Fest og farver fanget i sort-hvid

09. februar 2021

Lasses far har fundet en støvet kasse med gamle familiefotografier. I æsken findes billeder af Lasses tyske slægt. Nærmest fremmede slægtninge foreviget på lakeret papir, fyldt med smil og mysterier. Motiverne afbilleder en skøn tid med fest og sjov, men billeder siger ikke altid alt.

Lasse har illustreret familiefotografierne og skrevet en tilhørende tekst.

På billedet ses "Oma" (farmor) i et udkigstårn.

Kvinden på billedet er min Oma, Helga, som jeg nåede at kende i ca. 10 år. Hun var barn under 2. Verdenskrig, opvokset med Hitlerjugend, datter af en bogholder og mor til tre. På billedet er hun ung, frisk og fornøjet med et let kækt smil og søndagskjolen på. Enebarn ligesom jeg.

På billedet ses "Opa" (farfar) med to kvinder i armene.

Familiens overhoved. Bankfilialdirektør Helmut Orth, verdensmand, alfahan og damernes ven. Det er i hvert fald sådan, han står husket, når man ser på billederne i dag. I en familie, hvor der – i hvert fald dengang – ikke var plads til følelser, kunne man ikke vide, om han havde et lykkeligt ægteskab. Om han trivedes på sin arbejdsplads. Om han levede det liv, han ønskede. Jeg kendte ham ikke.
– Men på billedet er han festens midtpunkt, bankfilialdirektør Hr. Helmut Orth.

Til venstre ses Opa, barnet til venstre Tante Anne, venstre kvinde er Oma og kvinden til Helmuts søster, Renate.

Men dette handler ikke om at se på mine familiebilleder, og hvis du nogensinde har set på en kammerats familiefotos, så ved du også hvorfor.
På familieudflugt. Solen skinner, min faster (barnet) ligner noget fra et modeshow i Milano, og endnu et højdepunkt er fanget på kamera.

Her ses Onkel Manfred og fætter "Batti" (Sebastian)

Endnu et festligt øjeblik. Endnu en sjov forklædning. Rigtigt Insta-moment, hvis du spørger mig. Onkel Manfred var succesfuld advokat, kørte en flot Porsche, boede i et flot hus i et fint kvarter og fik to børn sammen med min faster Anne. Hvis ikke det er THE DREAM, så ved jeg ikke, hvad er.

På billedet ses "Der Grosse Opa", Wilhelm Wildmann, (tip-tip-oldefar), der holder Oma som barn i hånden. Til højre ses hendes far, bogholderen, Wilhelm Schmidt (tip-oldefar).

Der begynder at danne sig et billede. Picture perfect. De fine kjoler, de flotte hatte og de festlige øjeblikke bliver fanget på foto. Et foto er det tætteste, vi kommer på at forevige et øjeblik. Vi kan tænke tilbage på minderne igen og igen ved at kigge på billederne, og så er det da klart, at vi ikke ønsker, at de kedelige stunder og de dårlige minder bliver gemt. Har du nogensinde set et fotografi af et familieskænderi imellem din 6-års fødselsdag, og da du tog dine første skridt?

Til venstre Oma og til højre Opa. Konen og manden.

Det er ikke meget anderledes fra, hvad vi bruger mange timer på dagligt i 2021. Selvom de sociale medier ikke var opfundet dengang, så skulle glansbilledet også pudses og vedligeholdes. Jeg tror ikke, at det har noget at gøre med, at vi som generation er blevet mere forfængelig eller fake, men at remedierne blot har ændret sig. Tilgængeligheden via f.eks. Instagram gør det muligt for os at kunne dele vores billeder når som helst. Dengang blev de vist langt færre gange, men princippet er det samme:

Mennesker udgiver sig for noget, de ønsker at være, i stedet for at leve dét, de er.

Man kan håbe på, at et mere realistisk og virkeligt liv bliver mere almindeligt på de sociale medier. Jeg tør gerne indrømme, at jeg har spildt på min hvide skjorte, når jeg har været ude at spise. Jeg tør godt dele, at jeg kan have op til fire dobbelthager ved den rette vinkel og nøjagtige hældning på hovedet. Men jeg vil fandeme også dele, når jeg ser fucking smart ud i mine nye sneakers, når jeg er ude at sejle, og når livet er en fest.

Spørgsmålet er, om fotografier er med til at huske et minde, eller om de er til for at foregive et minde.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN