Udstillingen ‘Synlig’ koncentrerer sig om kvindekroppen i forandring: “Der er en sorg og afmagt forbundet med tabet af ungdom og dermed værdi, magt og synlighed i samfundets øjne”

Jeg talte for nylig med en kvinde, jeg kender, som har levet dobbelt så længe, som jeg med mine 22 år. Hun fortalte, hvordan hun oplevede det at blive ældre som kvinde i den verden, vi lever i.

Hun fortalte om en række episoder, hvor hun havde bemærket, at mænd kiggede anderledes på hende, end hun havde været vant til. Et blik blottet for seksuelle undertoner, sagde hun, og det skræmte hende.

Jeg tror de fleste kvinder kan skrive under på, at omverdenens seksualiserende blik er noget, man som kvinde er meget bevidst om, både når det opleves positivt og negativt. y

Jeg kan tydeligt huske den periode i mit liv, hvor jeg opdagede, at det blik nu også hvilede på mig, og jeg kommer formentlig også til at opdage det, når det en dag forsvinder, ligesom kvinden, jeg talte med, havde gjort.

Klik her og Støt SEIN

Jeg frygter den dag, mænd ikke længere vender sig om på gaden efter mig. Den dag, ingen spørger om mit nummer i byen. Den dag, det ikke genererer komplimenter at tage en kort nederdel eller en gennemsigtig skjorte på.

Når den magt, der (også) ligger i at være en ung kvinde en dag forsvinder, fordi jeg godt kender til de øvrige konsekvenser, det har at ældes som kvinde.

Det sekund, man som kvinde ikke er fuckable længere, bliver man mindre attraktiv i stort set alle aspekter af tilværelsen: på arbejdsmarkedet såvel som på datingscenen. Det kan tælles på mere end to hænder, hvor mange gange, jeg har hørt dette fænomen blive kaldt noget så ubarmhjertigt som en udløbsdato. Av.

Frygten for at blive usynlig ligger parallelt med den frygt, der følger med at have så kraftig en synlighed, som den unge kvinde har i samfundet. Den synlighed der også bærer den ubehagelige, og til tider grænseoverskridende eller upassende, opmærksomhed med sig. 

Foto: Mia Mai Graabæk

Jeg har været på Vejle Kunstmuseum og oplevet udstillingen ‘Synlig’, som tager netop dette forhold mellem at være usynlig kontra synlig i samfundet som kvinde op til samtale.

Udstillingen er skabt af fotokunstneren Mia Mai Graabæks, der med sine værker betragter samfundets blik på feminin ungdommelighed og den magt, der ligger heri: ”Værkerne udforsker overgangen mellem ungdom og alderdom, og den sorg og afmagt, der er forbundet med tabet af ungdom og dermed værdi, magt og synlighed i samfundets øjne.” 

Mia Mai Graabæk koncentrerer sig først og fremmest om kvindekroppens forandring gennem livet og det paradoks, der ligger i som ung kvinde at blive idealiseret:

”Overgangen fra barn til voksen kvinde indebærer et tab af uskyld, samtidig med at kroppen mødes af samfundets vurderende blik. Den unge kvindekrop bliver kulturelt ophøjet og tillagt stor værdi, men den er samtidig underlagt helt urealistiske skønhedsidealer,” siger hun og fortsætter:

”Som tiden går, bliver den ældre kvindekrop gradvist usynliggjort, da den ikke længere lever op til disse idealer. Værkerne udforsker denne konstante forandring og kritik, og kvindekroppen bliver skulpturelt deformeret, for til sidst at forsvinde.”

Denne refleksion afspejles i hendes metode ved tilblivelsesprocessen af værkerne:

”Jeg har fotograferet gennem et bøjeligt spejl, da spejlet både refererer til et indre og et ydre dømmende blik på kvindekroppen. Med det bøjelige spejl har jeg kunne ‘trække’ i kroppens former og på den måde beskrive det tidslige aspekt og samtidig har det givet kroppene et deformt udtryk, som visualiserer det ukontrollable og uigenkendelige. ”

Hun tilføjer, at det er hendes håb, at publikum gennem værkerne vil genkende de komplekse følelser i overgangen mellem ungdom og alderdom.

Måske er det bedste vi kan gøre for at sikre synligheden at sætte fokus på usynliggørelsen.

Udstillingen kan opleves frem til den 27. april 2025 på Vejle Kunstmuseum.

Tekst: Cornelia Moesgaard
Redaktør: Laura Rye Bislev