Fjendtlig arkitektur: en fortælling om udstødelse
Videoovervågning, vandposter og en statue af Lise Nørgaard. Hvad har alle disse ting tilfælles? I denne artikel forsøger Malte at dokumentere og redegøre for fænomenet bedst kendt under navnet “fjendtlig arkitektur”.
Lad mig starte med at male et billede for dig
Kæden hviner lidt, idet du bremser din cykel op på Roskilde station. Du efterlader den i cykelkælderen med en lås rundt om forhjulet.
Loftlamperne summer og sitrer, og der stinker lidt af urin. I baggrunden hersker den invasive støj fra en italiensk opera, der jo altid spilles fra højtalerne, og som du efterhånden har hørt så mange gange før. En smule irritabel skynder du dig igen ud derfra og stiger på dit tog mod København.
Du ankommer til Hovedbanegården, hvor du sætter dig på en bænk og venter med dine hænder hvilende på armlænet. Du bemærker kort to betjente, der patruljerer stationens søjlehal, og efter lidt tid rejser du dig igen for at nå endnu et tog – denne gang en metro til Rådhuspladsen.
Lænet op ad en ståbænk får du tre minutter til at passere i undergrunden. Du står af metroen og går i retning af den café, hvor du har aftalt at mødes med en ven. Men på et hængende hår undgår du lige akkurat, med snuden ned i telefonen, at snuble hen over en varmerist, som jo ellers plejer at flugte med fortovet. I dag står den pludselig på skrå.
Hvordan kan det mon være, at den gør det? Det spørgsmål vil jeg forsøge at svare på i denne artikel.
Den usynlige forvisning
Den række af begivenheder, som jeg lige har præsenteret dig for, er selvfølgelig en anelse karikerede og skåret ud i pap. Måske er du en af de personer, som i din dagligdag allerede har lagt mærke til de former for “fjendtlig arkitektur”, jeg indirekte nævnte i min lille historie.
Måske har du slet ikke brug for, at jeg italesætter problemerne ved høj musik i cykelkældre, politipatruljer, utilgængelige varmeriste, ståbænke, bænke med armlæn over midten og så videre. Det ville jo være vidunderligt; jo flere, der er aktivt bevidste omkring problemet, desto mere kan der gøres ved det.
Dog har jeg stadig valgt at starte ud på denne måde. Det har jeg gjort for at illustrere, hvordan det for mange kan være et emne, der er fuldstændig usynligt i hverdagen. Det er det, fordi det ikke er noget, der som sådan påvirker den almene borger.
Og det er forståeligt.
Når vi kommer hjem fra en lang arbejdsdag, kan vi straks lægge os til at sove i en blød og ren seng. Men sådan er det desværre ikke for alle.
Vi opholder os ikke på stationer i mere end et par minutter ad gangen. Vi fryser ikke udenfor i vinternatten. Når vi kommer hjem fra en lang arbejdsdag, kan vi straks lægge os til at sove i en blød og ren seng. Men sådan er det desværre ikke for alle.
Jeg kunne skrive hundrede artikler i forsøget på at belyse årsagerne til, hvorfor og hvordan folk går hen og bliver hjemløse. Men for nu er det ligegyldigt.
Sandheden er den, at hjemløse mennesker eksisterer, at de nærmest altid har gjort det, og at de uden et sted at bo kan være nødsaget til at sove i det offentlige rum.
For nogen er synet af udsatte mennesker en torn i øjet, som de helst ville undlade at kigge på. Der er en vis forståelse for den tankegang: Det er ikke rart at se andre folk lide.
Den oplagte reaktion for mange ville nok være at tilkalde myndighederne i den tro, at de ville kunne hjælpe. Men meget peger på, at dette langt fra er tilfældet.
Spørger man organisationer som Projekt Udenfor, ville de nok hurtigt påpege, hvordan myndighederne i hovedstaden indtil videre har gjort mere for at kriminalisere hjemløshed – for eksempel gennem lejrforbud, tiggerloven, bøder og fængslinger – end de har i forsøget på faktisk at forebygge selve fænomenet.
På denne måde fejer man altså problemet ind under gulvtæppet, hvor ingen kan se det. Og det bringer os tilbage til vores emne: fjendtlig arkitektur.
At lære at se og handle
Fjendtlig arkitektur er endnu et værktøj, som kan anvendes til at tvinge hjemløse mennesker ud af glansbilledet. Faktisk er det mere et våben, end det er et værktøj. Det at nægte folk et sted at sove, er og bliver en form for vold – om man vil erkende det eller ej.
Hvis du skulle spørge dig selv, hvor du helst ville lægge dig til at hvile på gaden, ville du nok svare: Et varmt, fladt og tildækket sted, der gerne måtte være hævet over jorden.
Og det er derfor ingen overraskelse, at folk vælger at overnatte på ting som bænke, varmeriste og gulve i forhaller. Bag trapper, på stationer og offentlige toiletter, hvor der sommetider kan være lunt og roligt. Mange af disse steder var også nævnt i min lille historie i starten af artiklen.
Det at nægte folk et sted at sove, er og bliver en form for vold – om man vil erkende det eller ej.
Men eftersom dette er synlige steder for offentligheden, bliver der gjort meget for at holde hjemløse personer væk derfra. Generelt holdes de væk fra byen, hvor humanitære organisationer ellers har lettest ved at hjælpe de sårbare.
Fjendtlig arkitektur kan være videoovervågning, tiltede bænke, skulpturer på bænke, vinterlukkede toiletter, mangel på vandposter og somme tider decideret pigtrådshegn eller cementspyd langs fortovet. Alt sammen for at tvinge de hjemløse væk.
Håbet med denne artikel er at slå flere folks øjne op for de udfordringer, som hjemløse personer i Danmark skal kæmpe med på en daglig basis. På den måde kan vi gøre en oprigtig forskel.
Det første skridt er at erkende deres menneskelighed, nu hvor de så ofte bliver dehumaniserede. Det næste skridt er at erkende, at myndighederne ikke gør nok for at hjælpe, men derimod ofte gør livet sværere for folk uden hus. Det sidste skridt er at hjælpe til: Støt op omkring organisationer som Projekt Udenfor og kræv mere af vores politikere. Meget, meget mere.
Bare én af undertrykkelsens brikker
Til sidst vil jeg slutte af med at sige, at hele den her samtale bare er én brik i et større debat om undertrykkelse. I den hjemløse gruppe i vores samfund ser vi for eksempel en overvægt af blandt andet migranter, psykisk lidende og LGBTQ+-personer.
Hvis man er hjemløs kvinde, oplever man også oftere mere vold og chikane, for at sige det mildt, end man ville have gjort, hvis man var en hjemløs mand.
Altså kan hjemløshed ofte være en udfordring, der ligger oveni en persons bjerg af utallige andre udfordringer. Så hvis vi ønsker at gøre op med ét af disse problemer, bliver vi også nødt til samtidig at takle de andre måder, hvorpå man kan blive udstødt eller forskelsbehandlet i vores samfund.
Og det tror jeg på, vi kan, hvis vi ved, hvor vi skal kigge. Det starter i hvert fald ikke med at udstøde de hjemløse.
Ønsker du at lære mere, kan jeg stærkt anbefale dig at gå ind og læse på Projekt Udenfors hjemmeside.
Vigtig og virkelig spændende artikel!