Hvorfor forstår alle, at jeg ikke anmeldte min voldtægt?

I 2022 er der afsagt flere domme på voldtægtsområdet end i de mange foregående år. Det er ikke, fordi der er sket flere voldtægter på landsplan, men derimod at den velomtalte samtykkebaserede voldtægtslovgivning har haft en effekt i både domsafsigelsen, men også i ofrenes tillid til hele systemet, så antallet af politianmeldelser er steget.

Jeg klappede i mine hænder, da jeg hørte nyheden i juledagene – næsten som jeg klappede, da samtykkeloven blev vedtaget. Og så kneb jeg en tåre. Jeg havde forventet en anderledes følelse, end den jeg sad tilbage med, da jeg fandt ud af, at den lov, jeg havde kæmpet for, havde virket.

I sin tid kæmpede jeg for en efterkommen retfærdighed for min voldtægt, jeg blev udsat for som teenager. Jeg følte, at det også var min sejr; at det var min voldtægt, der blev legitimeret den dag i folketingssalen. For første gang følte jeg mig både set og hørt i retssystemet, og jeg priste mig lykkelig over, at fremtidige ofre for voldtægt og overgreb ikke skulle føle samme skyld og skam. At de ikke skulle undvige politistationen i frygt for, hvad der mon mødte dem.

Nu er jeg ikke længere teenager, men i stedet i mine 20’ere og på vej mod en etableret voksentilværelse. Jeg har altid følt, at når man først sætter foden inden for voksenlivets arena, så står der ingen ungdomsfarer og lurer rundt om hjørnet. Måske er jeg ikke helt inde i de voksnes rækker, for jeg ved nu, at det var naivt af mig at tro, at man ikke bliver voldtaget, når først man begynder sit spæde voksenliv med hverdag, gryderetter og tunge pensumbøger.

For ganske vist følte jeg mig ikke særlig voksen, da jeg en sen julidag skulle til koncert med en veninde. Jeg følte mig næsten som teenager igen, da jeg cyklede gennem sommerlune aftentimer for at danse i en menneskemængde af våde kroppe fra sved og sommerregn. Det var en kortvarig, genfunden ungdomslykke, der udfoldede sig i råb, klapsalver og øl.

Klik her og Støt SEIN

Voldtægtens første døgn

I slutningen af aftenen tilbage i juli, går jeg mod min cykel efter at have drukket nogle øl med venner og danset med nye bekendtskaber. En nyfunden ven for aftenen tilbyder, at jeg ikke skal gå alene gennem gaderne for at finde min cykel. Han ved godt, hvor den holder, siger han, og så vi går gennem daggrysbelyste gader i Aarhus. Men pludselig går vi ikke mere. Vi stopper op, og det er ikke fordi, vi finder min cykel. Vi stopper op, fordi han forventer en urimelig betaling for hans menneskelige taxatjeneste.

Betalingen får han. Jeg giver ham den ikke frivilligt og jeg spørger endda høfligt, om han ikke nok vil lade være, efter han har slået mit hoved ned i jorden. Han kigger på mig. Det vil han ikke. Han tager sin betaling, da han tager bukserne af mig, og den sidste transaktion gennemfører han, da han fuldbyrder sin voldtægt. Jeg græder af smerte, og jeg ved ikke, om det er min sjæl eller min krop, der græder mest. Og så fryser jeg. Ikke fordi, det er koldt udenfor, men jeg fryser, fordi min krop tror, at den er i fare for at dø.

I dette øjeblik findes der ingen klapsalver. Der findes ingen andre øl end dem, alle, der blev tilbage i byen, hælder ned, selvom klokken har passeret 3:00. Og råbet eksisterer blot på et spinkelt og inderligt grundlag. Man skal lytte godt efter for at vide, at det findes.

Hende, der klappede af samtykkelovens gennemførelse, ville nok holde igen med klapsalven, hvis hun vidste, at fremtidige voldtægtsofre også indebar hende selv. Eller i hvert fald når hun fandt ud af, at hendes 23-årige selv ikke ville anmelde den voldtægt, hun blev udsat for – på trods af en ny voldtægtslovgivning. Hun ville nok nærmere være skuffet; for hvordan kunne hun ikke udnytte den vundne juridiske retfærdighed? Hvordan kunne hun ikke tænke, at systemet nok skulle passe på hende?

Jeg er ikke fuld, da jeg finder vej væk fra min voldtægt. Jeg er i panik. Så jeg stikker af fra byen og finder min cykel, og mens solen står op, cykler jeg gennem Aarhus’ gader med skammen over, at jeg græder i offentligheden. For jeg græder som pisket, og jeg skriger for mine lungers fulde kraft.

Skammen har ingen afstamning i, at jeg har blod på tøjet, eller at jeg lige er blevet voldtaget for tredive minutter siden. Min skam ligger kun i, at jeg græder i offentligheden. Den rummer intet andet, end at det ikke er socialt acceptabelt, og jeg føler, at nattens berusede mennesker retter øjne mod min forfængelighed. Jeg skammer mig i alle led af min krop, der ikke hænger sammen med mit hoved længere. Intet i skammen fortæller mig, at jeg burde anmelde det. Den fortæller mig det modsatte: at det er farligt at anmelde.

”Sagde du fra?” og ”har du nogle beviser?” er to spørgsmål, jeg frygter. Jeg frygter dem næsten lige så meget, som jeg frygter min voldtægtsperson, hver gang mørket falder på. For jeg sagde jo fra. Men er det også godt nok?

Var mine tårer nok til at sige fra, og hvorfor var jeg høflig, da jeg spurgte ham pænt, om han ikke ville være så venlig ikke at penetrere mig mod min vilje? Er blod og blå mærker beviser nok, eller vil nogen sige, at det bare er sådan, at jeg godt kan lide at have sex? De fysiske skader og de psykiske mén, der nu er en pakkeløsning, vil nok aldrig være bevismateriale nok til at få retfærdigheden frem i en retssal, tænker jeg de mange efterfølgende dage.

I virkeligheden vil jeg egentlig bare have fred. Bare efterlades alene med mine tanker i håbet om, at de en dag vil føles som mine egne igen. At jeg en dag selv vil tro nok på dem til at eje dem. Jeg vil ikke tænke på ”hvad nu hvis” og på scenarier, der aldrig kommer til at ske. For retssalen er udelukket, hvis mine tanker nogensinde skal føles som mine igen.

I retssalen følger afhøringer med, og der følger kritiske spørgsmål med. Jeg kender jo rutinen fra sidste gang, jeg gjorde det utænkelige; jeg delte min voldtægt med retssystemet. ”Er du sikker?” sår den første tvivl om den nat, jeg ville ønske, jeg – på én og samme tid – kunne huske de sidste dele af, men som jeg også ønsker at glemme resten af mit liv.

Efterfølgende kommer der spørgsmål, jeg ikke kan svare på i en choktilstand. Det er umuligt. For ligesom en hovedløs kylling, der løber rundt, så aner jeg ikke, hvor jeg har lagt mit hoved. Alt er tomt og stille derinde. Ingen tanker eksisterer, og jeg løber blot rundt og eksisterer i det narrativ, der før havde været hverdagsscener.

Dagen efter ringer jeg til mine forældre, og de vil ikke have, at jeg lægger på, mens de kører vejen fra Sydfyn og op mod min lejlighed i Aarhus midtby. De er bange, men jeg forstår det ikke. Jeg siger jo, at jeg har det fint, selvom jeg en time forinden var blevet sendt hjem fra det arbejde, jeg var taget ud på. Hvor jeg græd så meget, at jeg ikke kunne føre en samtale. Jeg sagde intet, jeg skreg bare og græd, da min kollega kiggede stille på mig og sagde: ”Jeg ved ikke, hvad du går igennem, men det ser svært ud.”

Med de ord er jeg sendt hjem til min seng, jeg ligger i, da mine forældre kommer. Helt tom og helt ren fra mit lange bad, der skyllede alle beviser ud i afløbet. ”Det var bevidst,” lyver jeg, men i virkeligheden var min krop bare så beskidt, at intet bad ville kunne gøre den ren igen. Ved at lyve om bevidstheden i min brusekabine, giver jeg dem måske et indtryk af, at jeg hele tiden havde vidst, at jeg ikke skulle anmelde det. Størstedelen af bevismaterialer i min sag er vaskbart DNA, og nu flyder det blot rundt i Aarhus’ kloaker, selvom jeg flere gange har fortrudt, at jeg ikke holdt den beskidte følelse ud bare en anelse længere.

Mine forældre putter mit beskidte tøj fra natten i en plasticpose. ”Jeg vil have det vasket,” siger jeg, men min mor siger, at det skal gives til politiet. Jeg har lige købt de brune cargo-bukser, der ligger i posen. Jeg vil ikke af med dem – de trænger jo bare til en vask. Ligesom alt det andet, der føles mudret til i traumer.

Seks måneder efter

Mine forældre siger, at voldtægten skal anmeldes, og det er de ikke de eneste, der gør. Min veninde siger det samme dag. Men når jeg helt nøgen og afklædt for følelser fortæller, at jeg ikke kan gøre det, så siger de det samme: ”det forstår jeg godt.”

Sådan fortsætter de fleste af mine samtaler faktisk her seks måneder efter min voldtægt er fundet sted, mens jeg stadig ikke har været i kontakt med politiet. Og måske alle ikke forstår det til en start, men i mit tilfælde er der ikke én, der endnu har sagt, at de ikke forstår mit valg om at leve med min uanmeldte voldtægt på CV’et.

Gentraumatiseringen er mit bedste kort at trække i diskussionen om at anmelde. Folk forstår bedre, at jeg ikke vil såres igen, end at jeg ikke har overskud. På den måde vil alle ikke skulle låne mig deres egen tid og egne kræfter ud, så det bliver muligt for mig at gennemgå en retssag. Så jeg holder på, at systemet gentraumatiserer, for det synes nødvendigt for at få sandheden frem.

Tænk at skulle se ham igen. Kigge ind i de øjne igen, der var helt døde, da de lå ovenpå mig og kiggede ned på min frosne krop. At skulle høre ham fortælle, hvad jeg havde sagt og gjort, som havde været udtryk for, hvor meget jeg havde lyst til at blive voldtaget. Få gravet min seksuelle historik frem til skue for dommere og andre tilskuere. At skulle være målmand uden energi i en kamp, der ville trække i langdrag med skud som, at jeg havde drukket alkohol, at jeg havde flirtet, eller at jeg havde det forkerte tøj på, som uheldigvis sendte signaler om, at min krop var allemandseje den nat.

Der er mange ulemper ved at anmelde i et voldtægtsoffers hoved. I hvert fald i mit. Det er ikke ligetil, og det er en risiko, jeg ville skulle løbe. Jeg er ikke garanteret noget – hverken retfærdighed eller en oplevelse af at blive troet på. Det eneste, jeg er garanteret, er, at det bliver en lang kamp, som, statistikkerne viser mig, sjældent lykkes.

Så fra nu af bidrager jeg til statistikkernes mørketal, og jeg føler mig forkert placeret i diagrammerne. Som om jeg er på den side af søjlerne, hvor min voldtægt ikke er legitim. Det føles som bedrageri, og jeg føler skyld og skam i overflod. Men til gengæld hæfter jeg mig ved, at jeg har beholdt så meget af mit liv som muligt, som jeg kendte det. Holdt fast i de fleste af de ting, jeg kan, når jeg ikke har dårlige dage. Jeg har mit mentale helbred, der er i gang med at hele i stedet for at blive revet endnu mere itu, og jeg har en følelse af, at jeg er kommet længere i min helingsproces, end hvis jeg havde valgt at anmelde voldtægten.

Jeg har måtte tage det valg, der nok altid vil være det sværeste, jeg kommer ud for som menneske. Juridisk retfærdighed eller prøve at få mit liv tilbage? For jeg kan ikke få begge dele. Det er den virkelighed, der buldrer løs oppe i hovedet på mig. Og jeg tænker, at jeg ikke er den eneste. For der er tusindvis af voldtægter, der ikke bliver anmeldt.

Hvad skal der ske med os? Os, der ikke får juridisk retfærdighed at føle, når dommen falder over ondskaben i menneskeform? Os, der aldrig bliver anerkendt til pleje, prøver og hjælp på samme vilkår som de, der står på politistationen? Os, der også har måtte sige fra og sygemelde os på arbejde og studie, fordi vi ikke kan mere, men som ingen erstatning får, fordi vi ikke anmeldte det inden for de første 72 timer? Hvad bliver der af vores retfærdighed?

Skal min retfærdighed ligge i, at ham, der voldtog mig, måske har lært af sin fejl? At han fortryder, og at han sikkert også har svært ved at være i intime relationer? Skal jeg trøste mig ved tanken om, at han garanteret er sværere at elske end mig? Skal jeg lede efter retfærdigheden i de tårer, jeg ikke græder over ham, men over den del af mig selv, jeg har mistet?

Jeg kan dvæle ved alle de ting, der er taget fra mig. At kunne gå uden for min lejlighed efter mørkets frembrud og at holde af at modtage kram fra folk, jeg elsker. At gå en dag uden at skulle i bad, fordi min krop føles som en grusgrav i regnvejr: helt beskidt. Sociale evner, lyse dage og en lyst til at være menneske blandt andre mennesker – for bare at nævne et par få af de ting, der engang var mine, men som føles stjålet fra mig.

Det føles som en uendelig skattejagt at lede efter retfærdigheden, og måske findes den ikke i hverken mine tårer eller den dag, hvor jeg ikke vil føle mig tilfangetaget af kram. Måske er den et helt andet sted.

Jeg tror, at jeg selv må opfinde dele af retfærdigheden. Jeg må selv finde en form for ro i, at jeg har holdt fast i noget, der giver mig troen på, at der nok skal være et liv til mig efter voldtægten. Og at jeg ikke har givet op på mig selv, bare fordi jeg ikke kæmper, som andre kunne gøre det. Jeg må nok bare acceptere, at min overskudskonto er i minus, og at sorg ikke er en valuta, jeg kan handle med i retten.

Så muligvis kan jeg ikke vinde i retten, men jeg kan vinde dele af mig selv tilbage. Og selvom jeg ikke får juridisk retfærdighed ud af den brede forståelse af min frygt for retssystemet, jeg møder, så findes der en omsorg. En omsorg i, at jeg kan få mit liv igen, og at jeg en dag vil kunne kramme andre, mens jeg nyder det. At jeg vil kunne stå op uden at tænke på, hvilke farer der venter mig ude i verden. Og i forståelsen finder jeg en retfærdighed i, at det ikke er hverken er mig eller min voldtægt, den er gal med. Ansvaret ligger et andet sted, og i alles forståelse af min uanmeldte voldtægt ligger der vel også en kritik?