‘Hvor vi står’: kompliceret kærlighed, sex og dokumentargenren med Rikke Nørgaard

07. juni 2021

Kærlighed er rodet. Sex er rodet. Og at se filmen “Hvor vi står” var for os, Klara og Etta, et genbesøg med de kærlighedsrelationer, der i vores ungdom har vækket noget af det hårdeste og selvfølgelig det bedste. Filmen er instrueret af Rikke Nørgaard, og vi var så heldige at få lov til at dykke ned i filmens intentioner, forløbet undervejs i optagelserne og de seneste hændelser i to unge menneskers komplicerede relation. Filmen handler om Laura og Malik, instruktørens gode venner, som i fire år har set hinanden og aldrig kunne beslutte sig om et fælles romantisk ståsted. I stedet har relationen være styret af mønstre, begær og nu en film, der havde til formål at sikre, “at det hele ender godt”. Har du set filmen “Hvor vi står (“Eventually”)”, vil du elske Rikkes tanker om værkets kraft, og har du ikke set dokumentaren, vil du kunne, gennem filmens greb, læse om det seje og modige, der opstår når to mennesker tør at rekonstruere fire års turbulens – en turbulens, der blev vist for hele Danmark ved filmens premiere på CPH:DOX 2021.

Etta: Vil du fortælle os lidt om dig selv? 

Rikke: Ja! Altså først vil jeg bare lige sige, at jeg løber nok på et tidspunkt, fordi jeg har kartofler, der koger. Så hvis jeg pludselig forsvinder, så er det derfor. Så ved I det.

Altså, jeg har haft sådan lidt en snørklet vej ind i film. Jeg er 30 år og uddannet skrivende journalist, egentlig, fra Århus Journalisthøjskole og kommer fra sådan en provinsby nord for Århus, der hedder Hinnerup. En by, som ingen kender. Men for mig har film nok altid været noget, jeg troede, var lidt umuligt. Jeg havde aldrig hørt om Filmskolen, der hvor jeg er vokset op, men jeg hørte på et tidspunkt om Journalisthøjskolen, og så søgte jeg ind der. Jeg har altid været interesseret i at skrive, men på et eller andet tidspunkt begyndte jeg at blive ret interesseret i dokumentargenren. Jeg så en film, der hedder “Testamentet”, som på en eller anden måde gav genklang hos mig. Jeg vidste ikke, at man kunne lave film på den måde. En dag så jeg tilfældigt, at ham der havde lavet “Testamentet” søgte en assistent. Jeg tænkte sådan, “det må være mit kald”, så jeg tog en pause fra Journalisthøjskolen og startede hos ham. Det var egentlig min vej ind i det. Og det var så i 2014, at jeg flyttede til København kun på grund af det job. Jeg vidste ikke, at jeg skulle ende med at blive herovre.

Jeg søgte senere ind på dokumentarlinjen på Filmskolen tre gange, og så kom jeg ind for to år siden. Det har været en meget kaotisk tid, fordi vi først havde en rektor, som ikke kunne lide dokumentarfilm, og nu har fået en rektor, der elsker dokumentarfilm. Og så har der været corona, og sådan… Men det er, alt i alt, bare fantastisk. Så hvis I kan lide dokumentarfilm, og gerne vil lave dokumentarfilm, så søg endelig ind …

Etta: Sejt! Og tak.

Rikke: Det var den korte, og lange, version.

Etta: Du bruger nogle ret fede greb. Hvordan startede hele idéen til filmen?

Rikke: Det er et godt spørgsmål. Jeg er faktisk selv lidt i tvivl. Men der var flere ting i det. Først og fremmest så er Laura min rigtig, rigtig gode veninde. Så Malik lærte jeg at kende gennem hende. Han er også min ven, men Laura er en af mine nærmeste venner. Så jeg kender jo egentlig også alle scenerne i forvejen, fordi jeg har været på sidelinjen til rigtig mange af dem. Men jeg har faktisk ikke på noget tidspunkt gået og tænkt, “uh, jeg ville ønske, jeg filmede jer lige nu”. Jeg tror, jeg er lidt mere en koncept-person.

Jeg husker også, at jeg var taget på ferie alene på Gran Canaria, hvor jeg en dag sad oppe på et bjerg midt på øen, så langt væk man kunne komme fra turistkaos. Jeg sad dér og læste i nogle bøger og havde egentlig bare brug for en pause. Jeg læste, og det lyder måske lidt prætentiøst, Knausgårds “Min Kamp”. Der er sådan et tidspunkt, når man når til den sjette bog, hvor han begynder at reflektere over de fem forrige bøger, fordi de er udkommet, før han har skrevet den sidste bog. Og jeg tror egentlig, at jeg altid tænkt meget over, hvordan man kan låne ting fra bøger. Måden, man tænker på i bøger, og hvad der kan lade sig gøre i bøger. Hvordan kan man få det til også at lade sig gøre i film? Og jeg syntes, det var virkelig spændende, at han reflekterede og så tilbage på noget, der var sket. At se ting i et nyt lys, synes jeg var fascinerende.

I starten syntes jeg, der var alle mulige ting, som skulle ske i filmen, men det meste blev pillet af, da jeg fandt ud af, hvad essensen skulle være. Da jeg ringede til Laura, var hun virkelig på, fordi, tror jeg, hun var et sted, hvor hun gerne ville have flere oplevelser med Malik. Så jeg skulle faktisk lige tænke over, hvad jeg endte med at blive katalysator til. Hvilket jeg først har tænkt mere over efter, faktisk.

Laura spurgte selv Malik, om han ville være med og efterfølgende mødtes jeg også med ham og spurgte, og det skulle han lige tænke over. Men han var ret sikker på allerede dér, at han gerne ville. Hans grund var ligesom, at han blev ved med at opleve det samme mønster i hans forhold. At knytte sig til nogen og så trække sig. Så jeg tror, det for ham var meget en undersøgelse af ham selv, hvor hun måske lidt mere undersøgte relationen. Uden at det nødvendigvis var det, de tænkte fra starten af, så tror jeg, det var lidt sådan, det blev.

Der sker faktisk det, lidt bagom det hele, at Malik har mødt en anden, inden de sætter sig ind i biografen. Det fortæller han hende først, efter vi har filmet dem i biografen. Så det var også en del af det for ham, at det er sket imellem, at de har filmet de scener, og at de så satte sig sammen ind i biografen. Laura har også en anden kæreste nu.

Jeg tror ikke helt, de i virkeligheden vidste, hvad de sagde ja til dengang. Fordi de begge gik ind i det med en tanke om at det både kunne ende et sted, hvor de blev kærester eller det modsatte.

Klara: Hvordan du fandt de andre medvirkende, der var i lignende kærlighedsrelationer?

Rikke: Jeg ville specifikt gerne have, de ikke skulle castes som skuespillere, men i stedet skulle kunne relatere til forholdet. I starten var historien meget specifik; Malik skulle være ham, der var mere “ovenpå”, og Laura skulle være “the underdog”. Så vi ville gerne finde så mange som muligt, som identificerede sig i en kærlighedsrelation enten som den ene eller den anden. Jeg lavede bare et opslag på en masse castingsites og facebookgrupper, og der var relativt mange der vendte tilbage.

Vi prøvede at finde dem, hvor situationerne mindede mest om Laura og Malik, når de fortalte om, hvordan de opfattede deres egen situation. Vi sagde også til dem, at vi gerne ville have, at de skulle sætte gang i nogle refleksioner hos Laura og Malik. Det er på en eller anden måde mere legitimt, end hvis det er en instruktør, der står og dirigerer. De måtte også bruge sig selv, som de havde lyst. Det var lidt forskelligt, hvad de hver især gav. Linn og Mark, som endte med at være mest med, var klart nogle af dem, som brugte sig selv mest. Der kom også mere interaktion med Laura og Malik, fordi de stillede spørgsmål, som man normalt måske ikke turde stille. Alt i alt var det i den grad også et puslespil.

Etta: Det var en skønt detalje, at det hele var desuagtet køn, og at det dermed fjernede os fra de ofte dominerende repræsentationer, eller det som mange måske associerer kærlighedsrelationer med – at manden er ovenpå, og kvinden er underspillet – men det var ikke dét, der var vigtigt. Det var et neutralt rum, og det var ret befriende og meget fint.

Rikke: Det var også noget, der betød meget for os, at det ikke blev en kønsting med at ”manden er ovenpå”. Men det har været interessant, fordi vi har haft mange testvisninger med dem, og man kunne mærke, at for nogen gjorde denne blanding af køn, at de stod helt af. Fordi de syntes, det var forvirrende. Der var vi også bare sådan “ja, ja. Men så er filmen bare ikke til dem”.

Klara: Jeg synes også, det var fedt, at I viser, at begge roller kan finde sted i begge køn.

Etta: Hvad oplevede du, der skete med Laura og Malik undervejs? Og stemte det overens med, hvad du havde håbet på? Hvis du havde håbet på noget?

Rikke: Vi optog alting kronologisk, fordi det helst skulle være som en tidsrejse for dem. Vi lavede 20 scener på 10 dage, så det var meget intenst. Og de måtte ikke se hinanden undervejs, fordi vi gerne ville have, at de ikke kom til at tale om de her ting, det skulle jo helst gemmes til biografen. Malik havde nok lidt nemmere ved at gå ind i det, fordi han også er skuespiller, så for ham var det vilde nok bare at se sig selv udefra. Det åbnede virkelig nogle ting for ham, noget meget personligt, fokuseret på ham selv. Jeg tror, Laura havde svært ved det helt i starten, og det bekymrede mig lidt, fordi hun følte en distance til skuespillerne og dét at blive filmet og følte, at “de jo ikke er de samme mennesker”. Så i starten var jeg bekymret for, om hun kunne give sig hen til det og dermed få noget ud af det. Men hun fortalte så også undervejs, at for hende var det vigtigste at se, hvad han havde lavet, og det var det, hun glædede sig mest til. Fordi, egentlig, hun var meget sikker på, hvad hun følte og synes i hendes scener. Så hendes “awakening” kom nok først til sidst i biografen, hvor hun får sagt nogle ting, hun har haft svært ved at sige. Eksempelvis at hun faktisk gerne ville være kærester med ham. Det har jeg, som veninde, ikke engang hørt hende sige før. Så det var vildt for mig at høre også.

De har begge udtrykt, at filmen faktisk har hjulpet dem til at finde ud af, hvorfor de ikke skal være sammen. At filmen portrætterer noget, der har været enormt fint imellem dem, men som ikke skal være, fordi de til sidst kørte for meget i de samme mønstre. At tage fat i hinanden, have et rart moment, men så kommer der efterfølgende tre dårlige momenter. Laura mødte også en anden kort efter, så jeg tror også, det var en hjælp til at sætte et punktum og give plads til noget nyt for dem begge to.

Etta: Havde du en intention med filmen? Hvad skal den kunne vække i os?

Rikke: Både min og deres tanke var helt klart at portrættere de her to positioner, der kan opstå i komplicerede relationer. Det her med enten at føle sig ovenpå i en relation eller ikke at gøre det. Selvfølgelig er der nogen, der ikke kan relatere til det, men jeg tænker, at næsten alle kan relatere til det på en eller anden måde – at føle nogen vil en for meget, eller at man selv vil en person mere, end de vil. Jeg har selv været i et forhold i seks år, hvor jeg klart startede med at være Laura. Men jeg har virkelig også prøvet at stå i den anden position. Jeg følte, at jeg kunne relatere til dem begge to. Også i det samme forhold, at dynamikkerne kan skifte, og at det måske også er meget sundt, men at man nogen gange skal sige stop. Der har været flere i 50’erne, der har set den, som har fortalt mig nogle ting omkring, hvordan de har kunne relatere til det. Det synes jeg har været lidt vildt at høre. Jeg er kommet til at tale om nogle ting med folk, som man normalt ikke lige ville åbne op om.

Klara: Hvilken respons har filmen fået?

Nu er folk selvfølgelig sikkert rigtig søde overfor mig, men dem, jeg har snakket med, har haft en rigtig god respons. Jeg har også fået at vide af flere, at de har grædt, og da vi sad i biografen, kunne man godt høre snøften rundt omkring. Der har jo kun kunne være én fysisk visning på grund af corona, men det var en virkelig god oplevelse. Jeg var selv bare så fokuseret på de medvirkende, og hvordan det ville være for dem, fordi det også er heftigt at sidde inde i en biografsal og se sig selv. Men det var en virkelig god oplevelse, også for Laura og Malik. Det var bare på en måde endnu et lag for dem at se den sammen.

Etta: Hvad så nu? Hvor er Laura og Malik i dag?

Rikke: Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige til det, da det jo også er privat. Men de snakker sammen, når de støder på hinanden. De holder rigtig meget af hinanden, men har også lagt låg på deres relation nu. Jeg har bare været heldig som instruktør at have nogle medvirkende, som turde at give så meget og bliver ved med det, også efter filmen er slut.

Etta: Hvor kan filmen ses fremover?

Det er et godt spørgsmål. Egentlig vil vi jo gerne sende den ud til nogle flere festivaler, så det er jo nok det næste, der sker. Jeg sidder med en producer og prøver at finde ud af, hvad man kan gøre, for det er også lidt nyt for mig. Vi spørger selvfølgelig DR, om de kunne tænke sig at vise den, men jeg er heller ikke interesseret i at lave filmen om, hvis DR synes, at den skal klippes om. Så må den komme op og ligge på Vimeo, hvis det bliver et problem. Men i første omgang skal vi have sendt den til nogle festivaler, og på et eller andet tidspunkt skal den jo bare op og ligge et sted, så alle, der har lyst til at se den, kan se den.

Klara og Etta: Tusind tak, Rikke! Det har været en kæmpe fornøjelse.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN