Ja, du skal engagere dig i Europa-Parlamentsvalget! Her er hvorfor og hvordan

31. maj 2024

Europa-Parlamentsvalget er lige rundt om hjørnet, men virker det også svært for dig at forholde sig til? I denne artikel kommer Rosa med grunde til, hvorfor valget er værd at sætte sig ind i og tips til, hvordan du kan finde den rette kandidat for dig.

Dagene er blevet lange, og nætterne er blevet korte. Shorts, nederdele, t-shirts og tanktops er igen blevet en fast del af hverdagens bybillede. Startskuddet til endnu en sommer har lydt, og med den tidlige sommervarme kommer i år også Europa-Parlamentsvalget. Søndag den 9. juni skal den danske befolkning atter til stemmeurnerne.

Ved sidste Europa-Parlamentsvalg slog valgdeltagelsen rekorder – og ifølge parlamentets egen hjemmeside havde de unge vælgeres deltagelse stor del i stigningen. Faktisk stemte 14 % flere unge under 25 år ved det seneste Europa-Parlamentsvalg i 2019, end de gjorde ved det forhenværende i 2014.

Det er næsten ikke til at overse, at Europa-Parlamentet igen i år håber på at motivere de unge EU-borgere til at afgive deres stemme. I starten af april var en række danske influencere inviteret til Bruxelles og helt ind i Europa-Kommissionsformand Ursula von der Leyens kontor, hvor de skulle hjælpe med at sætte fokus på det kommende valg.

Med influencere som FarTilBo, LouLiving og “Twerk Queen” Louise Kjølsen, var der ingen tvivl om, hvem der var målgruppen.

Måske skyldes det unge fokus, at Europa-Parlamentsvalget kan være lidt svært at forholde sig til. Bruxelles kan virke langt væk – både geografisk og politisk.

Det kan gøre det svært at se, hvad udfaldet af valget vil have af betydning for dig som dansk, ungt individ. Måske du finder det overvældende at tage stilling og har egentligt mest bare lyst til at lægge det på hylden.

I så fald er du ikke alene. Men af dén årsag må vi gå sammen om at minde hinanden om vigtigheden ved at stemme.

For når man, som vi unge i Danmark, er privilegerede at leve i et demokrati og rent faktisk har mulighed for at blive hørt, er det næsten en demokratisk skændsel ikke at sætte sig ind i de valg, man kan stemme til. Uanset om det er lokalt, nationalt eller europæisk.

Så i et forsøg på at gøre Europa-Parlamentsvalget mere håndterbart og interessant, kommer her nogle grunde til, at du skal engagere dig og sætte dig ind i, hvor du skal sætte dit kryds til juni.

For når man, som vi unge i Danmark, er privilegerede at leve i et demokrati og rent faktisk har mulighed for at blive hørt, er det næsten en demokratisk skændsel ikke at sætte sig ind i de valg, man kan stemme til.

EU i din dagligdag

I de danske medier hører vi naturligvis mest om de beslutninger, som bliver truffet i det danske folketing. Her tages beslutninger, der hovedsageligt drejer sig om strukturer og problematikker i Danmark, og som vi af den grund måske nemmere kan forholde os til.

De beslutninger, som tages i Europa-Parlamentet, er baseret på internationale tendenser og kan måske virke sværere at se påvirkningen af i ens egen hverdag. Men de har større betydning, end du måske er klar over.

Har du måske nogensinde internetshoppet og bestilt varer hjem fra udlandet? I så fald har du mærket beslutninger, der er truffet i Europa-Parlamentet. Det kan være, at du havde bestilt tøj hjem, som ikke passede, og derfor gjorde brug af fortrydelsesretten.

Det kan også være, at du har modtaget en beskadiget vare og derfor har brugt din reklamationsret. Begge dele er rettigheder, som er bestemt og sikret af Europa-Parlamentet.

Har du, som så mange andre, siddet tvangsindlagt til den årlige ligestillingsdiskussion ved familiens store påskefrokost tidligere på året?

Måske deltog du aktivt i debatten med din gamle tante, eller også sad du måske bare med længselsfulde øjne og kiggede efter de lune fiskefileter for bordenden. Som de fleste andre har du nok i hvert fald hørt om eller mærket ligestillingspolitik i din hverdag.

Nogle af de ligestillingstiltag, som de seneste år er blevet implementeret i Danmark, er taget på baggrund af beslutninger i Europa-Parlamentet. Tiltag som øremærket barsel eller kønskvoter er baseret på politik fra EU.

Så uanset om du er for eller imod tiltagene indenfor ligestillingspolitik, er det altså noget, du kan være med til at påvirke ved at stemme til Europa-Parlamentsvalget. 

Den mest tydelige er – i hvert fald på sigt – klimapolitikken. Uanset om du stemmer grønt, ræverødt eller blåt, kan man ikke benægte, at klimapolitik – med god grund – fylder meget i politik anno 2024. Både i ind- og udland.

Vi kommer inden længe til at mærke konsekvenser eller resultater af den klimapolitik, som føres lige nu. I Folketinget kan de danske politikere tage beslutninger om, hvordan vi skal handle klimapolitisk i vores lille land, men i EU sættes der krav og direktiver, som er med til at forme hele den europæiske klimapolitik.

Ved at bruge din stemme den 9. juni, kan du være med til at bestemme, hvordan og i hvilken grad klimapolitik vil fylde i Danmark og andre europæiske lande. 

“Vi er fremtiden”-klichéen

Du har hørt det før. Om ganske kort tid står vi, den nuværende “ungdom”, med roret og dermed ansvaret for vores samfund. Det samfund og den verden, der om lidt lægges i vores hænder, bliver skabt af politiske beslutninger, som træffes nu.

Lige nu har du og jeg muligheden for at være med til at bestemme, hvilken verden vi kommer til at overtage, når det bliver vores tur. Hvis vi altså stemmer. 

Vi er privilegerede at leve i et demokrati, hvor vi kan være med til at forme fremtidige strukturer. Selvom Europa-Parlamentsvalget kan virke fjernt, er din stemme mindst lige så afgørende for det kommende valg, som den er til et dansk folketingsvalg. Uanset om du er for, imod eller dybest set lidt ligeglad med EU, så er din stemme vigtig og med til at afgøre udfaldet. 

Det samfund og den verden, der om lidt lægges i vores hænder, bliver skabt af politiske beslutninger, som træffes nu.

Hvor vil du sætte dit kryds?

Det vigtigste når det kommer til Europa-Parlamentsvalget, er selvfølgelig at tage stilling til, hvor du vil sætte dit kryds den 9. juni – og det er måske endda det sværeste. Der er mange kandidater at vælge imellem, og medmindre du er den helt store EU-entusiast, er det ikke sikkert, at du kender alle kandidaterne i forvejen.

Heldigvis findes der flere kandidattests, hvor du svarer på en række spørgsmål og derefter får et bud på, hvem der kunne være en kandidat for dig. Efter testen er det selvfølgelig altid en god idé lige at lave en Google-søgning eller to på de kandidater, man får foreslået, men de forskellige kandidattests fungerer som gode pejlemærker.  

Hvis du har god tid over morgenkaffen og ønsker at prøve en meget grundig test, kan du tage den, som Information har lavet. Hvis du bare lige skal nå det i den korte pause, kan du klikke dig igennem kandidattesten fra Politiken. Hvis du måske mest er til en mere overordnet test, kan du tage den, som DR har lavet.

Hvis du har et ønske om at stemme på en ung kandidat, har Dansk Ungdoms Fællesråd også lavet en test, hvor du kan finde ud af, hvilken ung Europa-Parlamentskandidat, du er mest enig med. Du kan også gå ind og læse mere om de unge kandidater på oversigten ved Dansk Ungdoms Fællesråd.

Nu har du lige over en uge til at sætte dig ind i, hvor du skal sætte dit kryds i næste weekend. Så: Sæt dig ud i sommersolen, afprøv nogle kandidattests, tag dine venner under armen og med på turen til stemmeboksen søndag den 9. juni.

For selvfølgelig skal I bruge jeres stemme – også til Europa-Parlamentsvalget!

 

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her