‘Die My Love’: Bizar feberdrøm eller brutal realisme?

Foto: Kimberly French

Uden den store research, og imponerende nok uden ufrivillige spoilers på sociale medier, satte jeg mig en aften til rette i et af de koralrøde sæder i Øst for Paradis’ mindste sal. Mens reklamernes tandløse formater buldrede over skærmen, ærgrede jeg mig blot over min nedarvede nærighed, der nu endnu en gang havde forbudt mig at gå amok i biografens ellers nøje udvalg af søde og salte varer. Dog skulle min fedtede facon i dette tilfælde vise sig at være en fordel, for efter blot et kvarter i salens mørke ville jeg have været ude af stand til at få noget ned. Filmen Die My Love rystede mig og vækkede et ubehag så stærkt, at jeg alene derfor bliver nødt til at anbefale den.

Det var med en vis forventning, at jeg havde købt billet og nu endelig skulle se den 56-årige instruktør Lynne Ramsays Die My Love med det prominente cast, blandt andet bestående af ingen ringere end Hunger Games’ Jennifer Lawrence og Twilights Robert Pattinson i de to bærende roller. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at matchet af skuespillerne var det, der vakte min interesse for filmen. Men derudover er den også det nyeste skud på Ramsays karrierestamme, der forresten ikke har kastet så mange vækster af sig. Filmen er nemlig hendes femte over en næsten 30-år lang karriere. Fælles for de fem værker er, at de hver især har høstet stor international opmærksomhed og en lang række nomineringer ved flere af de største filmpriser. Specielt er den skotske instruktør kendt for We Need to Talk About Kevin (2011), der ligesom Die My Love tager udgangspunkt i kvinden, der bliver til moderen. Dog blev det også hurtigt klart for mig, at Die My Love ikke er en klassisk fortælling om moderskab. I stedet bliver det en historie om en kvinde i forfald.

I forsøget på eksil

Kvinden Grace (Jennifer Lawrence), hendes gravide mave og hendes kæreste Jackson (Robert Pattinson) flytter fra byens os ud i en afsondret familieejendom i et af Montanas landdistrikter. Her, omgivet af landets åbne vidder og et øde, råt terræn, forsikrer de hinanden om, at der må være tid, rum og frihed til den kunstneriske udfoldelse, de begge drømmer om. I stedet kommer det til at fungere som en slags katalysator for den formørkelse, der gradvist skygger Graces sind, men som også tvinger seeren med ind i en tyk tåge af vrangforestillinger og virkelighed. Flere gange under den næsten to timer lange film, tog jeg ikke kun mig selv, men også min sidemand i at måtte slå hånden for munden i ren og skær fortvivlelse eller at måtte læne sig tilbage efter at have forvildet sig ud på sædets kant.

Nej, intet ved filmen kan karakteriseres som tilbagelænet, og en forvirring krøb ind over mig allerede fra start. På barnets første fødselsdag kravler Grace dyrisk rundt i de høje græsmarker, der omslutter familiens hjem. Med sin baby parkeret på verandaen i en lift bevæger hun sig rundt som en pirret tiger og gemmer sig for sin øldrikkende kæreste. Det virker som en leg, og samtidig instinktivt, når hun ligger der på alle fire. Hendes adfærd forundrede mig. Min forventning var vel, at hun, som kvinde og mor, ville være mere eller mindre tæmmet i kraft af disse roller. Samtidig virkede det befriende og gav mig lyst til selv at snige mig rundt som et rovdyr.

Selvom Grace gemmer sig for Jackson, er det med et lumskt smil om munden, og kærligheden imellem dem er ikke til at tage fejl af på dette tidspunkt. De hede sommeraftener sætter aftryk i det unge forældrepar, der elsker og danser uspoleret rundt i huset. Alligevel går der ikke lang tid, før deres fælles plan om den ultimative frihed, The American Dream, om man vil, forkastes. Jackson forsvinder i det arbejde, der skulle forsørge den lille familie. Samtidig forsømmer han forpligtelserne, nærheden og omsorgen for Grace. Mens den unge mor går rundt med sit barn på armen i stuen eller skubber barnevognen ad de sandblæste veje, finder et fordærv vej ind i Grace. Samtidigt synes det også at finde ind i mig.

Foto: Kimberly French

Virkelighedens porøsitet

For måske bliver hun syg af ensomheden. Måske er hun blevet det allerede efter fødslen af barnet? Forhistorien og svarene er uklare, og det bliver også forklaringen på, at Grace bliver optaget af en mystisk mand på motorcykel, der cirkler rundt om huset, at hun pludselig kaster sig ud af terrassedøren, eller at hun til en børnefødselsdag, med sår i panden fra det splintrede glas, hiver kjolen over hovedet og kynisk kaster sig i poolen foran fødselsdagsbarnet. Hendes tiltagende sporadiske og voldsomme handlinger gjorde mig hungrende efter svar, som jeg på intet tidspunkt fik serveret i form af hverken dialog eller facit.

Jeg blev efterladt alene som seer til at analysere, men også til at opleve og mærke Graces forfald side om side med hende. Jeg fattede ikke, hvorvidt motorcykelmanden var fakta eller fatamorgana, eller om hun kastede sig ud af glasdøren i længsel efter opmærksomhed eller i impuls. Jeg blev skræmt af den absurditet og kynisme, der lagde sig over kvinden. Samtidig fascinerede det mig, at hendes ukuelige evne til at tage vare på barnet, på trods af hendes eget opbrud, bestod under hele filmen. Det lille menneske bliver en lygte i tågen.

Dog oplevede jeg for alvor den ubehagelige, men interessante inddragelse som seer, da Jackson kommer hjem med en hund til familien som en slags godtgørelse for sit fravær. Hundens gøen ender med at gøre Grace søvnløs. Dertil kommer, at dyrets glammen dominerer lydbilledet så længe, at jeg, i stedet for at mistænke Grace for apati, da hun en nat på bare fødder henter et gevær og skyder hunden, bare tænker: “TAK SKAL DU HAVE!”. Hvorfor forstår jeg hende, og havde jeg gjort det samme? Er jeg blevet sindssyg sammen med hende?

En uforståelig erkendelse 

Jeg oplevede en udpræget dualitet, som nærmest også udviklede sig til et fysisk ubehag. Jeg, som de fleste andre mennesker, trives i det forudsigelige. Det tillader os for en stund at bryde med overlevelsesinstinktet. Die My Love forbyder forudsigeligheden, og den lunefulde Grace gik direkte gennem skærmen, pillede ved mig og efterlod mig i chok. Den konstante vekslen mellem det absurde og det realistiske i kvinden og hendes handlinger, gjorde filmens spilletid til min egen anspændte kamp i forsøget på at regne hende ud. Og at det ikke lykkedes, er måske svaret på min efterfølgende, lige delte fascination og forfærdelse af værket.

Da de antikke lamper på væggene i den sal, jeg havde glemt, at jeg befandt mig i, gradvist tiltog i lysstyrke, rejste min sidemand sig med et grin og et forfærdet ansigtsudtryk, og der var ellers stille, da vi i flok forlod salen.

Her, lang tid efter, sidder oplevelsen stadig i mig. Dels må det være den store fascination af Jennifer Lawrences pragtpræstation. Aldrig før har jeg oplevet hende i en så skræmmende ægte og mørk repræsentation af en kvinde, som jeg på én gang ikke forstår og samtidig genkender og erkender. Det gør mig bange og frastøder mig, og den har sat et aftryk i mig, jeg ikke før har oplevet. Samtidig fascinerer hendes moderskab og den omsorg, hun i sin tilstand stadig magter at give barnet, mig. Det står som et stærkt eksempel på en uknækkelig kærlighed gennem hele filmen og fungerer som et pusterum i den ellers uhensigtsmæssige vejrtrækning, fortællingen forårsager

Som min sidemand måtte jeg grine, da jeg forlod Øst for Paradis den aften. For det er, hvad jeg gør, når jeg ikke ved, hvordan jeg ellers skal reagere. På vej ned ad Paradisgade gik det op for mig, at her var et værk og en oplevelse, jeg måtte dele.

Foto: Seamus McGarvey

Tekst: Clara B. Ilsø
Redaktør: Laura Rye Bislev