Interview med Ida-Sophia: ‘Efterladt på set’ – en fortælling om at miste og genfinde sig selv

03. juni 2025

Radio- og podcastvært Ida-Sophia blev for alvor et household name, da hun via sine Nynnes dagbog-agtige Instagram-opslag åbnede døren til sit indre følelsesliv, præget af pinlige episoder, store følelser, jalousi, kærlighed, ensomhed, dybe venskaber og alt det kaos, der følger med ungdommen og det spirende voksenliv. Men hvordan føles det, når man vover sig ud i at opskalere ens personlige fortællinger og skrive sin debutroman om netop dette? 

Det er 34-årige Ida-Sophia Petersens første interview i forbindelse med udgivelsen af hendes debutroman ‘Efterladt på set’, der lander på hylderne om lidt. Hun er nervøs, men også lettet. For efter to år med udsatte deadlines og passager, der røg direkte i papirkurven, er det nu en realitet: Bogen udkommer den 3. juni.

Romanen tager udgangspunkt i tre skelsættende år i Ida-Sophias liv. Efter et opslidende brud med en relation, hvor hun langsomt har mistet sig selv, kastes hun ud i et nyt, og til tider, helt umuligt singleliv. En depression begynder at snige sig ind og overtager stille og roligt hverdagen, så meget at hun ikke længere er i stand til at passe sit arbejde.

Mens dagene går med lange gåture, cigaretter på altanen og timer hos psykologen, begynder veninderne omkring hende at flytte sammen med deres kærester og lægge ungdommens kaos og sene nætter bag sig. Men det er også de samme veninder, der bliver hendes redningsplanke. Dem, der griber hende, før hun selv opdager, at hun er ved at falde.

 

Klik her og Støt SEIN

‘Efterladt på set’ er både en fuckfinger til slut-tyvernes forventninger og en kærlighedserklæring til alt det, og dem, der gør livet værd at hænge fast i.

Jeg mødtes med Ida-Sophia på en café på Frederiksberg over en kaffe og en appelsinjuice for at tale om den kommende udgivelse af ‘Efterladt på set’.

Jeg er faktisk helt vildt nervøs. Af alle mulige forskellige årsager. Altså selvfølgelig både fordi, at den er så personlig og også fordi den på en eller anden måde skal repræsentere nogle følelser, som mange andre mennesker også har.

Jeg er bange for at beskrive en depression på en måde, som gør, at andre, der har haft en depression, bliver skuffede eller ikke kan kende sig selv i det. Der er altid den der risiko for, at man både skuffer nogen, men også gør nogen kede af det, eller gør at nogen føler sig endnu mere fremmedgjorte.

Hvis nu de har tænkt, at de 100 % ville kunne spejle sig i min bog, og de så overhovedet ikke kan det.

Noget af det, som jeg har opdaget ved at skrive bogen, er, hvor meget mine venner faktisk var der for mig i den periode, uden at jeg måske helt ænsede det eller bemærkede det, fordi jeg netop havde hovedet så langt oppe i røven på mig selv.

Ida-Sophia befandt sig i en kærlighedsrelation, hvor hun gradvist mistede grebet om sig selv. Hendes grænser blev langsomt udvisket, og det billede, hun havde haft af sig selv som en stærk, grænsesættende kvinde med ben i næsen og klare krav til sine relationer, begyndte at smuldre for øjnene af hende.

Lige pludselig var jeg sådan, hvordan endte jeg med at underkaste mig selv så meget for et andet menneske? Og hvordan endte jeg med at lade ham repræsentere alt, hvad jeg er, og alt, hvad jeg ville være, og alt, hvad jeg drømte om? Og hvordan endte jeg med at lade ham gå med det hele?

Sådan at jeg nu sidder tilbage som en skal? Og det var der, at mit selvhad startede, sammen med, at jeg var skuffet og sur på mig selv, og pludseligt ikke vidste hvem jeg selv var længere, fordi det med at sige fra, var jo noget af det, jeg var allerbedst til inden. Det var at passe på mig selv, og altid stå op for det, jeg troede på.

Ida-Sophia er cand.mag. i dansk fra Københavns Universitet og har blandt andet arbejdet som radiovært på The Voice og P3 samt som vært på en række podcasts, heriblandt ‘112 for venskaber’, ‘Rejsen’ på Heartbeats og senest ‘Hemmeligheder’ på DR.

Men hun er måske mindst lige så kendt for sin Instagram-profil, hvor næsten 40.000 følger med. Her deler hun hverdagsglimt og store følelser i en skrivestil, der smager af sene MSN-chats i 00’erne: ærligt, reflekteret og med en tone, der føles som en besked fra en ven, snarere end et opslag til en masse. Og netop det har skabt en følgerskare, der bliver hængende.

Ida-Sophia har altid haft en kærlighed til det skrevne ord. Som barn fyldte hun dagbog efter dagbog med tanker og følelser, og som helt lille lavede hun små bøger med historier og tegninger.

Allerede dengang begyndte hendes evne at spire – evnen til med finurlige, umiddelbare beskrivelser at sætte ord på det, der ellers er svært at gribe: skam, længsel, vrede, glæde.

Men det var først i den periode, som romanen kredser om, at hun for alvor opdagede, hvor meget det skrevne medie betød for hende. Via sin Instagram begyndte hun at åbne op for sit følelsesliv, og det blev startskuddet på det univers, hendes brand i dag er bygget op omkring: Et univers med plads til både de smukke og de svære følelser, og alt det midt imellem.

 

Jeg tror ikke, at jeg har opdaget, hvor meget mine bedste venner egentlig har forsøgt at få mig til at få det godt igen, fordi jeg bare netop var så fed up med mig selv.

I dag er hendes “søndagsstatus” et fast indslag på profilen, hvor hendes følgere anonymt deler, hvordan de har det netop den søndag. Her vælter det ind med alt fra moralske tømmermænd efter en for vild påskefrokost på jobbet til kærestetvivl og sommerfugle i maven over spirende venskaber. Det hele må være der, og det er netop pointen.

Det var i den tid, at jeg begyndte at udtrykke mig på skrift, og lavede nogle af mine første opslag, der handlede om bl.a. ensomhed, hvor jeg virkelig opdagede, at det, der kom tilbage til mig, var virkelig lige hvad jeg havde brug.

Fordi jeg opdagede, at der var mange, der havde det ligesom mig, som jeg lige pludselig kunne nå ud til, og jeg kunne være et spejl, men de var ligeså meget et spejl for mig med de beskeder jeg fik.

Og så fandt jeg jo også ud af, at jeg faktisk syntes, at jeg var meget god til at skrive, men også, hvor meget det gav mig at prøve at kombinere noget humor med noget seriøsitet, så at jeg selv kunne tage ejerskab over nogle af de der følelser, som jeg syntes var ubehagelige og skamfulde.

For 2 år siden blev Ida-Sophia kontaktet af forlaget Grønningen, som plantede idéen, om at hun kunne skrive sin første bog. En idé der både virkede lige til højrebenet, men også krævede tilløb. 

Jeg opdagede først, at jeg kunne et eller andet på skrift da jeg var sådan 27-28. Og ikke engang der faldt det mig ind, at jeg skulle skrive en bog.

Jeg tror, at det er en hylde, at jeg aldrig har skænket en tanke, fordi jeg synes, at forfattermiljøet er meget kultiveret, og en kreds jeg slet ikke har turde at banke på ind til, før at der pludselig var nogle, der sagde til mig, at det kunne være en mulighed.

Fortæller Ida-Sophia, og tilføjer:

Jeg er ikke så god til at holde styr på mine ting, jeg er ikke så ordentlig og har svært ved deadlines, så jeg synes, det var et meget overvældende projekt at kaste mig ud i.

Alligevel føltes det også vigtigt, også rent egoistisk, fordi jeg godt kunne tænke mig at have en fysisk ting i min hånd, som jeg vidste, jeg havde lavet, fordi meget af det, jeg laver, er noget, der ryger ud i æteren, og aldrig kommer tilbage.

I dag bor Ida-Sophia på Frederiksberg sammen med sin kæreste Simon og deres to hunde, Dua og Anton. Tidligere på ugen delte de den glædelige nyhed om, at de venter deres første barn. Med en rolig overbevisning fortæller Ida-Sophia om, hvor glad hun er i dag.

Det er tydeligt, at de år, romanen kredser om, har været med til at forme hende til den, hun er i dag, og selvom “babyangsten” dukker op engang imellem, er de følelser af fortabthed og usikkerhed, som engang prægede hende, i store træk, efterhånden blevet fortid. 

Det er som om, at det er ret bearbejdet i mig efterhånden, og jeg er et sted, hvor jeg har det rigtig godt. Så derfor var det faktisk sværere for mig at komme tilbage i de følelser, for at beskrive dem, mere end det har været hårdt.

Jeg har virkelig brugt mange dage på at komme tilbage, sidde og kigge i gamle albums på min Facebook og på min Instagram, scrolle ned og læse gamle tekster.

Så jeg har jo helt klart fået den snakket ud, og derfor føltes det heller ikke så sårbart at skrive om, mere kraftfuldt og fedt. Jeg synes faktisk, at noget af det i bogen, jeg allerbedst kunne lide at beskrive, var de der episoder og brudstykker fra mit liv.

Store dele af bogen handler om Ida-Sophias venskaber. Noget der fyldte (og stadig fylder) meget i hendes liv. Men under depressionens tunge, apatiske greb var det svært for hende at forstå, hvor afgørende disse relationer egentlig var.

I dag er det tydeligt for hende, hvad der hjalp hende igennem den svære tid, og hvad der står tilbage som en af de vigtigste læringer i hendes liv.

Noget af det, som jeg har opdaget ved at skrive bogen, er, hvor meget mine venner faktisk var der for mig i den periode, uden at jeg måske helt ænsede det eller bemærkede det, fordi jeg netop havde hovedet så langt oppe i røven på mig selv.

Det havde jeg særligt i de første par år, bogen tager udgangspunkt i, hvor jeg jo bare var besat af, at der ikke var noget, der gav mening. Og jeg tror ikke, at jeg har opdaget, hvor meget mine bedste venner egentlig har forsøgt at få mig til at få det godt igen, fordi jeg bare netop var så fed up med mig selv.

Hvor stor en kærlighedserklæring, det virkelig har været, selvom jeg blev rasende på dem, og syntes, at de var de dårligste venner i hele verden.

Det der med, at de har hjulpet mig med både anerkendelsen af, at jeg var syg, men også med at ringe til mit arbejde, sygemelde mig, med at finde en psykolog, og med at komme hjem og sove hos mig om natten, når jeg havde angst.

Også bare med at tage telefonen, hver eneste fucking gang jeg ringede, og skulle sige det samme, og det samme, og det samme. Jeg tror, at det er noget af det, der har rørt mig mest, og noget af det, jeg i hvert fald har lært mest.

At nogle gange er folk der også for dig på en måde, som måske ikke er at de kommer og har bagt en kage og stillet den foran dig. De er der med det samme, også når du ikke giver udtryk for, at du har brug for det.

Lige nu har Ida-Sophia ikke store nye projekter på tegnebrættet. Med udgivelsen af bogen, overtagelsen af værtsrollen på DR-podcasten ‘Hemmeligheder’ og hendes øvrige jobs, er der mere end rigeligt at holde styr på. 

Det føles ret rart, fordi jeg synes, at det her projekt har været ret tyngende her i slutfasen. Særligt også nu her, indtil det kommer ud. Jeg har bare lige brug for, at det kommer ud af verden, før jeg kan fokusere på andre ting.

Men midt i det virvar, det er at skrive en bog, har Ida-Sophia altid haft et klart mål: at fortælle historier, som folk kan spejle sig i, og samtidig give et smil på læben. Et mål, der har fulgt hende gennem alt det arbejde, hun laver.

Jeg håber, at hvis folk selv har gennemgået en depression, og er i den der eftertid, som bogen handler meget om, kan se, at man godt kan komme ud af den der osteklokke igen på et tidspunkt. Men altså, jeg tror mest af alt bare, at jeg håber, at folk godt kan lide bogen.

Den formidler noget ret tungt, men jeg håber på, at den stadig kan være let at læse. Altså, at man ikke sidder og føler sig helt “puha” bagefter i kroppen. Jeg har en simpel skrivestil, og den har jeg forsøgt at være tro mod, selvom jeg har skrevet en bog.

Sådan at mennesker som mig, der heller ikke rigtig kan overskue at åbne en stor, tung bog med helt tætte ord, tætte sider og lange kapitler, også kan overskue at læse den.

Ida-Sophias medrivende, sjove og hudløst ærlige debutroman ‘Efterladt på set’ udkommer i dag den 3. juni, og kan købes på blandt andet Saxo.com og Bog-ide.dk


Tekst: Anna Pauck Holm

Redaktør: Johanne Ringøen

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her