gerne høre fra dig. Du kan finde vores stillingsopslag her.
Tekst/redaktør: Janê Gad Akrawi og Frida Schmidth Nielsen
Visuelt: Josefine Kynne
Hvad tænker du?