Det værste og det bedste for os
Johanna, Sigrid og Frida har forsøgt at sætte ord på det værste og det bedste, de selv kender til, ved at skrive deres egne versioner af Søren Ulrik Thomsens Det værste og det bedste i en hyldest til digtsamlingen.
Illustration af Karen Marie Duus
Hvis du blev bedt om at lukke øjnene og tænke på det værste, hvad ville det så være? Det værste, du har oplevet, eller det værste, du kan forestille dig? Af gode grunde kender jeg ikke svaret, men måske gør du det heller ikke selv. For mit vedkommende er det i hvert fald svært helt intuitivt at skulle vælge én ting, der gør sig fortjent til denne titel. Tager man gradbøjningen bogstaveligt, forestiller jeg mig noget mørkt og ubærligt som død, smerte og meningsløshed. Men det værste kan vel i lige så høj grad være en lille og enerverende ting, der hver eneste dag får pisset i kog?
Ser man på Søren Ulrik Thomsens digtsamling Det værste og det bedste, optræder begge yderpolerne: Her rummer det værste mere end blot det ultimativt onde og dårlige, men et helt spektrum af livets bagsider. På samme måde beskrives det bedste som alt fra rutebilens indbydende varme til den forvisning, at alting stadig kan ske. Detaljernes møde med det overordnede er for mig det bedste ved digtet. Det er i kombinationen af det helt store og det helt nære, at magien opstår. For vil man virkelig skildre det værste og det bedste, livet har at byde på, kan man ikke kun fremhæve modsætningerne i deres yderligste forstand. Udelader man stemninger, sansninger og hverdagsobservationer – alt det, der ligger midtimellem – vil noget vigtigt gå tabt.
Jeg er ikke den første her på SEIN, der har fået idéen at hylde Søren Ulrik Thomsen. I “Ode til Søren Ulrik Thomsen” deler Carla og Michael gennem en brevudveksling deres tanker om digterens værker og reflekterer blandt andet over Det værste og det bedste, og i sidste måneds nyhedsbrev anbefaler Sofie samme digtsamling, der ifølge hende må blive en tidløs klassiker. Det tror og håber jeg også, at den bliver, for der er noget vidunderligt enkelt ved værket og det skelet, hvert enkelt digt er bygget op af. Udover at være humoristisk og livsbekræftende poesi er digtene med deres klare koncept i stand til at formidle de inderste tanker om, hvordan det er at være menneske på godt og ondt. Jeg har så mange gange stoppet op et sted i digtsamlingen og tænkt: Hvor er det dog fedt, at der er sat ord på dét her. Derfor har jeg og mine veninder Frida og Sigrid ladet os inspirere af S.U.T., og fra det er der udsprunget seks digte, der med udgangspunkt i formen på digtene i Det værste og bedste giver vores egne bud på, hvad det værste og det bedste er:
Johanna
Det værste
Det værste er deprimerende bygninger og tanken om, at der bor nogen dér
bag den grå facade og kvadratvinduerne
der trods de få år allerede græder sorte render
At se på en betonoverflade og vurdere, at den gør én magtesløs
Men værre er nu tilbøjeligheden til at dømme, hvad der for andre må være deprimerende
Fejlkøb, ærgrelse over små ting og gnavende vægelsind er
noget af det værste
Når tvivlstilstanden får råderum, og beslutninger tages i frygten
for at fortryde
At det var kræft, var det allerværste
Det værste er steder, hvor der ikke er taget højde for belysningen,
som består af et skærmløst lysstofrør med maniske tics
At være udenfor uden at kunne se et eneste træ, der rækker op mod himlen
Eller bare ord som sassy og akavet
Det værste er, når selvkritikkens projektør får lov at blænde mig
med et skarpt, blåligt lys, der lægger mit sind i grimme skygger og fremhæver
det værste frem for det bedste
At jeg ofte glemmer at lade et selvkærligt lys skinne:
Det er det værste for mig.
Det bedste
Det bedste er flygtige glimt af en drøm, man havde for mange år siden
Stemningen, billederne, der fylder én på samme måde, som de gjorde dengang
At de har været der, gemt væk i hjernen
og at de formår at dukke op igen, når man mindst venter det
Det er mig et mysterie, hvorfor og hvordan de gør det
Bedst er følelsen af togsædets bløde polstring, når man sætter sig til rette
og påbegynder en rejse, der er lang nok til, at det er ligegyldigt,
om man for en stund glemmer at holde øje med stationerne
Uhæmmet grineflip er bedst
Den slags, der får tårerne til at trille og kæben til at stikke
Enigheden om, at det er skidesjovt,
selvom det ikke nødvendigvis er det
Aftendukkerter i solbeskinnet saltvand er
bedst efterfulgt af keramikoverfladens varme, der breder sig
fra tekoppen helt ud i fingerspidserne
Det bedste er ægte, umiddelbare smil,
der opstår hurtigt og forsvinder langsomt
Rum fyldt med farver, svagt oplyste kroge og en god mængde finurlige ting
At der findes musik, der gør det umuligt at lade være med at danse:
Det er det bedste for mig.
Sigrid
Det værste
Det værste er de morgener, hvor dynens varme omfavnelse rives bort af vækkeurets paniske klageskrig
hvor en blævret hjernemasse af havregryn kigger op fra det grå morgenbord,
og hvor den forhastede rugbrødsmadpakke allerede ligger i bunden af tasken og blødner
Det værste er at ligge vågen i nattens midnatssorte mørke og fortryde en handling, et ord, en manglende
indgriben
Alle de ting, man ikke fik sagt
Det værste er, når regnvandet endelig finder vej ind under kraven
Når alt for indviklede Ikea-manualer flyder sammen til et virvar af sorte streger,
og jeg mest af alt har lyst til at slå mine nye møbler til pindebrænde
At gå hjem alene om natten og føle nakkehårene rejse sig over fornemmelsen af, at jeg bliver forfulgt,
er det værste
Den konstante kamp for ikke at vende sig om af frygt for at se en mørk skikkelse gribe ud efter mig eller
titte frem bag en parkeret bil
Det værste er livets til tider meningsløse cirkler, der drejer så hurtigt i sine baner, at der ikke er tid til at
fordybe sig med en bog, en dampende kop te eller blot en stille stund
At sige ”det er lige meget”, selvom det inderst inde er alt andet end lige meget
At sige undskyld, når man ved, at undskyld ikke er nok:
Det er det værste for mig.
Det bedste
Det bedste er årstiderne
Duften af spirende, grønt forår, der hvert år infiltrerer den tunge vinterluft
Varm sommerregn mod solbrun hud på lune tropeaftener
Gyldenrøde efterårsblade, der knaser tørt mod skovbunden under varme støvler
Sne, der daler fint og hvidt mod jorden og dækker verden i et tungt tæppe af fortryllende stilhed
Deres rolige, konstante rundgang, minder mig på én gang om, at livet er både langt og flygtigt.
Det bedste er at lade tårerne flyde frit og uhæmmet til musik, der vækker hjertet
At åbne en ny bog og vide, at der mellem omslaget gemmer sig en uopdaget verden; en gave af ord,
omhyggeligt blandet og sorteret af en fremmed
Det bedste er den næsten guddommelige udvælgelse, når en kat hviler hovedet mod mit skød, og jeg
kan mærke dens sagte, brummende spinden mod mit lår
At sidde gemt og beskyttet i et hus, mens regnen pisker vildt og voldsomt ned udenfor og vide,
at jeg kan blive siddende hele dagen, med en dampende kop te i hånden og en god film kørende på tv’et
Det er det bedste
Det bedste er ungdommens udødelighed, der blomstrer i hjertet, når jeg løber gennem byen om natten
badet i neonlys
Når musikkens bas bølger gennem kroppen, og jeg danser til sveden danner perler på huden
Nattens rus, der gør mig ustoppelig, uovervindelig:
Det er det bedste for mig
Frida
Det værste
Det værste er når jeg vil skælde ud men i stedet begynder at græde
og at det sker hver gang
når jeg en stund er alene
er det værste jeg kan gøre at synke helt ind
i min mobil
mundskyl er det værste
efterfulgt af lugten af beskidt tøj der har ligget mindst en uge i vasketøjskurven
eddike, fiskeolie, håndsprit, køleskabslugt,
Mest af alt at lyve over for dem man holder af
At have lyst til at skrige, men omstændighederne gør det umuligt
(Så det bliver i stedet til en mumlen)
At krybe under dynen og kende til sandheden om at i morgen venter en hård dag
Kridhvid angst
At drikke ren mælk
Det værste er jalousi, der hænger som fugt i lokalet
og gør hele atmosfæren klæbrig og klam
At ønske man var født i en anden tid:
Det er det værste for mig.
Det bedste
Det bedste er at gemme på ubetydelige øjebliksbilleder
et øjebliksbillede, som da jeg cyklede ned ad H. C. Andersens Boulevard
og så en mand, der havde trykket en forlængerledning ud af sin dør
og nu sad på trappestenen og trimmede sin hvide tæppetisserhund
jeg ser bedst ud, når mit pandehår er nyvasket og hænger som et lag bølget flødeskum over min pande
den første bid af en kage, den første solstråle efter vinterens muddervejr, det første skud i min
potteplante, der beviser at den trods dårlig behandling vokser og lever
den første dag i december, når julens stress endnu ikke har overdøvet barndommens juleillusioner
de første år af mit liv
det allerbedste er at cykle hjem om natten
en varm og vindstille nat,
og jeg føler mig som det eneste menneske, der er til
Så cykler jeg midt ud på vejen og løfter mine arme fra styret,
for der er ingen, der kan røre mig, og ingen, der kan se, hvordan jeg slingrer rundt:
Det er det bedste for mig
Hvad er det værste og det bedste for dig?