Ham, der køber sine cigaretter for kontanter

Han hæver sine kontanter i en hævemaskine for at købe cigaretter. Han køber sine cigaretter for kontanter, for hvis han køber dem på sit dankort, vil det kunne registreres som data, at han ryger. Den data ville ikke kun være tilgængelig for forsikringsselskaber, men også for lægehuse, hospitaler og arbejdsgivere. Han frygter, at de vil bruge dataen imod ham ved at prioritere en anden patient, med begrundelsen om at hans sygdom er selvforskyldt på grund af hans livsstil og handlinger. Eller at arbejdspladser ikke vil ansætte ham, fordi hans valg tillader, og endda selv bevirker, kroppens forfald. Det er oplagt at tænke, at en krop i forfald hænger sammen med en dårlig arbejdsmoral. Dataen er, på grund af loven om registersamkørsel, ganske rigtigt ikke offentligt tilgængelig, den ejes ikke af kollektivet, og kan heller ikke tilgås af for eksempel forsikringsselskaber, men nogen kan tilgå den og dermed vil nogen vide besked.

Dét scenarie kan betragtes ud fra Michel Foucaults teori om Panoptikon. I Foucaults værk, Overvågning og straf, fra 1975, beskrives alverdens gotiske, virkelig æstetiske kaserner og opdragelsesinstitutioner, heriblandt Benthams Panoptikon – en fængselsbygning, der består af en cirkelperiferi i flere etager, med et højt vagttårn i midten, som periferiens celler er åbne imod.
Der er placeret en usynlig vagt i vagttårnet, der kan overvåge de indsatte når som helst, uden den enkelte indsatte, qua vagtens usynlighed, er klar over, hvornår han overvåges. På den måde er hver enkelte indsatte potentielt overvåget hele tiden, og på den måde opfører den indsatte sig hele tiden ideelt eller bedst muligt. Det er netop panoptikkens vigtigste virkning.

Foucault henviser til N.H. Julius, der siger, at Panoptikon ikke bare blev en arkitektonisk løsning på et teknisk problem (at kunne overvåge flere indsatte af gangen), men er blevet en hel samfundsform. 

I forordet til Overvågning og Straf siges det, at:

 “for at et panoptisk apparat sættes i gang, er det nok at distribuere den oplysning, at der kan indsamles oplysninger. Hver gang en central instans tilkendegiver, at den kan finde på at indsamle oplysninger, igangsætter den et panoptisk apparat og dermed en produktiv disciplinering”. (Foucault, overvågning og straf, 1975, forord, side 13).

Det panoptiske samfund igangsættes altså, når det er en mulighed, at vores handlinger, som for eksempel at vi ryger, registreres. Det er ikke vigtigt, at handlingen registreres, men at den kan registreres. Det vil altså sige, at det ikke er en konspiration i hvorvidt samfundet overvåger os, men en konstatering af, at panoptikken virker, så længe samfundet kan overvåges os. 

Det private og det arbejdende
Panoptikon tillader, at man kan se alt hele tiden. Det vil sige, at der i et panoptisk samfund opstår en ny type overvågning, der ikke kun omfatter produktionen (dens omfang, kvalitet osv.), men også det menneskelige (dets kunnen, dets måde at gøre det på, dets hurtighed og opførsel). Når man siger, at verden er blevet mere kompleks, end den var engang, kan det være en del af det. Du er ikke længere det, du producerer eller bidrager med på dit arbejde. Det er også vigtigt, om du cykler på arbejde, eller om du ryger, mens du er der for at producere.
Her henviser jeg til det afsnit af Debatten, der er kaldet Sundhedstyranni, hvor en virksomhedschef fortæller, at han udbetaler bonusser til de medarbejdere, der cykler på arbejde, og at arbejdstiden i øvrigt er nikotinfri. Samtidig har større virksomheder, som for eksempel IBM og Danske Bank, installeret træningscentre på arbejdspladsen, som medarbejderne frit kan benytte sig af.

Det må være forankret i tanken om, at et trænet menneske er en bedre arbejdskraft. Man normaliserer dermed det trænede menneske i produktivitetens ånd. Træningen foregår på arbejdspladsen, men i fritiden, og kræver foruden en sund livsstil, der heller ikke afgrænser sig til arbejdstiden.
På den måde kræver arbejdspladsen langt mere af os. Du er ikke længere kun arbejdende, når du er fysisk på arbejde. Du skal også forbedre din arbejdsevne, mens du ikke er på arbejde.

Når en del af arbejdet er at opretholde en livsstil, der gør, at man bedre kan arbejde, tager man en del af arbejdet med hjem i det private. Samtidig tager man flere private sider af sig selv med på arbejde.
Det er en tendens, som også findes her i redaktionen på SEIN, hvor vi anvender en “check in”-procedure ved hver mødestart. At “checke ind” kan bestå i, at man fortæller om sin tilstand. Der kan for eksempel spørges til, hvordan man har sovet, hvordan man har det, men også hvilken film, man bedst kan lide, eller hvilke planer man har, når gruppearbejdet er færdigt. Check ind’en udspringer af ideen om, at man er et helt menneske på sin arbejdsplads, og at man kommer med et helt jeg, der ikke kan adskilles fra det arbejdende væsen.

Vi tager altså både mere af arbejdet med os hjem, og mere af os selv med på arbejde. Med andre ord, bliver grænsen mellem det arbejdende og det private menneske visket ud. Man kan overveje, om man forærer arbejdspladsen hele sig selv, hvor man før i tiden kun har foræret det, man har produceret?

Overvågerens selvovervågning 

Foucault siger, at den, der befinder sig i et synsfelt, og som er klar over det, tager magtens tvang på sig. Han lader den spontant virke på sig selv, og bliver oprindelsen til sin egen underkastelse. Han bliver altså overvågeren, der overvåger sig selv. 

Vagten i vagttårnet er som bekendt usynlig for de indsatte, og kan derfor være hvem som helst – også en ikke-vagt, da det er de indsattes bevidsthed om hele tiden at blive overvåget, mere end det er selve overvågningen, der giver virkningen af Panoptikon. Man kan også sige, at en inspektør, eller faktisk enhver, kan komme uanmeldt forbi Panoptikonfængslet, for at se, om vagten i vagttårnet passer sit arbejde, som han skal, og derfor vil den overvågende vagt også konstant overvåge sig selv. Han tager altså netop magtens tvang på sig. Det kan tænkes, at enhver vagt i et vagttårn har så travlt med at rette på sin egen uniform, at han måske af og til glemmer at overvåge de indsatte.

Der må kunne drages nogle paralleller til vores kultur. 

Når man snakker om de pressede unge, må man overveje, om presset rent faktisk kommer fra ydre omstændigheder, eller om der findes paralleller til denne overvågers selvovervågning.
Ham, der køber sine cigaretter for kontanter hørte ikke Zetlands morgenoverblik i morges, men kom til bare at høre det der album med Medina igen. Han får heller ikke de karakterer, han gerne vil have. I går aftes scrollede han igen, igen Instagram, i stedet for at læse. Og så ryger han, hvilket han jo ikke burde. Alle disse ting, han ikke når, føles som en ravklump af dårlig samvittighed, der rundes i maven. Jeg tror, de fleste kender denne klump, der kan opstå, når man ikke har nået alt det, man skulle eller burde. Denne ravklump er i hvert fald ikke ukendt for mine venner.

Men er det vigtigt for ham at nå disse ting, eller har han klumpen i maven, fordi han er bevidst om, at nogen potentielt kunne opdage, at han ikke har gjort de ting, han burde? Er det fordi, han føler sig holdt øje med?

Er det i virkeligheden så strengt nødvendigt for så mange unge at få høje karakterer, eller handler det om bevidstheden om, at nogen potentielt kunne gå op i, hvilke karakterer den enkelte har fået. Der er sandsynligvis ikke nogen, der gør det, fordi enhver, der får en karakter, også er en vagt i et vagttårn, der har travlt med at rette på egen uniform, og derfor ikke kan holde øje med andres karakterer.
Dermed ikke sagt, at enhver bare, så at sige, kunne blive bevidst om denne bevidsthed, og derved opleve et mindre pres. Dog må man reflektere over, om disse burde-ting i virkeligheden i lige så høj grad burde blive gjort, som man går og tror, eller om de udspringer af en bevidsthed om potentielt at være holdt øje med, af nogen, der måske slet ikke har tid til at holde øje med en.

Skal vi bryde paradokset med overvågerens selvovervågning, må vi også reflektere over de rammer, vi er sat i. I den forbindelse må vi vurdere, om al den registrering af vores handlinger styrker følelsen af at blive holdt øje med, og om det muligvis er det, som presser os. I så fald er det oplagt at modvirke den.
Et skridt i den retning kunne være at overveje, hvor meget man skal forære sin arbejdsplads. Findes der overhovedet noget man, der ikke også indbefatter arbejdspladsen, eller er det noget andet end et tegn af tiden, at arbejdspladsen og man’et er viklet så meget ind i hinanden? Man kan overveje, i hvilket omfang man i det hele taget eksisterer uden andres blik.

Jeg vil slutte dette indlæg på samme måde, som Foucault slutter kapitlet om Panoptikon: Er det underligt, hvis fængslet ligner fabrikkerne, skolerne, kaserne, hospitalerne, som alle ligner fængslerne?

Skribent: Liva Kilt
Visuelt: Josefine Kynne
Redaktør: Anna Christina Løwe Nielsen