Det ligger i de små ting

20. marts 2020

SEINbidrag

Siden onsdag d. 11 marts, hvor statsminister Mette Frederiksen indkaldte til pressemøde i Spejlsalen har utallige danskeres hverdage været totalt vendt på hovedet og langt fra de vante rutiner. Det hele går så stærkt – time for time, dag for dag – og derfor er det vigtigt at stoppe op og reflekterer over hvad der er sket.

Hannah har skrevet en tekst, som sætter ord på mange af de tanker, vi måske alle tænkte, da Danmark lukkede ned.

Illustration af Helena Hollænder

Foråret plejer at dufte af ramsløg, optøet havvand og moules frites i sidegaderne. En glædelig, eftertragtet organisk pragt. Men vestenvinden puster andre skyer årets vej, og jeg imødekom dagen til en lugt af ethanol og forbigåendes paniksved. De, der skynder sig, har et koncentreret ansigtsudtryk.

Panderynker, der kysser hinanden lige over øjenbrynene, og munde, der varsler om sammenbidte tænder. Bekymrede. Andre kan man kun aflæse ud fra deres øjne.

Mundbindet camouflerer resten. Camouflerer smitteangsten.

Jeg tænker på hele konceptet i at smitte og på, om hjerterytmer mon kan smitte af på hinanden og skabe interferens. En form for destruktiv, konstruktiv angstinterferens. Jeg læser nyhederne, scanner forbi de få artikler om det amerikanske valg og John Allan, der er blevet svindlet af Facebook, søger og indskærper, klikker “ITALIEN HAR 200 CORONADØDE PÅ ET DØGN”. Ikke at det var svært at finde en titel med corona, men jeg vil gerne have alt det dårlige. Får ondt i maven. Bliver mere bange. Skimmer de første ord af artiklen, leder efter ordet “DØD”, læser de relaterede sætninger. Går tilbage til forsiden. Gentager handlingen. Jeg facetimer min far og tænker, om i dag mon var sidste gang, jeg kunne kramme ham i lang tid. Tænker på alle de kikærter, jeg lige har spist til aftensmad, og ærgrer mig selv over ikke at spise den fucking tærterest, jeg havde liggende fra i går. Dagen afsluttes under en retrospektiv lup, en form for Endomondo-tracker af fortiden – om man kunne have risikeret at have været nogens æggeblomme til deres æggehvidemarengs. For det er en realitet nu. At være trojanske heste i større forsamlinger. Til dels ment til os, som godt kan klare at ride ud på den igen, når krigen er overstået.

Jeg er begyndt at tænke meget på mine hænder.

Jeg tænker på, hvor ensomme de kan blive, og hvor farlige de kan være. På min mund, og hvornår jeg kan få lov til at kysse med nogen igen. Bliver den nye typologi af intimitet bruserstrålen og min Google-Alexa?

Jeg ser Shakespeare in Love og sympatiserer betydeligt voldsommere til deres bestjålede kærlighed. Har hørt, at det ofte er i fraværet af noget, af vi forstår vigtigheden af det. Jeg tænker på min mors 45-sekunders kram, min venindes kindkys og min ven Christians daglige morgenklem, når jeg møder i skole hver morgen. Rutinerne og systemerne bor overalt. De kører ikke på samme benzin, men når én af dem stoppes, undres og forvirres resten. De kræver en ny tilpasning, og det er mega fucking svært at være i. Jeg begynder så småt at forstå Freuds idé om umheimliche, og jeg forstår, at mennesket i virkeligheden ikke kan forvente at kunne forstå særlig meget.

Jeg køber en trøje på trendsales og overvejer, om funktionen at mødes og handle overhovedet må bruges længere? Jeg vil lave noget comfortfood og googler: opskrift på. OPSKRIFT PÅ HJEMMELAVET HÅNDSPRIT. Samvirke always got your back.

Just not today.

Får en Messenger-besked fra min klassekammerat: "REMA ER RIPPED NETTO ER RIPPED FØTEX ER RIPPED!!!".

Jeg går tilbage på Facebook og finder Svend Brinkmann som skriver “Den primære konsekvens af kriser er faktisk forøget solidaritet.” Det får mig til at tænke på alle de gange, man har siddet på toilettet og manglet toiletpapir, og makkeren ved siden af kaster en rulle ind over båsevæggen. Eller de gange, hvor folk mobilepayer hinanden i supermarkederne, når man har glemt sit dankort. Eller den gang, hvor alle de små børn var fanget i en grotte, og mennesker tilbød deres liv til fordel for at redde et andet.

Jeg tror på uundgåelighed, og jeg tror på, at man skal tro på det, som der er at tro på. Men jeg er bange for, at ting bliver tågede, og jeg er bange for at glemme. Ting bliver fjernet fra os, vores systemer sættes på pause, og jo længere væk de kommer, jo mere bange er jeg for, at jeg glemmer mig selv.

Det siges, at det ligger i de små ting. At det er dem, der gør forskellen.

Hånden på skulderen, onsdagsøllen eller den spontane fællesspisning. Så når alle de ting forsvinder, hvad sker der så med det rum, hvor forskellen stod i? Er der helt mørkt? Er der borde og stole? Er der bøger? Netflix?

Er man alene?

Hvad føler du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN