Gnist Festival: I lyset fra fyrtårnet

“Efter det fælles elevråd, som jeg havde været en del af i de yngre klasser, blev opløst, nåede jeg til et punkt, hvor jeg tænkte: Der er faktisk ikke noget, der holder mig fast her i Faxe eller Rønnede. Jeg glædede mig bare super meget til at komme på efterskole og komme ud og opleve noget andet. Og da jeg så kom tilbage fra efterskole, startede jeg på gymnasiet i København,” fortæller Sara Skjershede, frivillig projektkoordinator på Gnist. Solen skinner, vi sidder på græsset til dagens første festival-indslag omhandlende unge-initiativer rundt om i landet. Tæt nok på scenen til at vi kunne række ud og gribe fat om anklerne på deltagerne, hvis vi ville.

Det er andet år, vi er på Gnist. Da vi ankom lidt tidligere på dagen, var der meget, der var genkendeligt. Det første, gæsterne bliver mødt af ved indgangen til festivalpladsen, er Stevns Klints karakteristiske hvide fyrtårn. Så er der den lille bod, der tjekker billetter og giver armbånd på. Ligesom sidste år er det lidt uklart, hvem der har tjansen, og hvem der bare sidder der for at hygge sig. Det overordnede setup inde på pladsen minder også om sig selv: den cirkel-formede vej midt i det grønne område, madboderne, garagen med film-fremvisninger, hygge-lounges og det store telt med musikscenen.

Men mange ting er også forandrede. Sidste år havde Kulturregion Storstrøm udpeget en “voksen” og lønnet projektleder, der sammensatte et frivilligt hold af unge til at skabe den første version af Gnist. Selvom der stadig er en projektleder i år, er ansvaret i højere grad overgået til de frivillige. Og så er organisationen UngKult kommet med. Det er dem, der har arrangeret den talk, vi sidder til. De har valgt at kalde den “Fra gnist til et bål.” Meget sødt og meget symbolsk.

Sara sidder på scenen sammen med UngKult-projektleder, Jakob Lundbye, repræsentanter fra kommuner og Region Storstrøm, og ikke mindst 16-årige Petra Frandsen, som har været frivillig for Gnist for første gang i år.

Sara fortsætter: “For mig handlede det om, at jeg ikke vidste, at der var nogen i det her område, der ville det samme som mig. Altså jeg troede, at  jeg var helt alene i den der lyst til at skabe noget kultur. Da jeg gik i folkeskole, vidste jeg ikke, at der eksisterede steder uden for mit hjem, hvor jeg kunne komme og være og bare tage bussen ned til. Og jeg kan huske, at da jeg besøgte JB10 [ungdomsprojekthus i Næstved] første gang efter at være blevet student, der tænkte jeg: ‘Hold da op, jeg kunne da sagtens have gået på gymnasiet i Næstved, for der er så meget hernede.’ Der er så mange megafede mennesker, der laver alt muligt sindssygt på JB10. Det var første gang, at jeg sådan kunne se værdien i alt det her hernede. Det er jo på en helt anden måde, end det er eksempelvis i København. Jeg ærgrede mig næsten over ikke have gået i gymnasiet og været ung her.”

Solen varmer os. Vi rykker lidt rundt på vores puder for at komme til at sidde mere behageligt. Tager nogle filmklip. Da Petra fortæller om sine oplevelser med Gnist, tegner der sig en tydelig parallel mellem hende og Sara:

“For mig har Gnist betydet rigtig meget. Det her med at have fået et samlested med andre unge, og især lokale unge mennesker, der har interesse for musik og kunst… Sidste år var første gang, jeg var her sammen med min veninde fra Haslev. Vi snakkede rigtig meget om, hvor fedt det var at se en masse, der havde lyst til det samme og lyst til at være med i sådan en sygt nice festival for unge mennesker. Det har været lidt svært at finde folk heromkring, hvor man har interesse for det samme. Det her er et godt sted, for jeg har snakket med mange jævnaldrende, som faktisk kommer fra det her område. Det har jeg ikke rigtigt kunnet finde nogle andre steder.”

Der er fem års aldersforskel på Petra og Sara. De har samme interesser, og har begge manglet nogen at dele dem med i de tidlige teenage-år. Men med Saras engagement er der blevet skabt et sted for Petra, hvor hun kan møde andre på samme alder og med de samme interesse for musik og kultur. Og nu er Petra med til at bringe projektet videre, så det kan komme til gavn for endnu flere unge. 

Undervejs i talken har alle de voksne repræsentanter fra kommunerne understreget, hvor gerne de vil støtte op om unge-initiativer. Men da vi møder Sara efter, taler vi om, hvordan det, trods den velmenende opfordring, alligevel ikke er så let lige at gå op til sin lokalpolitiker og pitche et projekt.

Ungdomsklubben på McDonald’s første sal 

“Da jeg var 15, kunne jeg nok sagtens have fundet på at starte nogle ting, men jeg ville jo aldrig dengang kunne få mig selv til at kontakte politikerne. Jeg syntes på en måde, at de virkede lidt farlige, selvom jeg ved, at det selvfølgelig ikke er med vilje. Jeg havde bare ingen anelse om, at tingene i mit lokalområde kunne være på en anden måde. For jeg havde ikke set noget sted, hvor det var anderledes.”

Det er her, at UngKult kommer ind i billedet. De er med til at skabe forbindelse mellem unge kulturskabere rundt om i landet og udbrede viden om deres projekter til politikere, fonde osv. Forhåbentligt kommer det fremover til at betyde, at flere 15-årige ved, at der er andre unge, som de kan dele deres interesser og skabertrang med. Og at der er muligheder for at få støtte og ressourcer til det. Og ikke mindst at de muligheder og det fællesskab findes i deres eget lokalområde.

“​​Jeg var til en talk på Folkemødet på Møn, hvor nogen sagde: ‘Vores venner mødtes altid på McDonald’s.’ Og det jeg har lagt mærke til siden. Ligegyldigt hvor i landet, en McDonald’s er, så vil der oppe på første sal sidde en kæmpe ungdomsklub. Så sidder folk og oplader deres telefoner og gamer, viser memes eller what ever. Man kan jo ikke sige, at der ikke er et publikum [til unge-kulturhuse og ungdoms-intiativer], for de sidder jo alle sammen på McDonalds på første sal. Hvad sker der?”

Senere på dagen støder vi ind i en ven, der er her for at vise den film, han for nylig har lavet. Sammen ser vi dans på plænen i aftenlyset. Da showet går ind i sin sidste fase begynder først de frivillige og sidenhen alle gæsterne at danse med. 

“Jeg føler, at jeg er på Jonas Risvigs Woodstock,” siger vores ven, og vi bliver alle enige om, at det er den bedste måde at beskrive Gnist på. Vi omfavner ungdomsserie-viben, da vi går op på bakken for at se solen gå ned, inden hovednavnet PATINA spiller deres koncert.

Da vi tager hjem, er der tændt lys i fyrtårnet. Festen fortsætter ved Stevns, mens vi kører mod McDonald’s i Køge for at få natmad til turen hjem.

SEIN har indgået i et samarbejde med UngKult, hvor vi portrætterer forskellige kulturintiativer og de unge ildsjæle, der står bag. Dette er første portræt ud af seks, der vil blive udgivet hver søndag de næste uger.

Tekst: Beate Skakkebæk Lindegaard
Visuelt: Frida Bjerregaard Poulsen
Video: Samuel Krogh Larsen
Redaktør: Samuel Krogh Larsen &  Laura Rye Bislev