Hjem

21. februar 2022

Hvad er hjem?

Min første tanke, når jeg tænker på hjem, er, at hjem må være der, hvor jeg er. Det er inde i mig, eller der hvor jeg hører hjemme – men hvordan ved jeg, hvor jeg hører hjemme, og er det overhovedet et sted?

Kianas hjem

Mit navn står mange steder. Det står blandt andet på min postkasse. Det står også i håndskriften på breve til mig, på mit studiekort, på købsdokumenter og forsikringspapirer og nogle gange i sms’er. Når mit navn er et symbol på mig, er mit hjem så de steder, hvor mit navn står? Hvem er det, som definerer, hvor man hører hjemme? Hører jeg bare hjemme, der hvor jeg bor, eller hvad? Er min bolig og mit hjem det samme?

Alle mulige sirlige tanker kommer flyvende og klasker med små fine knald ind i vinduer for mit indre blik. Der er små splat af ideer over det hele. For hvordan finder jeg overhovedet ud af, hvor og HVAD mit hjem er? Bestemmer jeg det selv, eller er alting forudbestemt – ligesom der ikke er nogen fri vilje. Er mit hjem et slags limbo?
Er mit hjem de steder, jeg har været, og de ting, jeg har gjort, og folk, jeg har mødt?
Er mit hjem min fortid og mine minder, eller er det min nutid? Kan mit hjem være i fremtiden, og hvad hvis jeg havde været hjemløs eller ikke følte mig hjemme nogen steder? Er mit hjem der, hvor jeg har efterladt mig et aftryk?

Er dem, jeg kender, mit hjem? Er min tid mit hjem?

Mere end en gang har jeg haft et telefonopkald med min mor, hvor hun er blevet nødt til halvt om halvt at afbryde mig for at spørge: ”når du siger du kommer hjem på torsdag, mener du så hjem til mig, eller hjem til Odense?”, og tit er jeg blevet forvirret over spørgsmålet, for jeg siger jo hjem, hver gang jeg tager hen til et hjem. Jeg kommer jo bare – hjem:

Hjem til min mor, hjem til kollektivet i Odense, hjem til lærerskolen og hjem til København og Aarhus (hjem til mine venner). Nærmest konsekvent forventer jeg, at folk, jeg snakker med, kan regne ud, hvad for et hjem jeg taler om, når jeg siger; ’jeg skal hjem’, ’jeg var hjemme’ eller bare; ’derhjemme’.
Når jeg tænker på hjem, mindes jeg tit et sted, men for mig er det slet ikke stedet, der er mit hjem. Stedet er bare lidt ligesom et virkelig stort fotoalbum, man kan gå ind i, hvor jeg har mine minder. Hjem er ikke et hvor eller hvornår, men relationer.

For mig er hjem en følelse, det er mennesker, jeg har det trygt og godt sammen med.

Mit hjem er kærlighed.

Visuelt af Johanne Sørensen

Visuelt af Johanne Sørensen

Anekdoter om et hjem

Hvad med alle andres hjem? Hvad er det? Jeg kan jo ikke bestemme for andre, hvor deres hjem er. Derfor ville jeg gerne lede efter nogle gode citater, både nogen der kunne understøtte min ide, men også nogen der kunne være helt fremmede. Jeg endte med at spørge mennesker, jeg kender, men ledte også på nettet efter anekdoter, citater eller beskrivelser.

På nettet fandt jeg noget interessant.

You will never be completely at home again, because part of your heart will always be elsewhere. That is the price you pay for the richness of loving and knowing people in more than one place”.

Det er et citat af en amerikansk antropolog ved navn Miriam Adeney, der er meget interesseret i religion (lidt pudsigt nu jeg selv har ledt efter en hellig betydning tilknyttet hjem). Citatet i sig selv fik mig til at tænke over én ting – det at hun havde sagt det og var religiøst interesseret, over en anden ting.

Det første jeg kom til at tænke på, var mig selv i mit liv. Stort set alle jeg kender plejer at drille mig med, at jeg laver alt for mange ting – fordi jeg aldrig er hjemme. Jeg er altid ude og lave noget andet. De sidste par måneder har jeg forsøgt at finde ud af hvorfor. Hvorfor er det egentlig jeg aldrig er hjemme? Hvad er det jeg laver? Hvor er jeg?

Jeg har læst gud (haha) ved hvor mange artikler om personlig udvikling, psykologi og sociologi i et forsøg på at løse alle min indre verdens spørgsmål – hvor det måske i virkeligheden handler om at føle mig hjemme, det allervigtigste sted, nemlig i mig selv.

Den anden ting, jeg kom til at tænke på, var kærlighed i religion, familiens ’oprindelse’, og hvordan familien kulturelt er blevet forandret gennem tiden. Religion er mange ting, men især noget der binder folk sammen. Samtidig har mange religioner også ritualer for monogam kærlighed og understøtter i sig selv skabelsen af ’familien’.
Helt tilbage i tiden boede folk sammen i store familier (det gør mange fx stadig i Sydeuropa), hvor der altid kom nye medlemmer udefra, som skulle godkendes og gøre sig værdige. Hele det at blive en del af en familie kom til at handle om respekt, potentiale og værdi – i alle dens former. Både relationelt og oftest også økonomisk. Den udefrakommende kærlighed skulle accepteres, den skulle være lukrativ for den allerede kærlige eksisterende familie. Rettere sagt skulle man beskytte familien(kærligheden/trygheden) og være sikker på, at man tog den rigtige beslutning. Det samme galt med kærligheden til Gud, man måtte ikke tro på andre guder, og man skulle følge bestemte regler. Religion lærer os ret tidligt, hvad der forventes i forhold. At sætte grænser, at være konsekvent og at elske, når folk faktisk prøver deres bedste.

Når jeg lægger det med religion sammen med min egen opfattelse af, hvad et hjem er, og hvad den egentlige betydning er – får jeg en fornemmelse af, at hjem er et ord med en kompliceret historie, der derfor gør det så svært at definere. For mig burde et hjem være trygt. For mig burde det at elske, være trygt (uanset hvem, om det er gud eller ens far). Alligevel er min opfattelse at det at elske, som havde sin oprindelse i hjemmet (dengang kulturen var lidt mere firkantet), kom til at handle om kontrol og frygt for at miste.

Visuelt af Johanne Sørensen

Visuelt af Johanne Sørensen

At elske, og altså tryghed, blev forseglet indenfor fire vægge et sted, der for mange blev utrygt på grund af kulturel og social udvikling.

Et hjem er måske i virkeligheden mere et luftkastel end et virkeligt sted – det er følelsen af at være i sikkerhed som oftest kommer med kærlighed, med positive familiære relationer.

Når vi så til gengæld tror, at vi får sikkerhed i det materielle indenfor fire vægge, så er det, at hjem får en anden betydning, det bliver et sted, hvor man bor – hvor opfattelsen af tryghed er, at nogen lader en være i fred, som man er. For lader nogen dig være, så er du ikke sårbar og kan derfor ikke blive såret, men kan man så overhovedet sige, det er et hjem, er det ikke mere et bjørnekram?

Min bedste venindes beskrivelse af, hvad et hjem er, lyder sådan her:

”Jeg tror, det er en følelse, man har, når man enten træder ind i et rum eller er sammen med et menneske, hvor paraderne er nede, og man føler sig tryg, en overgang fra ude til inde. Hvis man bor i en familie, så er det også et samlingssted, hvor man ofte har fælles minder om et liv og en opvækst knyttet til.”

En af mine venner sagde i stedet sådan her: Hjem er, hvor jeg opbevarer mine rusmidler (hjerte-emoji).

De gav mig begge et indtryk af at hjem betyder tryghed. Tryghed forbundet til forskellige ting vel og mærke, men stadig tryghed. Hvorfor er det så ikke en del af ordets betydning, hvorfor er det kun et udtryk at gå ud fra, at man føler sig tryg derhjemme, når det overhovedet ikke er en selvfølge?

Det trygge hjem i os selv
At have et sted, man føler sig tryg, er vigtigt og noget, vi alle har brug for – bare en lille sjat i hvert fald. Det at have et sted hvor man kan trække sig tilbage eller et sted, hvor man hører hjemme – om det så er SFO, klatreklub eller under dynen – er et led i processen til at have et godt liv (bare rolig, det bliver ikke en wellness-artikel, du skal bare tænke over dine følelser)

Uden sikkerhed og restitutionstid duer helten ikke.

At være tryg er essentielt, for hvis ikke vi er trygge, kan vi aldrig lære af vores udfordringer – hvis vi konstant er på nippet til at falde udover en kløft, er det kun det, vi tænker på, og ikke alt andet. Så jo, du kan lære at holde balancen, men ikke meget andet. Vores mest simple behov skal være opfyldt, før vi har ro nok til at gå i gang med noget andet.

I en tid med corona og krig er det derfor klart, at mange mennesker har følt sig pressede og usikre. De har måske ingen mad eller et sted at bo, ingen penge til at få nogen af delene, måske føler de sig ikke socialt værdsatte, fordi de er tvunget til at blive derhjemme og aldrig ved, om de kommer ud igen. De er isolerede og føler sig måske slet ikke hjemme der, hvor de bor, på trods af at det er deres hjem.

Langt henad vejen tror jeg, det handler om personlige ressourcer og selvværd.

Har man et godt forhold til sig selv, og ved man, hvordan man skal behandle sig selv, er det meget nemmere at sætte grænser og beskytte sig selv, når det er nødvendigt. Ved man, hvordan man skal håndtere sine følelser, og hvad man kan tolerere, bliver det så meget nemmere at vurdere sin kapacitet, og hvilke udfordringer man kan tage imod. Man bliver mere robust.

Er vi robuste, har vi det meget nemmere – men det er bare ikke alle, der er robuste. Det er slet ikke alle, der har chancen for at blive det, hvis deres verden kollapser omkring dem, og de mister alt. Nogen ville måske sige, at de privilegerede herhjemme så burde tage sig sammen – men det at man har en masse materielle ressourcer eller sociale ressourcer betyder bestemt ikke, at man har mange indre ressourcer, emotionelle som mentale, og det tror jeg, at der er mange, der ikke forstår. Der er så mange af os, som ikke ved, hvordan vi skal håndtere, hvad der foregår omkring os, så mange af os, som mangler ressourcer, vi ikke vidste vi skulle få brug for, har ingen emotionel og familierelateret uddannelse, kun selvisk uddannelse – og det er her, at mange får forskellige værdier for, hvordan de skal leve deres liv. Uden emotionel uddannelse kommer der en kæmpe kløft mellem mennesker, som ingen kan se, og der hvor vi skal føle os trygge, i os selv, bliver vi det måske aldrig.

Hvis ikke vi har ro i os selv, er det ligegyldigt, hvor dygtige og søde og rare vi er, har vi ikke et fast ståsted og ro, tror vi kun på vores usikkerheder. Uden vores kærlighed til os selv, vil verden altid være grå og vores hjem et tilflugtssted med hul i taget.

Hjem er vigtigst af alt din kærlighed til dig selv.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her