Fra chefredaktøren: Om at fejle

Normalt når jeg skriver, starter jeg med at sætte mig på en hård stol ved spisebordet i stuen. Så rykker jeg fra bordet til sofaen. Fra sofaen til sengen. Og til sidst ligger jeg med computeren på maven og taster helt oppe i fortænderne på mig selv.

I dag har jeg sat mig på en cafe. Jeg har snakket med min mor på cykelturen herhen, og jeg har snakket meget med mine venner om denne måneds emne, for jeg synes, at det er rigtig svært at skrive om. Det er svært, fordi jeg selv er dårlig til det, jeg gerne vil råde andre til at gøre bedre. Februars brev handler om at fejle.

Jeg laver rigtig mange fejl hele tiden. Jeg glemmer næsten altid at komme salt i retten, når jeg laver mad, hvilket virkelig ikke er særlig fedt for hverken mig selv eller dem, jeg serverer det for. Jeg prioriterer min tid dårligt, så jeg har mindst tid til det vigtigste. Jeg glemmer folks navne.

Jeg ville ønske, at jeg var bedre til at vælge, hvilke ting jeg havde lyst til at betragte som fejl. Jeg ville ønske, at det kunne være lettere for mig at tage beslutninger, fordi jeg var mindre bange for at tage den forkerte.

Der er rigtig meget, der kan føles som fejl. Sabbatår kan føles som fejl. Ting, man ikke får gjort, kan føles som fejl. Ting, man er kommet til at gøre, kan føles som fejl. De ting, man efterlod af sig selv på internettet i 2014, kan føles som fejl. Men det er samtidig også gået op for mig, at fejl egentlig bare er noget, der ikke går som planlagt. Og man vælger så enten at se på det, der ikke går som planlagt, som en fejl eller som et held.

Jeg tror alt for ofte, at jeg selv kommer til at se på tingene som fejl, selvom jeg ikke burde. Og uden at jeg skal komme til at lyde som en omvendt version af faren i Little Miss Sunshine. Ham, der tager rundt med sit ‘Refuse to Lose’-oplæg. For det er ikke meningen, at jeg skal lyde som én, der holder en stor Hollywood-tale. Men det ER vigtigt at give rum til at fejle. Især når man skal lave noget kreativt.

På SEIN har vi et lillebitte digitalt redaktionsmøde hver hverdagsmorgen, som vi kalder ‘morgenmødet’. Og lige inden vi launchede i september, skrev jeg dette ud til redaktionen:

“I den sidste tid inden det hele går løs, begynder vi langsomt at stramme op. Vi skal få en masse idéer, lave en masse indhold og kæmpe for, at SEIN bliver alt, hvad det skal være.
Det kan virke som et stort pres. Og derfor er det virkelig vigtigt for mig, at I alle forstår, at det er det ikke. SEIN skal for altid være et frirum og et kreativt rum, det skal bare lige lære at finde sin plads i vores travle liv.
Derfor vil jeg gerne dele dette citat med jer i dag. For at huske jer på, at I altid er gode nok. Og det altid er godt, det I laver. Måske bliver det ikke altid det bedste, måske bliver det bare anderledes. Og det er okay.
Læs dette svar på spørgsmålet om at være selvkritisk i en kreativ proces, og mind jer selv om det, når jeres deadlines begynder at rulle:

“Try to remove the responsibility. Not as an excuse to be lazy. But as a way to just go for it. Try something, and you will fail, and you will just keep editing or whatever.
To me there is something comforting about the idea of art as artifact. Just trying to make whatever is in you, and be okay with it for what it is, and nothing has to be worse – it is all just different.
Sometimes you feel super inspired and sometimes you don’t. I think that is okay. And when I think about the artists or writers I admire, it’s not like they had a consistently upward slope of the quality of their work. It’s like everything was kind of just it’s own thing.
So if you can take that pressure of yourself. It is easier said than done – but it helps a lot.”
– Tavi Gevinson (Inforum’s 21st Century Visionary Award)

Citatet her bruger jeg også selv til at prøve at indse, at den største forhindring for noget ofte er ens egen frygt for at fejle. At man er så bange, at man aldrig når at komme i gang med overhovedet at prøve det af. Det er vildt svært at lade være med. Men det er også vildt ærgerligt, at man har det sådan. For jeg ved, at SEIN aldrig var blevet til noget, medmindre at alle os, der på nogen måde har rørt ved det, delt det med nogen, brugt det til noget og skabt noget på det havde turde gøre netop det.

Jeg tror også, at det handler om den idé, der er blevet skabt om, at der er én lige linje. Jeg ved ikke, hvor den kommer fra, men jeg ved, at den stadig sidder i mig. Idéen om, at den motorvej, systemet har skabt for én, er den vej, man skal gå, hvis man skal gøre det rigtige. Og jeg tror langsomt, at det begynder at gå op for mig, at man kan lære noget på alle de veje, man går. Alle ens sidespring, alle ens sabbatår, alle ens fiaskoer, fejltagelser, afslag.
Det handler også om presset til at gøre det rigtige. At man ikke bare kan vælge et sidespring, man skal også vælge det rigtige sidespring. Og det er endnu sværere at gøre op med.

I december fik SEIN afslag på vores mediestøtteansøgning. På en måde kan man sige, at vi fejlede, men det er også gået op for mig, at det handler meget om, hvordan man ser på ens fejl. Om man gør det til en fejl, eller om man gør det til en hændelse. Og vores afslag var helt klart en hændelse. Med støtte fra Roskilde Festival Fonden og Tuborg Fondet fortsætter vi med at kæmpe for fællesskabet og ærligheden på SEIN.

Vi fortsætter med at kæmpe for at have et sted som SEIN, hvor der er plads til, at man må fejle. Hvor man kan prøve ting af. Hvor man kan eksperimentere. Og hvor man på ingen måde skal være fejlfri.
Det kan lyde som et Tumblr-quote, men jeg mener det.

Bliv endelig ved med at sende bidrag og ansøgninger og kommentere på SEIN. Så kan vi skabe et rum, hvor man godt må fejle og prøve ting af og tage sidespring. Sammen.

Vi ses i morgen.
Hilsen Sara