Interview med Embla Asmussen – om kunsten at overleve kunsten

På forsiden af Embla Kristine Asmussens bog ‘21 år i Kunstens Vold‘ er en illustration af hendes “signaturfrisure”, som hun selv kalder den: Vildt og bølget pandehår, der bliver samlet i to sirlige fletninger, der hænger over skuldrene. Embla viser os de to fletninger – nu ikke længere hængende over sine skuldre, men i stedet afklippet og gemt væk på badeværelset.

På sin fødselsdag sagde hun nemlig farvel til signaturfrisuren og barberede i stedet alt håret af.

Embla fortæller os, at håret holder på meget energi: “Jeg gør mig klar til en ny periode, og derfor følte jeg, at der skulle ske et skift”, siger hun.

Når hun taler med os, tænker hun sig længe om, inden hun svarer. I mens ryger hånden en gang i mellem op og kører over hendes karseklippede hovedbund.

Idéen om at lide for kunsten

Embla bor i Tilst sammen med sin kæreste. Vi sidder på bussen og ser markerne rulle forbi os, når vi kører derhen. 

Vi træder ind i Emblas toværelses lejlighed. Væggene er prydet med malerier af kvinder: En har langt strittende, farverigt hår og med fedtruller på maven og en anden har et træ voksende ud af sine hænder. Inden vi går, får vi at vide af Embla, at hun har lavet det første billede selv.

Det er to år siden Embla skrev bogen ‘21 år i Kunstens Vold’. Hun fortæller os, at det var en helingsproces at skrive den. Bogen blev skrevet, mens hun var indlagt på psykiatrisk afdeling i foråret 2022. Hun har kontaktet os hos SEIN, fordi hendes bog, ligesom vores magasin, er skrevet af en ung person med målet om at nå ud til andre unge mennesker. 

Bogen tager udgangspunkt i Emblas livslange karriere inden for teater og skuespil.

“Meget af materialet, jeg kunne finde om det her tema var outdated, og ikke skrevet for den generation, jeg er en del af”, siger hun. Målet er, at bogen skal være mere end en selvbiografi. Den skal også kunne rykke ved noget. 

“Min generation er udfordret på mentalt helbred, og vi begynder at tage nogle debatter nu, som de tidligere generationer ikke har taget om mentalt helbred. Men det manglede at nå kulturbranchen.”

Mentalt helbred og det, at kunstnere forventes at skulle lide for at skabe kunst, bliver et centralt tema i vores snak:

“Jeg følte, jeg blev fortalt, at du skal lide for kunsten.” 

Hun fortæller os, at hun blev indlagt på psykiatrisk afdeling dagen efter, at hun var færdig med at skrive en teaterforestilling. Det var meningen, hun kun skulle instruere stykket, men så sprang skuespilleren, der skulle spille hovedrollen, fra to uger inden premieren.

Derfor tog Embla rollen selv.

“Der puttede jeg så kunsten foran mig”, indrømmer hun. “Jeg tror, jeg kom til at blive i nogle følelser, og jeg tror, jeg fastholdt mig lidt i de følelser, som karakteren havde.”

Det skete kort efter, at Embla var blevet student. Hun fortæller, at hun ikke havde det så godt psykisk i den periode. Desuden fik hun ikke nogen penge for det teaterstykke, hun lavede, så hun skulle også arbejde ved siden af. Hun stod i en limbo mellem at ville mere, end hun kunne klare.

“Det blev bare for hårdt,” fortæller hun os. 

Embla lægger desuden til, at det har været for svært for hende at forene sine behov med det at være ved teaterinstitutionen.

“De behov, du har, kan ikke blive mødt nogle steder i branchen”, har hun fået at vide op til flere gange. Embla har nemlig behov for at vide, hvornår hun skal på arbejde, og om hun må tage hjem i weekenden for at se sin kæreste.

“Du kan ikke få børn, og du kan ikke vide, hvornår din næste løncheck kommer”, fortæller hun. Men Embla vil gerne have børn og bo i en villa. Samtidig med, at hun gerne vil lave kunst.

Bæredygtig energi

Efter sin indlæggelse ændrede Embla sin tilgang til kunsten. “Min tilgang til kunsten var ikke længere bæredygtig”, fortæller hun. Hun griner, når vi spørger hende, om hun førhen romantiserede det at lide.

“Det er lige præcist sådan, jeg havde det”, svarer hun, stemmen er bestemt, og vi forstår, at hun mener det.

Bogen er inddelt i fem dele fra “barndom” til “voksen ungdom”. Bevægende fra en livsfase til den næste lærer Embla sine egne behov og grænser bedre at kende, men bevægelsen har langt fra været lineær.

“Jeg har ikke lyst til at være en lidende kunstner”, står der i starten af kapitlet “ungdom”.

Det stammer fra et indslag i en af Emblas mange dagbøger. Hun har altid skrevet dagbog, fortæller hun os, og peger hen på en reol i stuen. Størstedelen af nederste hylde er fyldt op med notesbøger. 

Hvad betyder ordet “bæredygtighed” for dig?

Et roligere tempo er blevet et fokus for Embla. Førhen følte hun, at hun knapt kunne holde hovedet over vand.

“Du kan bare mærke det, at der kun skal en lille sten ind i det der hjul, før det hele bryder sammen”, siger hun. 

Men hendes nye tilgang har fået en anden ordlyd og den kimer på bæredygtighed.

“Hver gang du fælder et træ, planter du et træ. Får cirklen til at køre”, siger hun og fortsætter: “På Kaospilot snakker vi om re-generativitet, som er udover bare at sustaine noget. Der regenererer vi også mere produktiv energi.”

Hun forestiller sig, at den produktive energi er mellem sine hænder, og det er lidt som om hun driver den frem mellem dem. 

Lige nu studerer Embla til at blive kaospilot, og det er tydeligt, at hun vil noget konkret med sin uddannelse. Kaospilot er et studie her i Aarhus, hvor man lærer blandt andet at blive en kreativ leder og entreprenør. Hun vidste godt, at hun ikke skulle blive skuespiller, men hun vil stadig vide alt om det at skabe kunst.

Hvordan man får alt til at gå rundt. Hvordan man bliver en god leder inden for teater. Hun søgte ind, fordi hun håber på at kunne starte på et mindre teater i Aarhus senere hen. Et sted, hvor der er mere plads og et roligere tempo. 

“Det er det, jeg håber, at jeg kan gøre med det.”

For selvom Embla har ændret sin tilgang til kunsten, så har hun aldrig kunne lade den ligge. Derfor fylder den stadig, når hun tænker på sin fremtid.

“Jeg har nu levet 21 år af mit liv, og gennem alle disse har kunsten aldrig sluppet mig. Dens tag er nærmest blevet fastere og voldsommere,” skriver hun i sin bog.

Vi spørger Embla, hvad hun håber, hendes bog vil gøre. “Jeg håber, at den vil så en spire til noget nyt. Måske læserne begynder at gentænke noget, de gør.”

Hendes ønske er, at hendes ord vil sætte nogle refleksioner i gang hos alle, der læser dem: “Og det behøver ikke engang være kunstrelateret. Måske de bare gør noget på en måde, som ikke er så holdbart for dem som mennesker.”

Den lidende kunster er blevet erstattet med den bæredygtige. Stress er byttet ud med omsorg. Fangen frigøres. Eller for at afslutte med et citat fra Emblas bog:

“For at føle mig fri må jeg opsøge det mest oprigtige og smukkeste, jeg kender i denne verden: kærligheden, naturen og kunsten. Det er min hellige treenighed.” 

Tekst: Elida Marie Gravklev og Clara Ørsted Larsson

Redaktør: Johanne Ringøen og Peter Bitsch Hjortshøj

Visuelt: Elida Marie Gravklev