Har vi det egentligt fint?

Jeg har genset dokumentarserien ‘Anna Lin har det fint’, der portrætterer Anna Lin på sin rejse til at fortælle sine nære venner, hvordan hun egentlig har det. 

Hun fortæller selv, at hun er en del af en generation, der har det rigtig dårligt og føler sig til tider meget ensom med den følelse. I sin frygt for at tabe ansigt holder hun de svære følelser for sig selv. 

Nogle vil måske anklage serien for at portrættere et ungt og privilegeret menneske, der har gjort banale problemer til mere end de er. Men serien ræsonnerer meget i mig, og det tror jeg også den gør for mange andre unge mennesker.

Læs mere her

Unges mentale helbred er blevet talt meget om de sidste par år. Måske for meget, ville nogle mene, men jeg synes, vi skal tale om det en gang mere.  

For tre år siden havde jeg sabbatår og var, ligesom mange andre, netop hjemvendt fra rygsækrejse og skulle i gang med at spare op til et højskoleophold. To meget fantastiske oplevelser, jeg synes er meget unikke, men også bare en sand klassiker. 

Jeg startede som pædagogmedhjælper i en vuggestue og uden jeg helt kan fortælle hvorfor, stoppede jeg bare med at sove om natten. I starten var det bare et par nætter, men inden jeg havde set mig om, var det næsten hver nat.

Klik her og Støt SEIN

I dag tror jeg, at en af grundene til, at jeg fik svært ved at sove er noget så banalt som at alting gik så hurtigt, og jeg havde en konstant følelse af at sakke bagud.

Jeg har talt med Noemi Katznelson, professor ved Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, som giver sit bud på, hvorfor unge mennesker kan opleve mistrivsel.

Hun peger også på det høje tempo i vores samfund i dag: “Dem, der kæmper med mistrivsel kan opleve at føle sig utilstrækkelige, fordi der er meget, de synes, de burde, men simpelthen ikke kan overkomme det”.

‘Anna Lin har det fint’ rammer noget særligt i mig, fordi hun fortæller, hvordan hun forsøger at holde de dårlige følelser væk ved ikke at tale om dem. For hende føles det som et kontroltab at være sårbar, og hun frygter at problemet bliver virkeligt, hvis hun lukker andre ind. 

Meget hurtigt voksede mit søvnproblem sig større, end jeg kunne overskue. Jeg blev nedtrykt og ængstelig, når jeg ikke havde sovet og når jeg så havde sovet, drejede hele min dag sig om, hvorvidt jeg kunne falde i søvn om aftenen. 

Før søvnen blev et problem, havde jeg altid betragtet mig selv som en, der var god til at lukke andre ind. Det var jeg ikke længere. Jeg frygtede, at hvis det blev virkelighed for andre, ville det også blive virkelighed for mig selv.

Udover at gå med mine søvnproblemer alene, hvilket, i hvert fald efter min erfaring, er det dummeste, man kan gøre, gav det mig også en følelse af at være forkert. Selvom det føles som om, at mentalt helbred er på alles læber i disse dage, føltes det som et maskefald at skulle indrømme, at der var noget, jeg ikke kunne klare. 

“Idealerne for, hvordan man skal være som ung er vokset, og jeg tror, at der er flere unge, der føler sig forkerte,”  udtaler Noemi Katznelson. 

Men på trods af, at jeg oplever, at mange, inklusiv mig selv, synes det kan være så svært at tale om, har det mentale helbred som tema alligevel rykket sig længere ind i vores kultur.

‘Anna Lin har det fint’ fra 2023 er et godt eksempel, men også ‘Indefra – Syg Ungdom’ med Anders Agger, der følger børn og unge på et socialpsykiatrisk bosted skildrer denne problematik. Uden tvivl to meget forskellige eksempler i samtalen om Generation Z’s dårlige mentale sundhed. 

Det dårlige mentale helbred er altså ikke bare blevet genstand for dokumentariske projekter, men er også rykket ind i vores popkultur. Men spørgsmålet er, om eksemplerne i popkulturen gør det nemmere eller sværere at tale om.

Personligt sidder der en lille djævel på min ene skulder og tænker på drengen, der råbte ulv, når jeg ser serier som ‘Anna Lin har det fint’, fordi serien jo også bare portrætterer en almindelig, ung kvinde, der indimellem synes, at livet gør ondt.

Noget, der føles som en evig diskussion, der er blevet til en kløft mellem Generation Z og generationerne før os: Vi er i virkeligheden en flok forkælede møgunger, der er blevet pakket så godt ind i vat, at vi ikke kan håndtere livets naturlige bump på vejen.

Eller er der noget strukturelt galt, der gør, at vores generation mistrives?

Læs mere her

Imens jeg tog mig af børn i vuggestuen accelererede mit eget problem hurtigt, og jeg oplevede for første gang i mit liv at blive bange for mine egne tanker, der pludselig gik nogle meget dystre steder hen.

Jeg havde en konstant virkelighedsfjern følelse, som jeg tror kom af, at jeg aldrig følte, jeg hverken sov eller var vågen.

Noget der gentog sig for mig var, at jeg overfor andre negligerede problemet, både af frygt for ikke at blive taget seriøst, men også af frygt for at blive afsløret i ikke at have det godt midt i, hvad der skulle være mit livs bedste år. Af samme årsag turde jeg heller ikke gå til lægen.

Læs mere her

Som mange andre i min generation lider jeg nok også under en trang til at iscenesætte mit liv og ser meget på mig selv gennem andres øjne. Det er også noget, jeg hæfter mig ved i ‘Anna Lin har det fint’.

I introen ser man nemlig Anna Lin, der går hen mod en række spejle for så at iagttage sig selv.

Jeg ved ikke, hvilke tanker der er lagt bag denne intro, men jeg tolker det som, at Anna Lin betragter sig selv for meget gennem andres øjne og i sin stræben efter at være sej og stærk, som hun også selv fortæller i serien, har hun svært ved at være sårbar.

Udover at være et billede på Anna Lins egen oplevelse tolker jeg det også som en tendens, der hersker hos hele min generation, som kan gøre det svært at være helt autentisk. 

De snævre idealer, Noemi Katznelson mener er dominerende i dag, kan være en årsag til, at man skjuler sin sårbarhed og forkerthedsfølelse:

“Når idealerne for, hvordan man oplever, at man skal være er meget snævre, vil der også være flere, der oplever, at de falder ved siden af eller oplever at føle sig utilstrækkelige, og det kan det give anledning til, at man forsøger at skjule, at man gemmer på følelser af forkerthed”, udtaler Noemi Katznelson. 

Nu har vi snakket om unges mentale helbred en gang mere, og jeg er sikker på, at vi alle sammen godt vidste, at jeg ville ende med at sige, at moral of the story er, at det hele bliver lidt lettere, hvis du deler det med dine venner eller familie.

Jeg håber, at vi bliver ved med at tale om det ligeså længe, der er brug for det. 

Tekst: Dagmar Jespersen
Visuelt: Cirkeline Aggerholm
Redaktør: Laura Rye Bislev