En historie om øl

08. september 2022

Jeg er ædru. Jeg er ædru, mens jeg skriver disse ord. Jeg er ædru på en tirsdag formiddag, på baren en fredag aften og lørdag nat på klubben. Du har nok fanget den, jeg er ædru hele tiden. Døgnet rundt.
Måske bliver du nysgerrig på, hvorfor jeg ikke drikker og det er netop den nysgerrighed, som er motivationen bag dette indlæg. For hvorfor kan vi ikke lade være med at stille spørgsmålstegn, når folk ikke drikker? 

Jeg drikker ikke.

Eller det passer ikke.

Jeg drikker lidt. Det jeg kan tåle. Men sidste år begyndte jeg på noget medicin, som gør, at jeg ikke kan have det samme indtag af alkohol. Faktisk kun et meget lille ét. Det har gjort at jeg, siden sommeren 2021, kun kan drikke ca. en øl ad gangen og kun på fuld mave. Så det bliver ikke til mange øl for mig i denne her tid. Men når det ikke lige står skrevet i sol og måne at jeg skal have en øl, kan jeg næsten altid regne med denne her samtale:

Den går sådan her:

– Person: “Skal du have en øl?”

– Mig: “Nej, ellers tak!”

– Person: “Nå hvad så da?”

Eller: Hvorfor?

Jeg gruer for den samtale. Jeg ved stadig ikke rigtig, hvad jeg skal svare. Jeg er for privat til at dele ud af min medicinske journal. Men jeg bliver også nødt til at sige et eller andet. “Jeg drikker ikke” leder til et uddybende spørgsmål. I kontrast til hvis jeg ikke røg eller ikke kunne lide ananas, bliver jeg nødt til at give en forklaring. Men, “Jeg drikker bare ikke så meget”, “Jeg skal tidligt op” og “Jeg bryder mig ikke om at være fuld”, er nogle af de sætninger, jeg ser som muligheder. De kører rundt i mit hoved. Det er underligt at det skal fylde så meget, men det gør det. 

"I kontrast til hvis jeg ikke røg eller ikke kunne lide ananas, bliver jeg nødt til at give en forklaring."

Udover at skulle forklare mig meget, når jeg er ude, er den ædru oplevelse også en anden. I løbet af en festlig aften, begynder andre at tale højere, grine mere og skeje ud. Imens kan jeg mærke en sensitivitet og træthed, jeg tidligere har givet en tuborg-bedøvelse eller et vodka-redbull-boost. Selvom jeg er i godt selskab, bliver jeg hurtigere træt og indadvendt. Så samtidig med at byen begynder at sitre, falder jeg langsomt hen i stolen af træthed. Tit flere timer inden alle tager ud for at danse, tager jeg hjem. Nogle gange føles det som at komme til receptionen og sjældent til brylluppet. Lyder måske kedeligt?

Dog kan det også være ret sjovt at observere fulde venner med de upåvirkede øjne. Hvis jeg er i humør til det, lader jeg mig rive med og fjoller rundt med dem eller give den alt under et Robyn-nummer. Alle omkring mig er alligevel ret væk. Og ret ligeglade. Pludselig siger de nogle meget ufiltrerede ting og så skal jeg lige huske mig selv på, at de jo har drukket og jeg er på den ædru side. 

"Imens kan jeg mærke en sensitivitet og træthed, jeg tidligere har givet en tuborg-bedøvelse eller et vodka-redbull-boost."

Men jeg har ikke altid været på den side. 

Hvis jeg tænker 10 år tilbage på mit start-drukliv, var det mere reglen end undtagelsen, at en veninde skulle stå og holde mit hår på toilettet mens jeg kastede op. Mine venner og jeg lavede også en leg ud af, hvor dårlige vi var til at drikke. Man skulle se om man kunne lave “dragen”, mens man blev dårlig. Dragen laver du, mens du kaster op, står på ét ben og blafrer med dine arme som dragevinge. Dumt? Ja, ret dumt. Sjovt? Helt ærlig – ja. Der var faktisk også lidt prestige i “dragen”. Det var nærmere sejt, end det var ulækkert. 

Jeg har blandet vodka-redbull, gin og juice eller abrikossodavand med så meget sprut det kunne kamuflere. Tit for at turde snakke med den søde fra 2.g eller forsøge mig med Dirty Dancing moves.

Jeg er kommet hjem fra byen kl.8 på min 18.års fødselsdag. To timer inden 12 gæster kom til brunch. Hvis festen eller byen blev kedelig, kaldte det altid bare på en drink eller 10 tequilashots mere. And the list goes on..

Hov. Denne her tekst skulle jo handle om, hvordan det er ikke at drikke. Men jeg føler en trang til at fortælle mine fulde erfaringer. Alkoholen skriger på opmærksomhed. Især i sit fravær. Jeg vil gerne have at du skal vide, jeg har været på den anden side. Jeg har drukket mig stiv til gymnasiefesten. Lavet dragen. Jeg har levet mit vilde ungdomsliv i bedste SKAM-stil. Det giver mig selvfølgelig også mulighed for at kunne fortælle om kontrasten i at drikke og ikke at drikke. Men vil jeg også gerne forsikre dig om, at jeg er normal ung dansker, det har drukket hjernen ud. Bare rolig. De erfaringer gør mig til en “normal dansker”, så jeg kan snakke med, når vi udveksler drukhistorier. Drukhistorier er en stor del af det at være ung i danmark. Det er bizart. Men hvis jeg skal være ærlig, er det også rart at passe ind og kunne bidrage med dumme historier.

Idag står jeg så (som oftest) alene med min Tuborg Nul eller gingerbeer og det ståsted har også fordele. Så længe jeg kan huske, har jeg har tendens til at blive meget melankolsk efter en druktur. Tømmermændsblues, som nogen kalder det. Den ser jeg slet ikke noget til mere og jeg kan altid lave planer dagen efter jeg skal i byen og være frisk til dem. Jeg er taknemlig for at have fået muligheden for at opleve det. Det er ret vildt at være så meget til stede i sin krop og sind. Jeg sover bedre og er generelt mere tilpas. Selvom jeg helt sikkert er gået glip af sjove oplevelser i byen, fylder det mindre og mindre. 

"Idag står jeg så (som oftest) alene med min Tuborg Nul eller gingerbeer og det ståsted har også fordele."

Nu vender vi tilbage til samtalen. Den hvor jeg får tilbudt en øl. Som jo er en sød gestus. Men jeg er stadig ikke fan af den del, hvor jeg skal forklare, hvorfor jeg ikke drikker. Jeg ville ønske at vi kunne tage et nej, som et naturligt svar. Som hvis nogen ikke lige har lyst til en is. I USA og England er der en ny trend der hedder “sober curious” eller “new sobriety”, som taler for at vi skal være mere nysgerrige overfor den ædru tilstand. En tilstand man ikke kun nødvendigvis er i, som religiøs, gravid eller alkoholiker. Det handler om at tage valget mere i egen hånd og prøve at modstå bla. det sociale pres for at drikke. Lidt som at spise mindre kød for klimaets skyld, drikker man mindre for sin egen velværes skyld. Eller som i mit tilfælde, for sit helbreds nødvendighed. Derfor kunne det være så fedt, hvis vi en dag begynder at rose folk for at vælge en alkoholfri øl eller bare acceptere det på linje med at vælge vegetarisk. Jeg skal ikke være hellig. Det er ikke lang tid siden, jeg selv kom til at spørge en kollega, hvorfor hun kun skulle have cola til en fredagsbar. Også selvom jeg heller ikke drak. 

Det er en vane. En vane, hvor vi gør det vi altid har gjort, når vi fester eller skal hygge os. Vi drikker. Men vi kan godt begynde at udfordre det. Det vil lette mit hjerte bare at få et “okay cool!” i øl-tilbuds-situationer. Måske vil det også gøre det nemmere for andre at drikke den mængde, de faktisk har lyst til.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Bliv medlem af SEIN