Drømme fra nye årtier

10. januar 2020

SEINbidrag

Julie har skrevet en tekst om nytårsaften, og hvilken følelse der ramte hende, da klokken slog tolv d. 31. december. Det var en følelse, der fulgte hende i seng nytårsmorgen, og en følelse, hun helst ikke vil overraskes af igen om ti år, når endnu et årti forsvinder, og et andet står for døren. Så for at undgå det har hun i sin tekst skrevet om den nytårsnat, hun forestiller sig at have om ti år.

Det var en ambivalent følelse at forlade 2019 og træde ind i et nyt år og også et helt nyt årti. Det var meget mere overvældende, end jeg lige havde regnet med. Nytåret markerer en overgang, og det fastslår, at tiden løber af sted, og den venter ikke på nogen. Nytåret er nok for mange af os ladet med store forventinger og håb for tiden, der kommer, men også tynget af negative ting, minder og mønstre, som vi uundgåeligt bærer med os videre ind i det nye årti – uanset hvad inspirerende quotes eller onlineguruer forsøger at bilde os ind. Personligt har mit år været fuld af både kæmpe opture og kæmpe nedture, og da klokken slog tolv, slog den bittersøde smag også ind. Og den var der stadig, da jeg lagde mig til at sove i min seng tidligt nytårsmorgen. Jeg lå med en følelse af, at noget var ukomplet, hvilket egentlig kom bag på mig og var en ærgerlig ende på en ellers hyggelig aften. Så for at undgå, at jeg ved enden af næste årti skulle ligge mig i seng med en lignende følelse, besluttede jeg mig for at visualisere og nedskrive den nytårsnat, der om ti år vil indlede det næste årti.

Det var meget mere overvældende, end jeg lige havde regnet med.

Om ti år ligger jeg ved siden af en, jeg elsker, hvad end det må være mig selv, min hund eller et andet menneske. Om ti år deler jeg et rigt og betydningsfuldt liv med mine nærmeste. Og vi vil have det godt og grine, hver gang muligheden byder sig. Jeg vil være beruset i en discountchampagne, enten fordi jeg er broke, eller fordi jeg synes, at det vil være spild at bruge så mange penge på en enkelt flaske. Jeg vil lægge mig til ro i min lejlighed, der stadig summer af fest og farver og musik og gode forventninger og lidt af hvidløg fra den mad, jeg har serveret. Jeg vil stadig være elsket og føle mig elsket, som jeg gør med de mennesker, jeg har omkring mig nu. Det vil være godt. Jeg vil kysse det mest skelsættende årti hidtil godnat og byde et nyt årti velkommen med alt, hvad det måtte have at byde på.

 

Med den tanke faldt jeg roligt og lidt mere opfyldt i søvn for første gang i 2020.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her