Fornuft og følelser om covid-19-vaccinering

“Følelser” og “vaccination” i samme sætning lyder umiddelbart giftigt, men for mig virker det uundgåeligt.
Som en i myg i nakken nager alvoren, for en dag skal jeg træffe et valg, der uundgåeligt påvirkes af samtalen om vaccination.
Forsøger at forholde mig til udryddelsen af en usynlig gæst.

Med en spids kanyle er stikket i min arm en handling, der er større end mig selv.
Det er et værn imod kolde hjerter og fortabte lunger.
Et værn imod hudsult, privilegeret smitte og ulighedskløfter.
Stikket er en handling, der smitter.

Stikket er en sommerfugls vift til en vind.
En trillende snebold ned ad et isbjerg.
Det er en rullepølse-effekt: Ét barn piller pålægget af rugbrødet, og så gør alle andre børn det samme.

Indførelsen af nålen i min bløde overarm begynder med en usynlig beslutning, der kan få synlig effekt.
Det er et stik til sygdommen, en flænge i kronen, en fuckfinger til fysisk afstand.

Langtidseffekterne kender ingen, ved jeg.
Hvad hvis alle tænker sådan, frygter jeg.
Et fysisk indgreb, min spæde krop.
Mellem følelser og fornuft er jeg splittet mellem min kødelige skrøbelighed og solidaritet.

På nettet står mavefornemmelser og konspirationsteorier over for berettigede kritiske spørgsmål, men skelner jeg korrekt?
Vi skal spørge, undersøge og kræve svar om evidens og effekt, men selv fornuftens kritiske spørgsmål kan skabe endnu mere forvirring.
Måske forlader tvivlen om det rigtige valg mig aldrig.

Jeg skal ikke flyde med strømmen, som døde fisk gør det.
Stole hovedløst på autoritetens ord og blive et produkt på et samlebånd.
Stik, videre, næste.
Stiller mig ikke kritisk for kritikkens skyld, men for at blive oplyst på et ordentligt grundlag.
Men jeg tilstår:
Jeg stoler meget på autoriteter.
Jeg lytter til eksperters anbefalinger.
Jeg følger råd og vejledning efter bedste evne.

På trods af den glinsende glorie, som hænger over hovedet på mig, drukner jeg i fakta, spekulationer, mavefornemmelser.
Ømme øjenlåg og skyklapper på de lange dage.
Nedtrykkende og vanskeligt at skabe det fulde overblik.
Hvem har overhovedet dét overblik?

Fornuft og følelser er en besværlig cocktail, en af de dyre i baren.
Koalitionen af de to skaber voldsomme gnister, puster til ild.
Det er derfor, vi mennesker sjældent taler højt om forhandlingen mellem de to.
Først når vi ved, hvad vi mener, siger vi det højt.
Hvad med styrken i at være åben om sin tvivl.
Turde indrømme blinde vinkler og tale argumenter til ende.
Ændre syn på tingene.
Blive klogere.

Jeg er blevet klogere, føler jeg. 
Forvirringen er skrevet ud af min krop, en proces i sig selv.
Frygten for at træffe det forkerte valg har forladt mig.
Inderst inde ved jeg godt, hvad jeg mener er det rigtige at gøre.
Ansvaret, videnskaben og konsekvenserne ved ikke at lade sig vaccinere opvejer mine skrupler imod vaccination.

Jeg synes, at fornuften bør råde over følelserne.
Alligevel tager dét princip ikke følelserne om tvivl fra mig.
Men hvorfor er tvivl og forvirring blevet det nye normale?
Hvorfor er følelser og fornuft nærmest uadskillelige?

Det sociale rum er blevet en del af vores private og intime rum.
Vi konsumerer nyheder i sengen og laver Insta-stories om vores følelser i toget.
På nettet er der mange indtryk, mange informationskilder, mange rabbit holes.
Der findes utallige udlægninger af samme sag, der ikke kan indoptages indenfor en realistisk tidsramme.
Det er en verden af gråzoner, og vi har forstået, at verden ikke er sort/hvid.
Men det er dér, tvivlen starter, og det er dér, den fortsætter.