Hjemve

Døren står på klem, og puslen begynder i hele huset, nu hvor mor er stået meget tidligere op end alle os andre. Hendes morgenfriske krop titter frem og kigger ind til mig for at se, om jeg stadig sover.

Far har brygget te, som han plejer. Han bruger den grimme tekande, jeg købte til ham i julegave i Søstrene Grene.  Jeg hader te. Men drikker den alligevel.

Min mor og jeg har fået øjnene op for grapefrugten. Vi får altid en halv hver. Men mor når kun at spise en halv halvdel, for hun har alt for travlt med at komme med et stort glas vand og en hel håndfuld vitaminpiller, for jeg skal hverken dehydrere eller være i vitaminunderskud.

Katten tager al varmen fra brændeovnen og strækker sig, stor som en tiger. Der kan man altid finde hende.

Hver morgen spinder hun til lyden af sitren fra ilden, hylen fra elkedlen og fødder, der vimser rundt for at nå det hele, inden skole og arbejde skydes i gang.

Hos mor og far må man godt sidde med fødderne på bordet. Dog ikke når man spiser. Mor må godt. Men kun når hun drikker sin kaffe, som er blevet varmet 30 sekunder i mikrobølgeovnen. Hun smækker uldsokkerne op og når at snakke med mig om dagens aftensmad.

Her sidder jeg så. Hverken vækket af puslen eller titten. Nej, vækket af den uendelige marimbaalarm. Nu med hovedet ned i telefonen og havregynet og teen – den er væk.

Jeg ejer ikke vitaminpiller og kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået en. Min krop hungrer efter A-, B, C, D og hvem ved – E-vitaminer!! Måske lagde min mor en til mig, sidst jeg var på besøg?

Heller ingen kat, der spinder og siger godmorgen. Ingen tid til fødderne på bordet med uldsokker – ingen tid til den slags hygge og nygge. For marimba klinger og klanger til sidste øjeblik.

Jeg får en grape i ny og næ, men vil helst dele den med min mor.

Jeg savner dem.