Hvorfor er der ikke en ‘mand, kend din krop’?

Da min søster var 13 eller 14, og jeg var tre år yngre, fik min søster bogen ‘Kvinde, kend din krop’. Det var næsten rituelt, måden hvorpå vores mor tog den ud af bogreolen, hvor den havde ventet, til min søster blev gammel nok til at læse den. Hun havde selv fået den af vores mormor i en mere 70’er-agtig udgave og overleverede nu en vigtig viden. At kende og forbinde sig til sin krop.

En oplevelse forankrer en drengs syn på sin krop ved at illustrere adskillelsen: at være ikke-pige, dreng.

Samtidig billedet af den generationelt, overleverede omsorg.

En betydningsfuld begivenhed set fra periferien af fortællingen. Naturlig eksklusion. Jeg var yngre, endnu ikke trådt ind i puberteten. Jeg var en dreng.

Etablering af en undren i et pre-pubertært sprog. Hvad er der inde i den her vigtige ‘pige-bog’? Og hvad er der til mig?

Klik her og Støt SEIN

Måske endnu et uartikuleret ønske om at kunne rette en lignende omsorg mod sit køn.

Spørgsmålet forankres. Spørgsmålet bliver ved med at summe. Spørgsmålet bliver ikke besvaret. Så jeg skriver nu.

Tidlig undren skrevet frem i et intellektualiseret sprog.

Hvor er den gode, saglige, indlevende litteratur henvendt til den gruppe af kroppe, der oplever at blive beskrevet som drenge? En sprogliggørelse af oplevelsen af at have en krop?

Set udefra fremstår ‘Kvinde, kend din krop’ som en institution i flere unge kvinders bevidsthed og identitet. En læring i at betragte sin krop med ømhed og stolthed.

Det er det identitetsmæssige forhold, jeg savner at tilhøre. At indgå i en gruppe af kroppe. På en smuk og fin måde.

Jeg spørger min mor og mormor om betydningen af værket ‘Kvinde, kend din krop’. Den ligger på den køkkenternede dug mellem vores dampende te-krus. En samling af tekster skrevet til og af kvinder. En bog, der siden midten af 70’erne er blevet genudgivet 4 gange og  i sine skiftende udgaver formår at være en vedvarende del af kvinders identitet. 

Jeg vil forstå betydningen af den og dermed, hvad jeg selv har manglet. En håndbog i at have et positivt forhold til sin krop.

Først og fremmest var den vigtig som et oprør, fortæller de mig – næsten i kor. Kvindens køn var skjult i sproget, tabuiseret. Den blev et kampskrift for kvindefrigørelsen i 70’erne, men blev samtidig læst af unge kvinder. Den var en øvelse i ikke at skamme sig over sin krop. Min mormor fortæller, hvordan kvinder i hendes omgangskreds lånte den til hinanden. Min mor fortæller om i sin sene barndom at finde den i bogreolen og blive stolt. Stolt af at tilhøre et køn og en måde at være krop. At være en del af et fællesskab og et fælles sprog.

Kunne der tilsvarende være behov for et stykke litteratur, drenge kan spejle sig i? At blive indviet i et sprog.

Sproget som en omsorg. En måde at række ud.

Til en udstilling i forbindelse med kvindernes kampdag på museet KØN sidste år opdagede jeg, at der i 00’erne blev udgivet et forsøg på en pendant med titlen ‘Kend din krop, mand’. Bogen er inspireret af ‘Kvinde, kend din krop’´s plads i kvinders identitet og tager udgangspunkt i mænds manglende evne til at varetage deres krop.

‘Kend din krop, mand’ har ikke samme kamp-skrift-kvalitet som ‘Kvinde, kend din krop’. Den deltager ikke i en frigørelsesproces – at blive en del af mænds selvoplevelse og identitet.
Den består mest af en række beskrivelser af sygdomme i et skemalagt reaktionsmønster over hvilke symptomer, der skal handles på. Den indtager en rent pragmatisk position. Som forskerholdet udtalte med en kønsstereotyp analogi, skulle bogen “lære mænd at tolke alarmsignaler fra kroppen, som var den en brugt bil.” På samme måde diskuterer bogen mænds fællesidentitet næsten udelukkende med sport som referenceramme. Der er med bogen ikke et forsøg på at udvide identitetsrammen og udfoldelsesmulighederne. Det virker i øvrigt til, at den henvender sig mere til ældre mænd og vigtigheden i at varetage den basale sundhed end at have et livslangt og positivt forhold til sin krop. Jeg kender ingen, der har læst den.

Sprogets evne til at skabe forbindelser. At holde af sin krop som naturligt sammenvævet med det at være dreng. At være krop.

Kan man spørge helt enkelt: Hvorfor er en bog, der informerer om kropsbevidsthed, udbredt blandt kvinder, mens et tilsvarende stykke litteratur åbenlyst mangler til drenge?

Selv hvis litteraturen var der, ville det ikke være nok. Det vil kræve en kultur, hvor man naturligt bliver præsenteret for den. Et generationelt slægtskab, der forankrer et omsorgsfuldt sprog i den unge mands identitet.

Man må tænke sig et bånd frem. Mellem fædre og sønner. En forbindelse, jeg tror, de færreste unge mænd genkender.

Kroppe, der skiftes til at være unge og bære et sprog med videre.

Eller man må forestille sig et sted, det begynder. En ny måde at deltage i hinandens liv.

Jeg er begyndt at skrive en undren frem, jeg ikke vidste, jeg havde. Spørgsmålene flokker og reproducerer sig.

Er den kønshenvendte læring om kropsbevidsthed en indkredsning af omsorgen? At sige, at den ikke angår drenge. Adskille store grupper af kroppe fra den?

Tilhører nærværet og stoltheden over at have en krop ikke drenge? Er det en feminin måde at være krop? Nej.

Lærer drenge at se på deres kroppe med omsorg på samme måde, som vi ønsker piger gør?

Jeg vil ikke flytte undertrykkelsens perspektiv: drengene som de virkelige ofre af århundredlange selvopholdende kønsroller. Jeg vil udvide sproget for virkningen af de strukturer, vi er ved at forandre. Polariseringen af kønnene. Adskillelsen af kroppe.

Jeg dykker ned i litteraturen. Kropslitteraturen. Jeg leder efter den bog, jeg har savnet.

Jeg fjerner ‘mand’ før ‘kend din krop’ i søgefeltet og finder titlen på en bog, jeg ikke vidste fandtes. ‘Ung, kend din krop’, som blev udgivet i 2016. Den beskriver oplevelsen af at befinde sig i en krop, der gennemgår forandringer. Den inddrager alle køn i den samme litteratur.

En litterær reference på tværs af ofte adskilte grupper af kroppe. Et modsvar til polarisering og eksklusion.

En omsorg, der kan rumme alle kønnene.