For evigt findes

30. november 2018

Mille skal være sammen med Noah for evigt. Det er hun ikke i tvivl om. Og selvom det lyder rosenrødt, så er det ikke altid det. Det har hun skrevet en tekst om.

Fotos af Astrid Lund Johansen

Jeg har aldrig nogensinde været så forelsket i nogen før.

Første gang, jeg var forelsket, var i 8. klasse, og det var helt sindssygt. Det var vildt, og det snurrede fuldstændig i maven, ligesom når man prøver Det Gyldne Tårn i Tivoli for første gang. Jeg gjorde mig til på de mærkeligste måder – lavede Snapchatbeskeder og Instagramopslag til ære for ham. Men det blev kun bedre – eller værre –, da jeg fik min første kæreste i 9. klasse. Det var stygt. Det var nærmest ubehageligt, så forelsket og usikker jeg var. Jeg var  ved at kaste op, hver gang jeg skulle mødes med ham – af forelskelse og grusomme tvangstanker om, hvornår han ville slå op med mig. Jeg lavede forbandelser for mig selv, så jeg kun måtte træde på bestemte fortovssten bare for at være sikker på at der ikke skete vores forhold noget slemt. Men ingen af de to forelskelser kan nå den fornemmelse og følelse, som jeg har haft i kroppen de sidste to år. Det er, som om det er anderledes. Jeg har mødt den eneste ene. Og for hver dag, der går, bliver jeg mere og mere sikker på, at det er rigtigt. At han er den, som jeg skal bruge hele mit liv med. At jeg skal se ham blive bachelor og kandidat. At jeg skal hoppe og danse af glæde, når han får sit første “rigtige” job. At jeg skal være derhjemme om morgenen og kysse ham farvel, når han har første arbejdsdag og lykkelig gå på pension med ham, når han har sidste. Jeg vil lave børn med ham og opfostre dem med ham. Jeg vil være sammen med ham, når de siger deres første ord eller tager de første skridt og tude med ham, når de flytter hjemmefra.

Han er mere, end jeg nogensinde kunne drømme om. Selvom jeg på vores første date syntes, at han var en egoist, som snakkede for meget om sig selv, og som bare var ude på at score. Men jo mere tid jeg har brugt med ham, desto dybere har jeg fundet ud af, hvor meget han som mig tænker over tingene, undrer sig, fordyber sig og bekymrer sig. Hvilken omsorg han altid viser, og hvor meget han passer på mig.

Selvom det hele lyder rosenrødt, så er det ikke altid nemt at have fundet personen, jeg tror, at jeg skal leve hele livet med. Det har til tider været virkelig svært for mig at blive ved med at tro på, at vores kærlighed er for evig, og at den er stærk nok. Den ene grund er folk omkring os. Der findes virkelig mange gode og søde venner, som tror på os, som kan mærke, hvor oprigtig vores kærlighed er, men som også synes, vi kan hænge for meget op og ned ad hinanden og være for meget. Og det er vi absolut også. Vi skriver sammen hver dag, så tit vi kan komme til det om vitterligt ingenting. Men jeg synes, at det er det dejligste. Det er en tryghed, som kan mærkes helt ud i tåspidserne. Ligesom når man kommer indenfor til the og pandekager og en god film efter at have gået en lang tur i kulden med frostbidte kinder og iskolde røde fingre. Og det giver mig en varm fornemmelse indeni, som fuldender mig, når jeg ikke har hans tryghed i fysisk form. Eller når jeg eller han fortæller vores venner, at vi savner den anden, selvom vi så hinanden i går… Og det er fair nok at være skeptisk og kritisk, det er også det, venner er til for. Men hvis det bare var så vel, at det var den eneste reaktion, så ville det være nemt. For der er jo også de andre. Dem, som ikke kan finde ud af at glæde sig på vores vegne, og som skal nedgøre og latterliggøre, at han og jeg tror på at være sammen for evigt. Dem, som stiller ledende spørgsmål, og som er tarvelige og siger: “I slår jo op snart alligevel, så føler du ikke, det er lidt pinligt, hvor meget du tror på det, og er det så ikke også lidt kikset, HVOR mange billeder du har postet af ham på Instagram?”. Som ikke tænker over, at det er sårende, skuffende og strengt. Og som kalder mig kærestekedelig, fordi jeg engang imellem hellere vil være sammen med ham en fredag aften end at være plørestiv på et dansegulv. Det har nogle gange væltet mig af pinden. At jeg er blevet belært om mit eget forhold. Eller er blevet fortalt, at jeg er for meget. Så jeg til tider rent faktisk har tvivlet på, om jeg har givet for meget af mig selv.

Den anden grund er, at der jo er nogle ting, jeg giver afkald på ved at være i et forhold og ikke mindst ved at være i et forhold med én, som jeg regner med at være sammen med resten af livet. Jeg kommer aldrig til at opleve kys, sex og forhold med andre. En svær tanke, som strejfer mig en gang imellem. Når mine veninder fortæller om, hvem de har været sammen med. Når de sidder på Tinder og swiper på livet løs og matcher med den ene lækre dreng efter den anden. Når de sidder og skoggerler helt nyforelskede med julelys i øjnene, fordi ham den søde, de mødte til en kop kaffe i sidste uge, fortæller dårlige jokes og komplimenterer deres bambiøjne. Eller når jeg er i byen, og det virker, som om det fedeste overhovedet er at score, og mine veninder på skift sveder på overlæben, fordi de har danset og slanget sig op og ned ad alle de lækre fyre. Og så er der alt det med, at jeg føler, at jeg går glip af noget. Alle dem, jeg ikke har nået at have sex med eller kysse med. Den der vilde ungdom – som mange higer efter, og som jeg godt kan blive fristet af i ny og næ. Og som jeg helt sikkert havde set mig selv have for bare 3-4 år siden. 

[...] for så længe, jeg kan mærke, at vi er ærlige over for hinanden, og så længe vi bevarer os selv, når vi er sammen med hinanden, så kommer alt andet sekundært.

Men så tænker jeg mig ordentligt om og slår koldt vand i blodet. Og husker på alle de gode ting, han siger og gør. På hans smil, hans øjne og hans krop. På, hvor fantastisk han er. På, at han er verdens bedste, mest nuancerede, skønne menneske, og at jeg er verdens heldigste pige, fordi han gider at bruge så meget tid på mig. På trods af at jeg bestemmer, har grusom ånde om morgenen, griner hysterisk, har en skinger lys stemme, snakker med mad i munden og spilder diverse læskedrikke i hans seng

 

For evigt findes. Det skal man huske. Det er i orden at tvivle og blive slået af pinden en gang imellem – bare man får fornuften tilbage og tænker en ekstra gang over, om det ville være rigtigt ikke at være sammen. Det er også okay at være misundelig på sine venner og veninder. Både dem, som ikke har kærester og lever det vilde singleliv, men også hvis man selv er single og ville ønske, at man selv var i et forhold og fik kys og nus og kærlighed. Bare man giver hinanden plads og sætter sig ind i den andens sted. Jeg ved i hvert fald, at hvis jeg skulle gå tilbage og gøre noget om, så er det at huske at tænke på mine venner en ekstra gang, inden jeg bliver suget op af kærlighed. Fordi jeg til tider vel nok, selvom det er svært at indrømme, har nedprioriteret mine venner, fordi jeg er forelsket og har været det de sidste to år. Det er noget, jeg er blevet bedre til, fordi gode venner ikke bare hænger på træerne, men er vigtige at holde helt tæt og huske at elske og give knus og kram og kærlighed. Og sande venner forstår også godt, når man er forelsket; man skal bare huske at gøre opmærksom på, at ens hjerne ikke fungerer optimalt, fordi man er fuldstændig proppet med endorfiner, som løber rundt, som små, bitte myrer og tramper på hjernecellerne en gang imellem.

Når alt det er sagt, så kunne jeg leve på vores kærlighed. Leve af kærlighed og kildevand. Jeg føler, at mit liv er fuldendt, når jeg er sammen med ham. Når vi ligger i ske. Når vi snakker om ingenting. Når vi er i byen. Når vi er tavse. Ja, selv når vi skændes – for så længe jeg kan mærke, at vi er ærlige over for hinanden, og så længe vi bevarer os selv, når vi er sammen med hinanden, så kommer alt andet sekundært.

Hvad tænker du?

  1. Nellie Granlund siger:

    Deler selv mange af de samme tanker og følelser og du beskriver dem virkelig så fint !

  2. Lærke siger:

    Din tekst er så levende og virkelig fin. Men jeg synes, at det er lidt ærgerligt, at det lyder som om verdenen er delt op i singler og folk i forhold. Det lyder som om, at det eneste man går glip af i et forhold er selve single aspektet og the “thrill of the chase”. Selvom der er så meget mere i at være alene end “ikke at være sammen med nogen” og “at være single”. Men det er selvfølgelig også svært at få det hele med, og det var nok også bare en side af det hele – uanset hvad er din tekst virkelig fin.

  3. mia siger:

    jeg har aldrig relateret så meget til noget. hvorfor er der ikke en håndbog om at møde den eneste ene så tidligt i livet?
    kram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *