I en skov af beslutninger

05. februar 2020

Ernestine har skrevet en tekst om at blive bange for de mange beslutninger og valg, der omringer hende, i takt med at hun bliver ældre. Hun har ikke før følt, at hun er blevet konfronteret med valg og fravalg og føler sig nu meget ensom i sin beslutningstagen. I sin tekst undersøger hun, hvorfor det er svært for hende at tage valg om ting, hun ellers havde set frem til, og hvor den pludselige følelse af ensomhed stammer fra.

Illustration af Xenia Ockens

Jeg er simpelthen så bange for at fortryde.

Siden jeg har været helt lille, har jeg været bange for at vælge. Jeg har været bange for at vælge både til eller fra og har, hvis muligt, altid prøvet at give ansvaret videre. En tendens, jeg har båret hele vejen op igennem mine ungdomsår og ind i min spæde start på voksenlivet. Spørgsmål, der før startede som “Skal vi lege hos dig eller mig?”, er blevet erstattet med mere krævende og langt vigtigere problemstillinger såsom “Skal jeg arbejde for at kunne rejse eller rejse og så arbejde?”. Selvom jeg i takt med årsskiftet er vokset ind i en ny tid som ung, og derigennem føler, jeg er blevet væsentligt ældre, kan jeg stadig ikke tage stilling. Og når jeg tænker over det, har jeg næsten aldrig taget stilling selv. Jeg tog ikke stilling til, hvorvidt jeg ville konfirmeres. Jeg gjorde det bare. Jeg tog ej heller stilling til, om jeg ville på gymnasiet. Jeg gjorde det bare. Studieretningen på gymnasiet blev valgt til, lidt halvt tilfældigt i forbindelse med mine efterskolevenner. En efterskole, jeg heller ikke selv valgte, men som mine forældre valgte for mig. Ideen om valget skræmmer mig fra vid og sans, men det, der skræmmer mig endnu mere, er faktisk det fravalg, der bliver affødt af det andet. Frygten for at træde forkert og fortryde. Jeg er simpelthen så bange for at fortryde. At vågne op i min seng og se på mit liv med et stik af vemod skræmmer mig. Og hvis jeg virkelig tænker efter, har jeg altid taget de valg, der så vidt muligt udelukkede fortrydelse. Der er et mønster i mine valg. Et mønster af andres aftryk på mit liv. Jeg vælger de folk, jeg har omkring mig, til og tager valg med dem i bagtankerne. Og selvom jeg har nydt den sikre vej, må jeg indse, at den tid er forbi.

Det virker, som om beslutningerne tårner sig op omkring mig som egetræer, uanset hvor jeg kigger hen.

I stil med alle andre sabbatårslevende unge voksne mennesker har valget som koncept nu rodfæstet sig i min livsopfattelse, og jeg ser det overalt. Mit fodfæste har rykket sig fra det stabile grundlag, baseret på vægtløse valg, til tunge beslutninger, der skal danne rammen om min tilværelse. Vil jeg ud at rejse? Nu eller senere? Vil jeg på højskole? Nu eller senere? Vil jeg flytte hjemmefra? Nu eller senere? Det virker, som om beslutningerne tårner sig op omkring mig som egetræer, hvis brede trækroner langsomt begynder at fortætte den blå himmel over mig, uanset hvor jeg kigger hen. Og mens jeg befinder mig i min skov af beslutninger, føler jeg mig nu også lige pludselig meget alene.

Jeg startede mit sabbatår ud med et job som tjener, hvor jeg hovedsageligt arbejdede aftenvagter. Da de fleste af mine bekendte arbejder i vuggestuer eller børnehaver, betød dette, at jeg meget hurtigt følte mig afskåret fra min vennekreds. Da vinteren så kom, bar den et jobtilbud som piccoline med, hvilket betød, at jeg nu kunne gøre op med de skæve arbejdstider og bytte det ud med 8-16 mandag til fredag. Dog medbragte stillingen også en hel del ansvar og på mange måder meget lidt frihed. Samtidig med dette tilbud fik jeg mulighed for at flytte i lejlighed, en drøm, jeg også har haft længe. Og selvom det virker som en ideel situation (fast arbejde og ny lejlighed), havde det den modsatte effekt på mig. Tanken om at skulle love mig væk til et job med så lidt fleksibilitet skræmte mig fra vid og sans. Og pludselig blev flytningen en realitet frem for noget, jeg havde snakket lidt løst om før i tiden. Da begge disse beslutninger kolliderede, sendte det mig med raketfart ind i et akut stadie af angst over at skulle vælge. Jeg frygtede mere end noget andet at vælge forkert, og den frygt overskyggede til sidst det positive og privilegerede ved at have fået disse muligheder. Da jeg aldrig før er blevet sat i en position, hvor et valg, jeg selv tager, rent faktisk vil have stor betydning for min kommende tilværelse, blev jeg næsten handlingslammet. Udover at være bange for at fortryde frygtede jeg også at blive snydt i valget. Jeg frygtede, at lejligheden måske ville være en kæmpe fejl, fordi jeg var så uerfaren, og at det derfor gjorde mig til et “nemt” offer for en udlejer. I sådanne situationer bliver man ret bevidst om, hvor lille man egentlig er.

Det var først, da der blev stille igen, at jeg kunne mærke efter og derefter træffe mit eget valg.

Så der stod jeg jo så. I min skov af beslutninger, næsten kvalt af de dybgrønne trækroner, der svajede i vinden over mig, og søgte desperat en udvej, en lysning eller en sti ud af mængden af træer. Og den fandt jeg sjovt nok ved at gå tilbage til det, jeg altid har gjort. Jeg spurgte simpelthen alle de bekendte, jeg havde, og selvom alle var af forskellig opfattelse af, hvad jeg skulle gøre, fik jeg på mange måder et nyt perspektiv på min situation. Selvom alle var gode til at hjælpe, fandt jeg dog ikke min udvej dér. Det var, som om den vejledning, jeg fik af dem omkring, kun udpenslede, hvor alene jeg faktisk stod med mit valg. Det var først, da der blev stille igen, at jeg kunne mærke efter og derefter træffe mit eget valg. Jobbet blev valgt fra, og lejligheden blev valgt til. Selvom det strittede imod al logik, at jeg valgte en lejlighed uden at have et fast job, mærkede jeg efter og vurderede at det at binde sig til et fast job på den måde bare ikke føltes rigtig.

Ensomheden havde sløret mit indre syn og gjort mig følelsesmæssigt forvirret og fortabt. Og når jeg nu sidder og ser i retrospekt på de valg, jeg har foretaget både før og siden da, tænker jeg ofte på, hvorvidt ensomheden rent faktisk eksisterede, eller om jeg bare var bange for dens eksistens. Var jeg bange for at tage mit eget valg eller bange for at fravælge noget bedre? Når man står alene i sådan en situation, bliver det hele meget nemt uoverskueligt. Man kan blive overvældet af sine følelser, og nogle gange kan de følelser vokse sig så højt op omkring dig, at skoven virker uendelig stor.
I sådanne situationer er dem, vi skal søge ly hos, ofte vores venner og familie, og det er dem, vi skal kunne læne os op ad, når tingene skærper til. Så den her går ud til alle, der står og føler sig alene i skoven af beslutningerne. Husk, at selvom det er jer selv, der skal vælge, så frygt ej ensomheden. Konfrontér den, og bed den om at rende og hoppe.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her