Bag klimakrisen venter en bedre verden – fiktionen hjælper os med at finde den

I marts udgav FN’s klimapanel en rapport om klimaforandringernes betydning for vores fremtid. Hvor gennemgribende – og hvor tæt på – forandringerne er.

Rapporten siger to meget vigtige ting: 1 – de fatale konsekvenser af vores produktionsformer er meget alvorlige. De er ret utroligt tæt på. 2 – Med en gennemgribende og organiseret indsats, en forandring af samfundets strukturer, kan vi sikre en god fremtid for mennesker i fremtidige generationer.

Klik her og Støt SEIN

De fleste er klar over, hvordan vores produktionsform og vores livsform præger naturen. Og vores egen fremtid. Den måde vi organiserer os, producerer varer, handler og forbruger dem. Store grupper af mennesker, mest unge der er bekymrede for deres fremtid og for den manglende handling blandt magtpositioner, forsøger gennem forskellige former aktivisme at ændre på de fundamentale principper vores samfund er indrettet efter.

Men den vestlige klimakamp bliver ofte en aktivistisk reaktion på noget vi kæmper væk fra. Fremtidscenarier med lange tørkeperioder, oversvømmelser, skovbrande, flodbølger og monsunregne skyllene ind over vores nutid.

De kritisk-utopiske fortællinger der overskrider nutidens grænser, er stort set skrevet ud af sproget. Billeder af andre måder, vi kunne organisere os, nye forbindelser mellem kroppe. Der er utallige fortællinger, der forholder sig til klimaet og naturens forandringer, men de beskriver menneskeliv og kapitalisme som eksistentielt sammenvævede. Enten bliver det nuværende samfund opløst i panik og kaos, eller også reddes det af de samme logikker, der har viklet os ind i problemerne. Fiktionen præsenterer et snævert mulighedsrum. Kapitalismen skaber et sprog for handling, som den ikke kan skrives ud af. 

Myten om den grønne kapitalisme vikler klimakrisen ind i markedets sprog. Finansielt ansvarlige bæredygtige løsninger vægtes over ambitiøse initiativer, der kan sænke co2-udledningen markant. Det muliggøres ved at installere forandringer i de finansielle gruppers magt. Bæredygtiggøre private køretøjer, frem for et fokus på effektiv offentlig transport. Markedsførte produkter lanceret i en ny udgave i delvis bambus og bionedbrydeligt genbrugsplast. Eller kompensationer: tusind hektar skov plantes for at modbalancere industrielt udledt CO2, som senere forårsager skovbrande i de samme landskaber.

Historierne handler om magtstrukturer, der opretholdes ved at gøre sig bæredygtige nok til at legitimere sin egen overlevelse. Problematiske levemåder undgår at blive udsat for en reel trussel.

Samtidig møder vi de eksistentielle modfortællinger. Narrativer, hvor den kendte verden udslettes. Manhattan er under vand efter hastige havstigninger. En flodbølge skyller over halvdelen af Skandinavien. Interne flygtningestrømme gennem Europas tørkeramte landskaber osv. Det er samtidig fortællinger, der forholder sig til varierende grader af kapitalisme som det eneste mulige. Bag forandringer: et fantasiløst mørke.

Det er svært at forestille sig det omkransende som afsluttet. Som vi er omfattet af den afslutning. Vi må vikle os ud af en kapitalistisk logik, så vi kan forestille os selv uden den.

Hvis vi kan ændre på klodens årstider og temperaturer, kan vi også ændre på fortællingen, der løber gennem vores samtid, vores kronologi, fortællinger taktile som stof.

Vi griber efter fortællinger, der kan optegne fremtidens geografi: håbet, og kapitalismen vil i sin dødsangst indkredse mulighedsrummet. Et net af fortællinger spindes ud i luften som kuldioxid-forurening.

Vi må tale om klimaudfordringer som et narrativt problem. Grupper af desillusionerede kroppe. Lad os kalde klimakampen den vigtigste kamp i vores tid. Lad os kalde fortællingen om klimaforandringerne den vigtigste fortælling.

Forsøget på at skrive et fælles håb frem, nye måder vi kan organisere os.

Kan det være aktivistisk at forestille sig? Fantasere?

Forestillingers måde at indlejre et håb i kroppe, som tungmetaller i vegetation.

Fremtider løbende som billeder hen over øjenlåg. Som hen over lærreder i biografsale. For at vi kan dele en drøm.

Den vestlige cinematiks kendte narrativ; en helt overvinder en modstand der truer hele menneskeheden fortsættelse. Vi må skrive os alle ind i helterollen i den fortælling. Og skrive noget andet end en hyper-idealiseret kapitalistisk harmoni ind i fortællingens forløsning. Budskabet: mennesker viser deres evne til at ændre deres omverden og deres egen forbindelse til den.

I den vestlige verden har vi i flere århundreder forfinet fortællingen om os selv som adskilte fra verden. Kristen opdeling mellem sjæl og krop, erkendelsesteori, oplysningstid, industrialisme, forbrugskultur osv. Verden som noget vi er adskilt fra; beskuere af; noget vi konsumerer.

Klimaforandringerne er en fortælling om mennesker og materialitet; krop og verden, som viklede ind i hinanden.

Eller om mennesker som gensidigt indvirker og er påvirket af naturen. Det vitale der gennemstrømmer alt det.

Med forestillinger en mulighed for at decentralisere den nutid vi er placeret i. Produktion af alternative fremtider. Fiktionen.

Fiktion kan skrive sammenhænge frem mellem nutidige sociale bevægelser; skabe ikke-lineære dialoger mellem fortid og fremtid, mellem mennesker og natur. Beskrivelser af intergenerationelle konflikter som komplekse rodnet af forbindelser, fx klimakrisen. Selve den eksistentielle kontekst: menneskets liv på jorden. Fiktionen kan sige at vores fortælling aldrig er slut. Den kan drømme andre liv frem.

Topi betyder: et sted med en specificeret række karaktertræk. En fiktiv verden bygges med sproget og opstiller et alternativ til den kendte virkelighed.

Utopi betyder ikke-sted, altså et sted der ikke findes. Det er et tankeeksperiment om et sted der kunne findes. Utopien er definitivt bevidst om sin egen uopnåelighed, men ønsker at skabe en bevægelse hen imod et idealsamfund. At tænke det, skrive det frem.

Dystopi; dårligt-sted, er på samme en fiktionaliseret overdrivelse. Her er samfundet ofte præget af totalitarisme og voldsom social uretfærdighed. Eksempler på utopier er: Orwells 1984 og The Handmaids Tale.

Klimafiktion eller cli-fi er en paraply-term for fiktion der forholder sig til klimaskabte forandringer, og opstiller mulige fremtider på forskellige, optimistiske, ildevarslende, problematiserende, drømmene måder. Tidlig klimafiktion er værker af blandt andre Ursula Le Guin. I The new Atlantis, fra 1975, bliver hele Manhatten oversvømmet pga smeltende is i Arktis, og en gruppe mennesker skal forestille sig en måde, mennesket kan eksistere i disse forhold frem. Eller The dispossed hvor et utopisk socialistisk-anarkistisk samfund eksisterer på en måne der har løsrevet sig fra sin moderplanet og efterladt et kapitalistisk samfund i krise.

Økotopi beskriver en fremtidsfortælling hvor mennesket lever i harmoni med naturen. Det har ofte en samfundskritisk kvalitetet ved at fortælle: sådan her kunne vi leve. Et eksempel er 70’er romanen Ecotopia af Ernest Callenbach hvor en amerikansk journalist rejser ind og laver en reportage af de tre amerikanske deltstater der har løsrevet sig og skabt landet “Ecotopia”.

Økokritisk fiktion er en litterær genre der i 10’erne har domineret den danske klimabevidste litteratur, repræsenteret i fx Efter solen af Jonas Eika, Solar eller Digte: 2014 af Theis Ørntoft. Den forholder sig kritisk til vores livsform, og reagerer på en destruktureringen af hierakiet mellem menneske og natur med en følelse af afmagt. Menneskekrop og natur er sammenvævede; det er ikke smukt.

Bio-fi er et nyt begreb dansk litteratur der arbejder utopisk med klimafiktion. Hierarkiet mellem menneske og natur er på samme måde opløst. Men her er det ikke en kilde til håbløshed. Det er en kilde til at forestille sig nye smukke livsformer. Nødder af Shekufe Tadayoni Heiberg stiller spørgsmålstegn ved den geocentriske nytteorienterede videnskab om månen. Månen er ikke noget vi skal erobre og udnytte, men en mulighed for at skabe nye vitale forbindelser. Menneskeliv og jordliv og måneliv tænkes sammen og tænkes ind i nye omsorgsfulde forbindelser.

Det amerikanske non-profit magasin Grist fokuserer på klimaproblematikkens kritisk-utopiske løsninger. I initiativet Imagine 2200 inviteres forfattere til at skrive et forslag til hvordan verden ser ud i 2200. I fortællingen A Séance in the Anthropocene har mennesker stabiliseret energibalancen. I det nye samfunds logik og mytologi er naturen gennemstrømmet af ånd og folk forholder sig uforstående over for nutidens passivitet og tøven til at sikre gode menneskeliv i fremtiden. Hvorfor er vi så langsomme til at begynde at skabe fremtiden?

Med en radikal omsorg for for det liv vi kunne leve, viser fortællingen og sproget nye veje for vores forestillinger. Hvordan livet kan komme til at se ud.

Med fortællingen, med sproget, at praktisere en omsorg for den verden vi lever i. Den måde vi kunne leve i verden på.

Det omsorgsfulde, det radikale, det aktivistiske i at se fremtiden som noget vi kan ændre på. Fremtider taktile som stof.