Ensomhed i tosomhed

Den bedste form for ensomhed er, når jeg ikke er ensom, fordi jeg er alene. Når ensomheden ikke skyldes, at jeg føler mig isoleret eller føler, at jeg ikke bliver hørt eller forstået. Når ensomheden ikke skyldes, at jeg mangler nogen at tale med eller at lytte til. Når ensomheden ikke skyldes, at jeg føler mig fremmed for de mennesker, jeg omgiver mig med. Og når ensomheden ikke skyldes, at jeg har mistet nogen.

Når ensomheden ikke skyldes, at jeg sidder alene på mit værelse lørdag aften, fordi ingen har skrevet og spurgt, om jeg vil med ud at drikke en øl. Eller at jeg har sagt nej til fire forskellige invitationer, fordi jeg bilder mig selv ind, at jeg har brug for at være alene, men fortryder bitterligt en halv time efter. Når ensomheden ikke skyldes en eller anden mærkelig form for jalousi over, at nogen, jeg kender, laver noget uden mig.

Nej, den bedste form for ensomhed er, når jeg savner dig. Når jeg er ensom, fordi du gør mig så lykkelig, at hvert eneste øjeblik, vi ikke er sammen, føles spildt og meningsløst. Når ensomheden skyldes, at jeg har været så høj på dit selskab, at comedownet føles uendeligt. Når ensomheden skyldes, at tosomheden føles så perfekt og symbiotisk, at fraværet af den næsten ikke er til at holde ud. Der er noget smukt over den særlige form for ensomhed, der opstår, når man savner nogen, selvom man ved, at adskillelsen kun er midlertidig. Og der er noget næsten magisk ved den måde, ensomheden fordufter som dug for solen, i det øjeblik man bliver genforenet. Det er den bedste form for ensomhed: Når jeg er ensom, ikke fordi jeg er alene, men fordi jeg glæder mig så meget til at se dig, at tiden går ulideligt langsomt. Som Angel Olsen synger i en sang: “Can’t wait until tomorrow so that I can know you more”.

Jeg tror, ensomheden er et vilkår for alle relationer. Hvorend man gerne vil, er det jo umuligt at være sammen med nogen konstant og uden afbrydelser, og den bedste ensomhed er den, der giver mulighed for at reflektere, se tilbage, mane til eftertanke, rydde op, gøre regnskab og se fremad. Som når man nytårsmorgen vasker champagneglassene fra natten forinden, kigger tilbage på året, der er gået, og glæder sig til alt det, det nye år vil bringe. Den bedste form for ensomhed er netop dét tomrum. Forventningens glæde er den største, som Kierkegaard skrev, men forventningen kan ofte manifestere sig som ensomhed.