Første gang på filmfestival: Dokumentarer, der sætter spor
Astrid og Josefine er blevet inviteret på Nordisk Panorama Film Festival i Malmø for at dække festivalen til SEIN. En lørdag formiddag tager de toget til Malmø, hvor de lige skal nå at se ti film i løbet af en dag. De skriver om storladne oplevelser, kolde biografer og følelsen af bare gerne at ville ligne en, der ved, hvad der foregår, selvom de aldrig har prøvet det før.
Josefine
Klokken er 10:46. Jeg lunter mod mit spejl for at tjekke, hvordan mit tøj ser ud. Mine støvler siger duk duk duk duk, som jeg traver lettere stresset hen over trægulvet. Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at jeg lige skal igennem en tøjkrise, inden jeg kan forlade min lejlighed og bevæge mig ud for alligevel at falde ind i mængden. Heldigvis er det en af de mindre alvorlige kriser, der kan ramme – og man kommer for det meste helskindet (og påklædt) ud på den anden side. Men nok om det.
I hvert fald handler det lige netop i dag om, at jeg gerne vil se smart ud; I ved, udstråle en form for sofistikeret ’jeg har været til filmfestival maaassere af gange, og jeg ved præcis, hvad det er, jeg skal, og hvad der skal ske.’ Og det ville selvfølgelig være meget sjovt, hvis jeg slet ikke skulle til filmfestival, men bare godt ville ligne en, der skulle. Men det skal jeg faktisk.
Min filmholds-makker, Astrid, og jeg skal inden længe krydse Øresund for at besøge Nordisk Panorama Film Festival. Hvis jeg skal være helt ærlig – og det skal jeg jo ikke nødvendigvis, men nu er jeg det bare lige alligevel: Vi kunne nok godt have været bedre forberedt. Astrid og jeg snakker i toget om, hvordan ingen af os helt ved, hvad vi skal forvente. Og vi snakker om, at der vel følger et eller andet form for ansvar med, når man sådan er blevet inviteret. Det klarer vi nok.
Som toget kører afsted fra Nørreport, finder jeg min lille makeup-pung frem. Den førnævnte krise har nemlig resulteret i, at jeg ikke har nået det til morgen. Imens Astrid og jeg får talt igennem, hvad der er sket siden sidst, pudrer jeg næsen og bukker øjenvipperne – og pludselig ankommer toget i Malmø C. Stationen er stopfyldt af, hvad jeg gætter på er en blanding af danskere, der skal udnytte kursen på den svenske krone, og svenskere, der i al hast har booket en hjembillet, da de opdagede, at en kop kaffe koster 50 kroner. Den underjordiske station ligner noget fra en sci-fi-film, og det er svært ikke at have travlt med at komme ud derfra.
Vi sætter kursen mod Malmø bibliotek. Her starter tour de filmfestival nemlig for os. Vi ankommer på biblioteket, og der er ikke helt den glamourøse filmfestivals-stemning, som vi måske havde forventet (læs: frygtet). Tværtimod er biblioteket halvtomt. Lettere forvirrede finder vi vores mobiler frem for at finde ud af, at vi skal op på tredje sal. Nu nærmer vi os måske.
Vi kommer ind i ungdomssektionen til et sofaarrangement, der er lige så tomt som bibliotekslobbyen. Vi har det faktisk helt for os selv. Her ser vi tre kortfilm: Sværddragen, Tits og Sidste Kapitell.
Da vi er færdige på biblioteket, bevæger vi os videre ud i den svenske storby. På vejen mod biografen, filmfestivalens hovedstad, Panora, får vi os en cappucino, der til stor glæde kun koster 27 kroner. Vi ville egentlig tage den med videre, men vi bliver stoppet af en byge, hvorfor vi sætter os og drikker den der. Caféen hedder Kärlaks Gatan 3 og dufter af lige dele friskkværnet kaffe og den ravioli, de står og laver lige på den anden side af disken.
Da regnen har lagt sig, trasker vi videre. Vi har lidt god tid, inden vi skal mødes med Kassandra, som er kommunikations-manager for festivalen og den, vi har været i kontakt med.
Vi bliver enige om, at man skulle være et skarn for ikke lige at lægge vejen forbi en genbrugsbutik. Her gør vi os begge to et par gode køb. Med købertrang og kaffetørst slukket er vi klar til for alvor at opleve en ægte filmfestival.
Den smilende Kassandra møder os, lige da vi er kommet ind ad døren, til hvad der faktisk bare er en ganske almindelig biograf. Tiden flyver i godt selskab, og pludselig er klokken 15:26, og vi må afsted mod sal 1, hvor ’Songs of the Earth’ er lige ved at starte.
Astrid
Life is greater than death
Da jeg sad inde i biografen og gardinerne blev trukket for, var jeg spændt. Jeg havde læst at ‘Songs of Earth’ skulle indeholde overvældende smukke billeder af naturen. Jeg var klar på at blive rørt. Imens filmen kørte, sad jeg og drømte mig væk til et landskab magen til det i filmen.
Filmen foregår i Stranda i Norge. En lille landsby, hvor instruktøren, Margreth Olin, er vokset op. Stranda er omringet af sprudlende vandfald og store bjerge – på en og samme tid både smukt og skræmmende. Mennesket er småt og ubetydeligt ved siden af naturens kræfter.
I dokumentaren følger man faren, der tager på lange ture i det norske landskab. Han fortæller om slægtens historie og om, hvordan familien har levet side om side med naturen.
Mens historien om farens kærlighed til naturen bliver fortalt, får man også et indblik i den loyalitet og kærlighed, der er mellem faren og moren.
En relation, alle mennesker kan se op til. Olin får både vist den faste og loyale tilværelse, naturen kan have, gennem sine forældres relation, men også hvordan man hurtigt kan miste den.
Olin giver udtryk for, at hun er bange for at miste sine forældre, selvom hun ved, at det er en del af livet. Men hendes far holder fast i, at hun skal huske på de gode stunder og ikke lade sig holde hen af sorgen.
Olins far er afklaret med, at skæbnen en dag vil indhente ham, og at hun ikke må lade det være afgørende for hendes livsglæde. Hendes mor siger i interviewet, at hun gerne vil være den der dør først, for hun vil ikke kunne klare en tilværelse uden faren.
Da jeg satte mig ind i biografen, var jeg ikke klar over, at filmen ville sætte sig så dybt. Måske blev jeg ramt af en genkendelig følelse af at frygte døden. De fleste mennesker kan sætte sig ind i at miste eller være tæt på at miste nogen, man holder af. Det er med til at gøre filmen rørende. Selvom vi ikke kender Olin eller hendes forældre, bliver man draget ind i deres følelser, når de snakker om deres relation til hinanden. Der er ingen tvivl om, at kærlighed er størst af alle kræfter.
Olin portrætterer livets værdier igennem den natur, hun er omgivet af og vokset op med.
Efter filmen var der en Q&A med Olin. Hun fortæller, at de på filmens premiere-dag havde samlet hele landsbyen for at se filmen. Samme aften får Olins mor det skidt og falder om, bliver fragtet på hospitalet med en helikopter og dør nogle dage efter. Olin slutter Q&A af med at sige “life is greater than death.”
Josefine
Efter 2 timers naturdokumentar er vi tissetrængende og lidt øre i hovederne. Men vi er også fast besluttede på at make the most out of vores svenske getaway. Så vi går op i foyeren, hvor instruktøren bag Twice Colonozed, Lin Alluna, holder en talk om tilblivelsen af selvsamme dokumentar. Her bliver vi klogere på hendes oplevelser med skabelsen af startskuddet på hendes karriere, der har taget syv år at optage. Vi går endnu engang mere oplyste mod sal 1, hvor dokumentaren ’Baghdad on Fire’ skal til at begynde.
Dokumentaren, der er instruktørens, Karrar Al-Azzawis, debut, tager udgangspunkt på Tahrir-pladsen i Baghdad. Det er her, kernen af den irakiske frihedskamp er, og det oser langt ud i biografsalen af røg fra det bål, de flere tusinde teltboende revolutionister og demonstranter så ihærdigt puster til med alt, hvad deres lunger kan indeholde af ilt.
Hovedkarakteren Tiba og hendes to venner udgør tilsammen et medicinsk hold, der ved demonstrationer og oprør står klar tæt på frontlinjen, og med deres medbragte øjenskyllere skyller tåregas ud af deres med-aktivisters øjne. De kæmper for et frit, demokratisk og retfærdigt Irak.
Omsluttet af biografsalens mørke bliver vi igennem halvanden time trukket gennem død og ødelæggelse – men også fodbold og volleykampe, middage og aftener omkring bål. Vi møder håbefulde unge mennesker, der har set ting, vi aldrig kommer til at forstå, og som kæmper med alt, hvad de har, for et mere retfærdigt i morgen.
Som jeg sidder her, trygt og godt i den røde biografstol, hvor mit største problem er, at jeg er lidt sulten, og salen er lidt til den kolde side, er det svært for mig ikke at føle mig enormt fjollet. Det har faktisk nok aldrig føltes mere til grin at have tænkt på at skulle se smart ud eller udstråle nogen som helst form for noget som helst; Eller at jeg overhovedet tillader mig at kalde min tøjkrise for en krise, når det egentligt blot er, fordi jeg har og kan vælge så meget, at det føles svært at vælge.
Vi har ikke mange ord oven på de to enormt rørende, men livsbekræftende oplevelser til film. Med knurrende maver finder vi hen til et enormt hyggeligt asiatisk spisested, hvor vi forsøger at fordøje alle de nye indtryk med en stor og varm portion ramen.
Man kunne sagtens have sluttet her. Men det program, vi på forhånd har lavet i vores iphone-noter, fortæller os, at vi skal videre. Stedet, vi skal til, hedder ’Far i Hatten’.
Den helt vildt hyggelige halv-udendørs/halv-indendørs venue danner ramme om en perfekt afslutning på min og Astrids debut på filmfestival. Ovenpå en billig fadøl og fem comedy-kortfilm kan vi trætte og mætte af indtryk atter bevæge os over Øresund.
På vej hjem i toget tænker jeg, at selvom filmfestival lyder intimiderende og måske lidt prætentiøst, så viser det sig faktisk, at al min bekymring om ikke at være smart, erfaren eller vigtig nok slet ikke var berettiget. Det kan overraske en af og til, men der findes faktisk vigtigere ting i verden, end hvilke sko man har på.
Hvad tænker du?