En “for-evigt-veninde”

Det er tirsdag, og jeg har haft forelæsning til klokken 18. Jeg studerer i Nobelparken på Aarhus Universitet og min veninde, Karoline, bor på Trøjborg, to minutter fra campus. Jeg skriver, mens jeg sidder i dagens sidste forelæsning: ”Må jeg komme forbi efter skole?”.

Jeg hader egentlig spontane aftaler, men en aftale føles ikke som et fastklemt håndtryk med Karoline. Det føles ikke bindende eller krævende. Jeg ved, at der ikke er stillet forventninger til mig; hverken at jeg møder op på klokkeslættet, eller at jeg forventes at være den bedste udgave af mig selv.

Jeg får hurtigt at vide, at jeg bare kan komme over, og på de 300 meter hjem til Karoline går jeg forbi Løvbjerg, som fortæller mig, at jeg skal handle snacks. Jeg køber slik-ferskener, en lille plade Marabou, en Skippermix og to Pepsi Max. Det føles overilet og en lille smule vulgært at købe så meget slik til to på en tirsdag.

Da jeg ankommer i mørket, står Karoline i døren: ”Jeg har iste på køl”, siger hun og fylder et ekstra glas til mig, mens jeg smider støvlerne i gangen. Jeg griner: ”Jeg har alt for mange snacks med igen”. Og så bekræfter vi hinanden i løgnen om, at vi jo ikke behøver at spise alt sammen på én gang.

Vi drikker iste, og snakken går. Karoline tænder et stearinlys på bordet, og jeg fryser, så jeg servicerer mig selv og finder en tyk trøje i hendes klædeskab. Uden at spørge finder hun et par løse joggingbukser frem, som jeg også trækker i, mens jeg luner mig ved hendes livsopdatering, som jævnligt brydes af grin, fordi vi har samme humor.

Vi synes, at de samme referencer er sjove og vi deler utallige gamle inside jokes, som gør alle de nye endnu sjovere. På den måde får jeg stadig helt barne-ondt i maven af grin, næsten så tårerne triller.

Efter en times tid, har vi nået hele hendes liv rundt, og så er det min tur. Karoline griner endnu engang med, når jeg beretter om denne uges fiasko, og jeg fortæller videre om alle små ting, jeg har glædet mig til at dele med hende. Og så sidder vi der – rundt om hendes spisebord i hyggetøj og med iste mellem hænderne, med helt forskellige liv, selvom vi bor to kilometer fra hinanden og har kendt hinanden igennem de sidste 13 år.

Hvordan får man egentlig nye venner, taler vi om, men ingen af os kender rigtig svaret. Starter på et studie eller får et job. Starter man overhovedet til en ny sport, når man er i 20’erne? Kan man få venner gennem andre venner?

Jeg tænker, at jeg aldrig var blevet veninder med Karoline, hvis ikke vi havde gået i folkeskole sammen. Intet i vores liv efterfølgende har fulgtes ad, og vi interesserer os umiddelbart ikke for de samme ting. Jeg læser arabisk – hun studerer noget med filmproduktion, så heller ikke studie havde ført os sammen.

Pludselig rumler vores maver, og Karoline laver noget mad af det, hun har i skabene. Vi spiser og snakker videre. Hvordan vi kan tale så meget, når vi har talt sammen de sidste 10 år, forstår jeg faktisk ikke helt. Ned ryger Marabou, og vi skal spise slik-ferskener og Skippermix, mens vi ser reality-tv om lidt, aftaler vi.

Når jeg tænker over, hvad vi taler om, så kan vi tale om alting. Også selvom vi ikke altid kan tale fælles interesser. Vi kan kun tale fælles forhistorie, nutid og tale om hinandens interesser, som vi enten kan lære af eller lytte og spørge ind til. Men det er det, vi har – en fælles forståelse af, at vi kender hinanden godt nok til, at vi ikke behøver at have andet end livet til fælles.

Vi lægger os til rette med resterne af Haribo-poserne mellem os, mens vi sætter reality-tv på, så vi enten kan grine eller starte endnu en dyb samtale, hvor vi igen tager fat i de samme barndomstraumer, uden at gå glip af et vigtigt plot. Oftest skifter vi imellem de to.

Natten buldrer frem udenfor, mens stearinlyset stadig brænder midt på spisebordet i Karolines store værelse. Jeg ser det kun ud af øjenkrogen, mens jeg nu har hevet dynen så meget op over ørerne, at jeg kun lige kan skimte reality-programmet, der kører på tv’et. Jeg havde næsten også glemt, at det fandtes, når vi snakker så meget indover.

Sådan fortsætter vi, indtil vi begge to har glemt, at vi ikke har aftalt, om jeg skal overnatte hos Karoline. ”Skal du egentlig sove her?” spørger hun mig, og jeg tænker, at der ikke findes andre muligheder, fordi jeg føler mig hjemme i hendes nærvær.

Jeg bruger hendes ansigtsrens og skolder hendes tandbørste, inden jeg bruger den – og efter, naturligvis. I morgen får jeg hendes rene trusser til låns og måske jeg finder en trøje, jeg også lige vil låne, eller genfinder min egen gamle.

Man vokser aldrig fra en veninde, hvis tandbørste man kan bruge, tænker jeg. Også selvom vi nok aldrig var blevet veninder, hvis vi havde mødt hinanden for første gang i dag. Men det er det fine ved de helt gamle “for-evigt-veninder”. Dem man aldrig slipper af med, fordi de har så stor en andel i ens liv. Fordi de har samlet en op så mange gange og fordi de holder på alle ens hemmeligheder – nogle gange deler vi dem endda.

Vi lægger os til at sove, slukker lyset og siger godnat mindst tre gange, fordi en af os altid har noget ekstra at sige eller tilføje. Nogle gange bare et grin, der presser sig på, fordi stilheden kan lyde så komisk, når man er vant til at tale ørerne af hinanden, om end vi trives i stilheden i hinandens samvær.

Med lukkede øjne og et svagt forsøg på at holde et fnis inde ligger jeg og tænker på alle de veninder, der i årenes løb har krydset min vej, mens jeg nu ligger solidt plantet i Karolines seng på Trøjborg. Vi voksede ikke fra hinanden – vi klarede det, går det op for mig.

Karoline er en af de veninder, som kender mig bedre end nogen anden. De veninder, jeg ikke skal fortælle en baggrundshistorie til, når jeg skal forklare mig, for de har været livsvidner fra en tidlig alder. De kender hele historien, fordi de deler den med mig.

En aften som denne er beviset på, at vi kan vokse helt samme vej, selvom alt andet vokser fra hinanden. Selvom vores karriereveje snor sig i øst og vest, så er vores venskabssti lige der i midten. Og selvom vi er uenige om, hvorvidt Skippermix er bedre end slik-ferskener, så vil vi begge to altid hellere dele de to poser, i stedet for at skilles med hver sin.