Flyver fra reden på krykker

Hele mit liv har jeg boet i den samme by, i det samme hus, med de samme mennesker. Det ændrer sig dog over sommeren, hvor jeg hiver teltpløkkerne op og flytter 80 kilometer væk fra alt, jeg kender. 

Jeg er kun 18 og den første i min søskendeflok til at ‘flyve fra reden’. Det på trods af at jeg ikke er den ældste, og at jeg ikke kender mange andre i min alder, der bor ude. Det at vaske tøj, lave mad og gøre rent har jeg ikke set som særlig omfattende ting. Men jeg blev mødt med meget skepsis af dem omkring mig. I perioden op til nøgle-overrækkelsen blev jeg flere gange fanget af en frygt for at have taget det forkerte valg; en magtesløshed over “hvad nu, hvis jeg ikke får styr på en skid.”

Men jeg glædede mig til at bo selv. I den flotte, lyse lejlighed med altan, som stod i stor kontrast til det mørke kælderværelse, jeg kom fra. Jeg glædede mig til at være tæt på havet og til de utallige solnedgange, jeg ville nyde på kollegiets tagterrasser. Jeg glædede mig til at mærke byen og menneskene, der ville danne ramme om mit nye liv. Jeg glædede mig til at være alene. Mest af alt glædede jeg mig til alt det, jeg ville lære og opleve i Aarhus. 

Jeg brugte lang tid på at pakke mit gamle værelse ned: Både fordi jeg altid har været en passioneret samler, men primært fordi jeg sorterede alt, jeg ejede. Jeg havde alt i hænderne, som ‘lille Tilde’ havde tillagt værdi. Alt fra en pakke ‘100 drinkspinde med sole’ til et stykke murbrok af en mole, som min barndomsveninde engang fandt.

Grotten (som min veninde havde døbt kælderværelset) afspejlede mig så meget. Så da alt var pakket i kasser og sække, og den stod helt bar og tom, havde jeg forventet at føle den samme tomhed. Det gjorde jeg slet ikke. Det undrede mig, men gjorde migtryg at vide, at det var mine ejendele og ikke rummets fire vægge, jeg var så knyttet til.

værelset fyldes med en tom ekkolyd, da jeg med stikkontakten tænder lyset

lokalet, jeg befinder mig i nu, føles ikke som mit 

det er hvidere end nogensinde før, upersonligt og på en mærkelig måde klaustrofobisk

rummet føles som når man prøver at catche op med en gammel ven, der fuldstændig har ændret person og facon

minderne er de samme, vi har stadig delt meget, men jeg ser slet ikke mig selv i dig mere

Den sidste aften i mit barndomshjem styrede jeg slagets gang. Til aftensmad havde jeg valgt en gammel favorit: nemlig boller i karry – eller karry i bollen, som det hedder derhjemme. Der kom skybrud, og min 15-årige lillebror og jeg løb ud og dansede i regnen. Vi er inden for få måneder blevet tættere end nogensinde før. Jeg følte derfor en vis skyldfølelse ved at flytte fra ham.  Men selvom han ville savne mig, glædede han sig også til at overtage mit gamle værelse, som er husets største. 

Generelt skabte flytningen en del skyldfølelse hos mig. I landsbyen boede der 251 borgere – nu bor der kun 250. Hvis indbyggertallet bliver lavere end 200, vil landsbyen miste bystatus og derefter blive et sted. Jeg føler, at jeg fremskrider den proces. Jeg har de sidste par år været med til at fremme et ungdomskulturliv i området, jeg kommer fra. Også det lod jeg i stikken ved at flytte til et sted, hvor det er i fuldt flor. 

Jeg sov næsten ikke den sidste nat på mit værelse. Der var voldsomt uvejr, og det havde lynet og tornet hele natten. I morgentimerne var vejret heller ikke forrygende, men lige da vi skulle til at udskyde flytningen, klarede himlen op. Solen stod højt, og jeg mindes, at der var en regnbue. Det lyder lidt tegnefilms-perfekt, men det var faktisk det, der skete.

Min bedste ven, min mor og jeg hoppede i den hvide varevogn, som var lånt af pedellen på den lokale friskole, og kørte mod Aarhus. Vi fik hurtigt slæbt alle kasserne og møblerne op i den lille lejlighed. Senere kørte min mor hjem, og min ven og jeg begyndte at pakke ud. Jeg havde ikke købt meget ind til lejligheden, ud over en orange toiletbørste, hvor man for prisen af én kan købe ti i IKEA. Den blev hængt op med det samme, og synet fryder mig dagligt. 

Murbrokken fra molen lod jeg ligge derhjemme; Den savner jeg. Jeg erkendte ikke dens værdi. Generelt har ting stor visuel betydning for mig; Jeg nyder at bo i flotte finurlige rammer. Mit sengetæppe af indiske brudekjoler og mine falske blomster i varme farver er så flotte her. Fordi alting er nyt i lejligheden – fordi jeg er ny i lejligheden – nyder jeg endda synet af beskidte tallerkner. 

Altanen blev hurtigt mit yndlingssted. Jeg spiste alle mine måltider derude og sad ofte og påførte min orange neglelak – noget jeg havde visualiseret længe forinden. Altanen var også min portal til omverden: Her kunne jeg people-watche som aldrig før og senere kommunikere med min nabo.

Det med at flytte hjemmefra handler for mig meget om at stå på mine egne ben. Jeg prioriterer derfor at gøre mest muligt selvstændigt. Det lykkedes jeg også med det første stykke tid, indtil jeg en aften ville se solnedgangen på tagterrassen, men træder forkert og beskadiger nogle ledbånd i min fod og ender på krykker. Derefter bliver alting ekstra besværligt. Jeg kan ikke cykle rundt og lære området at kende, som jeg ellers havde forventet. Jeg er på mange måder bundet til at blive på kollegiet. Her opdager jeg en enorm stilhed. Her bor 350 mennesker, men jeg ser maksimalt et par stykker, når jeg bevæger mig ud i fællesarealerne. Alt fra den store fælles gård til TV-området står tomt. Hvis ikke jeg kan finde mennesker der, hvordan skulle jeg så nogensinde kunne opbygge en omgangskreds? 

Det hele virker håbløst. Lejligheden er vildt støvet, men den støvsuger, der er her, virker ikke. De boller i karry, der kan købes i Føtex, minder på ingen måde om min mors. Under presset mister jeg kropskontrol, bliver klodset og spilder vand gentagne gange. Jeg prøver ihærdigt at praktisere selvkærlighed, men selvom kærtegn og krammere til sig selv er vigtigt, så føles det ikke rigtigt. Jeg kan ikke lide både at mærke sensationen af at røre og blive rørt af mig selv. 

Det føles næsten, som om byen frastøder mig, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg i øjeblikke ikke genovervejer det hele. Det hjælper at græde, og oftest kan kombinationen af det og en lur give mig optimismen tilbage. 

Selvom jeg havde håbet og regnet med at kunne gøre alt selv, blev krykkerne et symbol på en vigtig læring: at modtage hjælp. De mennesker, jeg møder på kollegiet nu, er søde til at holde døre for mig samt tilbyde deres hjælp til indkøb og madlavning, hvilket også naturligt fører til samtaler og relationer. Min oplevelse af et tomt kollegium stammede i realiteten nok fra en ensomhed ved at være et nyt sted uden trygge relationer. 

krykkerne er på mange måder en udfordring og har gjort det underlag, jeg står på, usikkert

solnedgangene kan de dog ikke tage fra mig, jeg nyder at se himlen unikt malet på ny, hver gang

i de flotte farver møder jeg en dyb ro, for selvom dem derhjemme er langt væk, ser vi stadig de samme stråler gå i hi 

Jeg lærte også, at selvom en støvsuger både er effektiv og smart, kan man komme rigtig langt med at fnugrulle sit gulv. Derudover ledte mængden af vandpøle mig til at vaske gulv, hvilket jeg nok ikke havde fået gjort ellers. Føtex’ boller i karry kan ikke forsvares – jeg må lære at lave min mors. Generelt har jeg meget at lære på madfronten, men man kan komme langt med en pose krydderboller og en brødrister. Ellers kan en af de ‘100 drinkspinde med sole’ pifte selv et glas vand op.

Og efter at være startet i skole bliver mit sociale behov mødt, og det viser sig, at lidt længere nede af gangen bor en sød pige fra klassen, hvor jeg kan hente kram i tide og utide. For det med at kramme mig selv bliver jeg ikke fan af.

At flytte til en by, hvor jeg ikke kender nogen, havde jeg naivt tænkt ville være nemmere, end det er. Uanset hvor meget jeg nyder mit eget selskab, har jeg brug for venner, og dem er jeg langsomt ved at indsamle. Jeg beskriver lejligheden som mit hjem uden tøven, og jeg ved, at alting er præcis, som det skal være. Selvom jeg stadig ikke har styr på en skid.

Skribent: Tilde Bundgaard
Redaktør: Sigrid Langgaard
Visuelt: Frida Bjerregaard Poulsen