Det værste og det bedste for os

13. marts 2020

Johanna, Sigrid og Frida har forsøgt at sætte ord på det værste og det bedste, de selv kender til, ved at skrive deres egne versioner af Søren Ulrik Thomsens Det værste og det bedste i en hyldest til digtsamlingen.

Illustration af Karen Marie Duus 

Hvis du blev bedt om at lukke øjnene og tænke på det værste, hvad ville det så være? Det værste, du har oplevet, eller det værste, du kan forestille dig? Af gode grunde kender jeg ikke svaret, men måske gør du det heller ikke selv. For mit vedkommende er det i hvert fald svært helt intuitivt at skulle vælge én ting, der gør sig fortjent til denne titel. Tager man gradbøjningen bogstaveligt, forestiller jeg mig noget mørkt og ubærligt som død, smerte og meningsløshed. Men det værste kan vel i lige så høj grad være en lille og enerverende ting, der hver eneste dag får pisset i kog?

Ser man på Søren Ulrik Thomsens digtsamling Det værste og det bedste, optræder begge yderpolerne: Her rummer det værste mere end blot det ultimativt onde og dårlige, men et helt spektrum af livets bagsider. På samme måde beskrives det bedste som alt fra rutebilens indbydende varme til den forvisning, at alting stadig kan ske. Detaljernes møde med det overordnede er for mig det bedste ved digtet. Det er i kombinationen af det helt store og det helt nære, at magien opstår. For vil man virkelig skildre det værste og det bedste, livet har at byde på, kan man ikke kun fremhæve modsætningerne i deres yderligste forstand. Udelader man stemninger, sansninger og hverdagsobservationer – alt det, der ligger midtimellem – vil noget vigtigt gå tabt.

Jeg er ikke den første her på SEIN, der har fået idéen at hylde Søren Ulrik Thomsen. I “Ode til Søren Ulrik Thomsen” deler Carla og Michael gennem en brevudveksling deres tanker om digterens værker og reflekterer blandt andet over Det værste og det bedste, og i sidste måneds nyhedsbrev anbefaler Sofie samme digtsamling, der ifølge hende må blive en tidløs klassiker. Det tror og håber jeg også, at den bliver, for der er noget vidunderligt enkelt ved værket og det skelet, hvert enkelt digt er bygget op af. Udover at være humoristisk og livsbekræftende poesi er digtene med deres klare koncept i stand til at formidle de inderste tanker om, hvordan det er at være menneske på godt og ondt. Jeg har så mange gange stoppet op et sted i digtsamlingen og tænkt: Hvor er det dog fedt, at der er sat ord på dét her. Derfor har jeg og mine veninder Frida og Sigrid ladet os inspirere af S.U.T., og fra det er der udsprunget seks digte, der med udgangspunkt i formen på digtene i Det værste og bedste giver vores egne bud på, hvad det værste og det bedste er:

Johanna

 

Det værste

 

Det værste er deprimerende bygninger og tanken om, at der bor nogen dér

bag den grå facade og kvadratvinduerne

der trods de få år allerede græder sorte render

At se på en betonoverflade og vurdere, at den gør én magtesløs

Men værre er nu tilbøjeligheden til at dømme, hvad der for andre må være deprimerende

 

Fejlkøb, ærgrelse over små ting og gnavende vægelsind er

noget af det værste

Når tvivlstilstanden får råderum, og beslutninger tages i frygten

for at fortryde

 

At det var kræft, var det allerværste

 

Det værste er steder, hvor der ikke er taget højde for belysningen,

som består af et skærmløst lysstofrør med maniske tics

At være udenfor uden at kunne se et eneste træ, der rækker op mod himlen

Eller bare ord som sassy og akavet

 

Det værste er, når selvkritikkens projektør får lov at blænde mig

med et skarpt, blåligt lys, der lægger mit sind i grimme skygger og fremhæver

det værste frem for det bedste

At jeg ofte glemmer at lade et selvkærligt lys skinne:

Det er det værste for mig.

Det bedste

 

Det bedste er flygtige glimt af en drøm, man havde for mange år siden

Stemningen, billederne, der fylder én på samme måde, som de gjorde dengang

At de har været der, gemt væk i hjernen

og at de formår at dukke op igen, når man mindst venter det

Det er mig et mysterie, hvorfor og hvordan de gør det

 

Bedst er følelsen af togsædets bløde polstring, når man sætter sig til rette

og påbegynder en rejse, der er lang nok til, at det er ligegyldigt,

om man for en stund glemmer at holde øje med stationerne

 

Uhæmmet grineflip er bedst

Den slags, der får tårerne til at trille og kæben til at stikke

Enigheden om, at det er skidesjovt,

selvom det ikke nødvendigvis er det

 

Aftendukkerter i solbeskinnet saltvand er

bedst efterfulgt af keramikoverfladens varme, der breder sig

fra tekoppen helt ud i fingerspidserne

 

Det bedste er ægte, umiddelbare smil,

der opstår hurtigt og forsvinder langsomt

Rum fyldt med farver, svagt oplyste kroge og en god mængde finurlige ting

At der findes musik, der gør det umuligt at lade være med at danse:

 

Det er det bedste for mig.

 

Sigrid

 

Det værste

 

Det værste er de morgener, hvor dynens varme omfavnelse rives bort af vækkeurets paniske klageskrig

hvor en blævret hjernemasse af havregryn kigger op fra det grå morgenbord,

og hvor den forhastede rugbrødsmadpakke allerede ligger i bunden af tasken og blødner

Det værste er at ligge vågen i nattens midnatssorte mørke og fortryde en handling, et ord, en manglende

indgriben

Alle de ting, man ikke fik sagt

 

Det værste er, når regnvandet endelig finder vej ind under kraven

Når alt for indviklede Ikea-manualer flyder sammen til et virvar af sorte streger,

og jeg mest af alt har lyst til at slå mine nye møbler til pindebrænde

At gå hjem alene om natten og føle nakkehårene rejse sig over fornemmelsen af, at jeg bliver forfulgt,

er det værste

Den konstante kamp for ikke at vende sig om af frygt for at se en mørk skikkelse gribe ud efter mig eller

titte frem bag en parkeret bil

 

Det værste er livets til tider meningsløse cirkler, der drejer så hurtigt i sine baner, at der ikke er tid til at

fordybe sig med en bog, en dampende kop te eller blot en stille stund

At sige ”det er lige meget”, selvom det inderst inde er alt andet end lige meget

At sige undskyld, når man ved, at undskyld ikke er nok:

 

Det er det værste for mig.

 

Det bedste

 

Det bedste er årstiderne

Duften af spirende, grønt forår, der hvert år infiltrerer den tunge vinterluft

Varm sommerregn mod solbrun hud på lune tropeaftener

Gyldenrøde efterårsblade, der knaser tørt mod skovbunden under varme støvler

Sne, der daler fint og hvidt mod jorden og dækker verden i et tungt tæppe af fortryllende stilhed

Deres rolige, konstante rundgang, minder mig på én gang om, at livet er både langt og flygtigt.

 

Det bedste er at lade tårerne flyde frit og uhæmmet til musik, der vækker hjertet

At åbne en ny bog og vide, at der mellem omslaget gemmer sig en uopdaget verden; en gave af ord,

omhyggeligt blandet og sorteret af en fremmed

Det bedste er den næsten guddommelige udvælgelse, når en kat hviler hovedet mod mit skød, og jeg

kan mærke dens sagte, brummende spinden mod mit lår

At sidde gemt og beskyttet i et hus, mens regnen pisker vildt og voldsomt ned udenfor og vide,

at jeg kan blive siddende hele dagen, med en dampende kop te i hånden og en god film kørende på tv’et

Det er det bedste

 

Det bedste er ungdommens udødelighed, der blomstrer i hjertet, når jeg løber gennem byen om natten

badet i neonlys

Når musikkens bas bølger gennem kroppen, og jeg danser til sveden danner perler på huden

Nattens rus, der gør mig ustoppelig, uovervindelig:

 

Det er det bedste for mig

 

Frida

Det værste

 

Det værste er når jeg vil skælde ud men i stedet begynder at græde

og at det sker hver gang

 

når jeg en stund er alene

er det værste jeg kan gøre at synke helt ind

i min mobil

 

mundskyl er det værste

efterfulgt af lugten af beskidt tøj der har ligget mindst en uge i vasketøjskurven

eddike, fiskeolie, håndsprit, køleskabslugt,

 

Mest af alt at lyve over for dem man holder af

 

At have lyst til at skrige, men omstændighederne gør det umuligt

(Så det bliver i stedet til en mumlen)

 

At krybe under dynen og kende til sandheden om at i morgen venter en hård dag

Kridhvid angst

At drikke ren mælk

 

Det værste er jalousi, der hænger som fugt i lokalet

og gør hele atmosfæren klæbrig og klam

 

At ønske man var født i en anden tid:

 

Det er det værste for mig.

 

Det bedste

 

Det bedste er at gemme på ubetydelige øjebliksbilleder

et øjebliksbillede, som da jeg cyklede ned ad H. C. Andersens Boulevard

og så en mand, der havde trykket en forlængerledning ud af sin dør

 

og nu sad på trappestenen og trimmede sin hvide tæppetisserhund

 

jeg ser bedst ud, når mit pandehår er nyvasket og hænger som et lag bølget flødeskum over min pande

 

den første bid af en kage, den første solstråle efter vinterens muddervejr, det første skud i min

potteplante, der beviser at den trods dårlig behandling vokser og lever

den første dag i december, når julens stress endnu ikke har overdøvet barndommens juleillusioner

de første år af mit liv

 

det allerbedste er at cykle hjem om natten

en varm og vindstille nat,

og jeg føler mig som det eneste menneske, der er til

Så cykler jeg midt ud på vejen og løfter mine arme fra styret,

for der er ingen, der kan røre mig, og ingen, der kan se, hvordan jeg slingrer rundt:

 

Det er det bedste for mig

 

Hvad er det værste og det bedste for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN