Hvad kan vi bruge ulykken til?

Der ligger mellem ulykken og lykken et stort ingenmandsland af almindelighed, nogenlundehed, orden, ro og mag. Det er tit der, jeg befinder mig. Det tror jeg vel de fleste af os gør.

Men jeg kan mærke, at jeg med det hele og alt det omkring os (krig, klima, konflikt, konkurser, kaos, the works), søger mere derhen, end jeg plejer, at jeg er der mere, end hvad jeg vil være ved.

Jeg pakker mig ind i mennesker, jeg kender i forvejen, opsøger sociale spillerum, jeg ved, hvordan fungerer, og skriver kun til folk, jeg ved, vil svare mig.

Jeg skriver “haha” i stedet for at grine, skriver før jeg går og har planer fra a til b til z klar i min støbeske, skulle det ske, at jeg ombestemmer mig, skulle andre ombestemme sig.

Hellere ikke være ulykkelig end at være lykkelig

Det er lidt som om, at jeg efterhånden lever efter devisen, hvo intet vover, alt vinder, altså sat på spidsen, ikke? Hvis jeg ikke vover noget, hvis jeg bliver i det kendte, vante, trygge, rare, så bliver jeg ikke ulykkelig, hvor er det smart!

Det er som et nulsumsspil mellem ulykke og lykke, hvor ulykke lige nu udgør den største portion af suppen, og chancen for at være lykkelig synes så lille, at jeg hellere vil spille defensivt, hellere stræbe efter ikke at være ulykkelig end at være lykkelig.

Det er vel klassisk at ville dulme og lindre, tænker jeg, i ragnarok laver man åbenbart ikke store armbevægelser, man bliver ligesom siddende stille og roligt og scroller forbi nyheden om apokalypsen.

Brugsmanual til ulykken

Men hvad ville der ske, hvis vi ikke var så bange for ulykken? Jeg har hørt den før, spørgsmålet er blevet stillet og skrevet hjem om, jeg har ligesom sunget med på ‘What Doesn’t Kill You Makes You Stronger’, og på et tidspunkt i mine ti år på sociale medier skrevet “yolo”, både med og uden ironisk distance.

Og alligevel må jeg igen minde mig selv om ikke at være bange for ulykken. I et forsøg på ikke at lyde som indersiden af en gajolæske eller kaste om mig med floskler, er her hvad jeg husker, når jeg er på vej ind i kontrollen og sikkerhedens trygge favn:

1. Det er ulykke, der har været gødningen til min empati
Hver gang jeg har oplevet noget ulykkeligt, har det sat sig som erfaring et sted. Det har udviklet min evne til at forstå andre, sætte mig i andres sted.

Jeg forstår andres ulykke, fordi det har været min egen, jeg kan se, hvordan noget gør ondt og hvorfor det gør det. Det er ikke noget, der kan oversættes en til en, det er vel mere en slags fundamental forståelse af følelsen “av”. Jeg er blevet mere empatisk af selv at have stået i “ulykken”.

2. Ulykke kan bringe og har bragt mig tættere med dem, jeg har nært
Når shit hits the fan kan det samle tropperne på en anden måde, end en fyraftensøl kan. Hver gang nogle har slået kreds om mig, eller jeg har slået kreds om andre, er vi blevet tættere.

Jeg husker alle de gange, jeg er kommet med slik til en ven i hjertesorg, eller de gange, jeg selv er blevet trøstet.

3. Det er i ulykkelige fortællinger, at samtalen bliver sårbar men åben
Den ulykkelige fortælling er også en sårbar fortælling, en blottelse af følelser, tankemylder og skam. Derfor er den også en tillidserklæring, en invitation til åbenhed.

Det skal selvfølgelig ikke forstås sådan, at ulykke udelukkende er vejen til det som nævnes, man kan jo sagtens udvikle empati eller komme tættere på andre, uden at ulykke er involveret, alt andet ville være juks.

Man skal ikke jage ulykken for at blive mere empatisk, men snarere tværtimod jage empatien, og så vide og hvile i, at ulykke er en del af processen. En risiko, måske endda en faktor. Men det er det, ulykken kan bruges til!

Tekst: Alberte Hyldgaard Prinds

Redaktør: Johanne Ringøen og Peter Bitsch Hjortshøj

Visuelt: Sine Maria Kjempff