Kreativitet, fejl og kvinder bag trommesættet: Interview med Ihan Haydar

08. marts 2018

Ihan Haydar er trommeslager i bandet L.I.G.A. Hun er 24 år, fra Irak, og hun skiller sig automatisk ud i en musikbranche, hvor der kun er 10% kvinder bag instrumenterne og 90% mænd.
Sara har snakket med hende om at larme. Om koncerter, der går galt. Og om at være kreativ og give sig selv lov til at bestemme, hvad man vil.

Illustrationer af Freya Lind Jeppesen

IHAN HAYDAR
Skyd løs. Så svarer jeg, så godt jeg kan.

SARA MERING
Yes. Vil du starte med at introducere dig selv?

IHAN
Jeg er 24 år gammel, og jeg har været professionel musiker i 4-5 år. Jeg måtte egentlig slet ikke spille trommer i starten, fordi jeg kommer fra Irak, og mine forældre ikke syntes, at piger skulle spille musik. Så jeg holdt det hemmeligt i virkelig lang tid. Indtil jeg var med i Melodi Grand Prix i 2012. Hvor mine forældre så mig på tv for første gang. Bag et trommesæt. Så fik jeg lov til at spille bagefter.

SARA
Der er ikke mange kvindelige trommeslagere i Danmark. Og jeg har tænkt på, at der på en eller anden måde er to muligheder, som kan motivere én, når man skal gøre noget anderledes.
1) At man har nogen at se op til, som man ser og tænker: Det vil jeg også. Eller:
2) At man tænker: “Jeg synes ikke, der er nogen, der gør det her, så nu gør jeg det bare!”
Kan du genkende noget af det?

IHAN
Ja. For mig har det været nummer to.
Der er ingen i min familie, der spiller musik, eller som nogensinde har gjort det. Mine forældre ville ikke have, at jeg spillede musik. Så det var følelsen af, at “nu skal jeg fandme vise dem”, der var min drivkraft i rigtig mange år. Og stadig er det. Jeg føler stadig, at jeg skal bevise, at jeg kan det, jeg gør.

Jeg tror også, at det var min måde at gøre oprør på. Mine forældre ville have, at jeg skulle være advokat eller tandlæge, og jeg var sådan fuck nej!

SARA
Hvornår er du mest kreativ? Hvornår føler du dig bedst til at spille trommer?

IHAN
Det er på scenen faktisk. På scenen, når jeg optræder. Jeg går ikke meget op i, om jeg laver en fejl eller ej, for det gør jeg. Så jeg kan godt lide at udfordre mig selv, mens jeg er på scenen. Man føler virkelig også, at man er on top of the world, når man står deroppe. Og så bliver jeg vildt inspireret til at lave alt muligt på settet.

SARA
Så der kommer bare alt muligt?

IHAN
Alt muligt! “Hov, hvad fanden var det?!”
(griner)
Noget af det er rigtig godt, og andet er virkelig lort. Nogle gange kigger min lydmand over på mig sådan: “Hvad fanden laver du…?” Og jeg ved det ikke!

SARA
Hvor kommer det fra, når du skal finde på noget nyt på trommerne så? Er det i kroppen eller i hovedet?

IHAN
Det sidder i kroppen. Så snart det sidder i hovedet, begynder jeg at overtænke det og lave alt for mange fejl. Men når det sidder i kroppen, tænker jeg slet ikke over det. Så spiller jeg bare.

SARA
Ej, hvor sjovt. Så hvis man virkelig anstrenger sig for at skulle spille noget…

SARA og IHAN
… så går det skidt.

IHAN
Ja.

SARA
Jeg så et Instagram-opslag, du havde lagt op, om, at du følte dig mest kreativ, når du selv kan bestemme over din tid. Har det altid været sådan, at du bare har haft din egen tid og kunne styre den på den måde?

IHAN
Jeg gik direkte fra gymnasiet og ind i musikbranchen, så efter gymnasiet har det været sådan. Men før – og det er jo klart, jeg gik i skole – havde jeg slet ikke den mulighed. Dengang jeg boede hjemme, havde jeg slet ikke frihed. Altså generel frihed. Det er først noget, jeg har fået de sidste fem år.

Når jeg selv kan bestemme, om jeg vil tage ind og øve, eller om jeg vil skrive, så er det også meget mere spændende at lave de ting. Meget mere, end da man gik i gymnasiet og var tvunget til at sidde og lære fysik. Det gad man jo slet ikke.
(griner)
Eller fransk. Jeg havde fransk i fem år. Folkeskole og gymnasiet. Og jeg kan ikke ét ord. Jeg havde det i fem år. Men det var, fordi jeg ikke selv havde valgt det. Det var noget, vi skulle have. Og sådan fungerer min hjerne ikke. Så lærer jeg det ikke.

SARA
Nogle gange når man sidder hjemme på sit værelse og ser på folk, der er helt vildt kreative og succesfulde, kan man godt tænke, at deres succeskurve bare går direkte opad. At alt bare stryger igennem og kun går godt.
Så jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre, om du havde nogle eksempler på noget, der var gået galt?

IHAN
Ja. Oh my god.
Det er det, der er så nederen ved sociale medier. Man ser kun det gode og fejlfrie, som folk lægger op, men det er jo ikke det, der sker bag skærmen – bag billederne eller videoerne.
Rigtig mange koncerter er gået galt.
Det er gået galt ved, at trommerne vælter, eller jeg taber mine trommestikker, eller jeg spiller forkert, eller min trøje går op. Seriøst. Det er sket. Under en koncert gik min trøje op bagfra. Jeg havde sådan en kjole på, og pludselig kunne jeg mærke, at den var ved at falde ned. Og min tourmanager så det og løb op på scenen. Og så spillede vi sangen færdig, mens han holdt den oppe.
Sådan nogle ting sker hele tiden.

SARA
Jeg har snakket med Nana Jacobi, som har været med til at starte HUN SOLO og sætte fokus på kvinder i musikbranchen. Og hun fortalte, at der er rigtig mange piger, der stopper med at spille musik, når de bliver omkring 13 år.
Det gjorde jeg faktisk også selv. Godt nok, da jeg var 15.

Det virker, som om der er rigtig mange drenge, der fortsætter med at spille i bands.
Sådan nogle bands, hvor man har lov til at øve sig og være sådan lidt halvdårlig. Men jeg har tænkt over, om grunden til at piger stopper er, fordi der er en idé om – og den kommer sikkert fra én selv – at man skal være rigtig god, når man bliver 12-13 år. At man ikke bare kan fortsætte på den halvdårlige måde og have et fællesskab i musikken.

IHAN
Hvorfor stoppede du?

SARA
Jeg stoppede, fordi jeg skulle i gymnasiet. Jeg spillede i et band med seks piger, og vi stoppede næsten allesammen. Det var lidt, som om nu var den leg ovre. Nu skal det være seriøst.

IHAN
Jeg tror, at det er dér, den ligger. At “nu er den leg ovre”. Blandt andet fordi der ikke er nogen at se op til i branchen. Der er ingen kvinder til festivalerne, der spiller. Og så er det bare svært at forestille sig, at man skulle kunne gøre det selv. Man kommer i gymnasiet og tænker: Nu skal jeg lave noget mere seriøst. Nu skal jeg have en karriere. Men man tænker aldrig, at musikken jo kan være en karriere. Og så prioriterer man sin tid anderledes.

SARA
Så hvad skal man gøre for at ændre det? Hvor skal man rykke på det henne?

IHAN
Jeg synes, det skal gøres helt i starten. Når vi er børn. Der lærer vi, at trommer er for drenge, og sang er for piger. Alle de instrumenter, der larmer, det er drengenes. Og dem som ikke larmer særlig meget, det er pigernes. Men der er ingen forskel på, om det er en pige eller en dreng, der spiller trommer. Det er bare et højt instrument.

Ja, og så mangler vi også forbilleder. Det er klart, at når festivalerne ikke booker piger, så får vi ikke den positive effekt, forbilleder kan give. Og jeg godtager ikke det der med, at der ikke var nogen kvinder tilgængelige. Der er jo ingen kvinder, der siger nej til Grøn Koncert. Det er der bare ikke.

SARA
Har du et godt råd til folk der, (uanset køn) har lyst til at komme i gang med at spille trommer?

IHAN
Det første er bare at starte. Virkelig. Lån musiklokalet på skolen. Sæt dig og spil til din ynglingsmusik. Find dine yndlingssange, og prøv at efterlign dem. Det var sådan, jeg lærte det.
Hvis du synes, at noder er nørdede, eller teknik er for svært, så bare start med det, du kan lide, og tag resten senere.
Noget andet er, at du skal turde sige ja til at spille til skolearrangementer eller lokale ting. For det er, når du står på scenen og spiller, at du udvikler dig. Så er der pludselig mange ting, der sker på samme tid. Og det er dér, du finder ud af med dig selv, om det er noget, du synes er fedt eller ej. Og så tager man den videre derfra.

SARA
Ja. Og så kan man huske på, at alle laver fejl …og taber kjoler.

IHAN
(griner)
Ja, trommestikker og kjoler. Det går helt galt.

SARA
Jeg tror, det var det. Tak.

IHAN
Selv tak.

Glædelig kvindernes kampdag fra SEIN! 

Hvad tænker du?

  1. Mille Flindt Holkenfeldt Behrendt siger:

    Sååå fantastisk et indlæg!

  2. Marie siger:

    så sejt altså

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *