Jeg troede, at sabbatår var frihed, men i virkeligheden endte jeg i det samme hamsterhjul som før

Studenterhuen er placeret i øjenhøjde på værelset for at mindes den gode tid på gymnasiet og de sidste tre år af ens liv, der var dedikeret til sene aftener, endeløse fremlæggelser og weekender med afleveringsskrivning foran skærmen. På trods af den minimale søvn og konstante præstationskultur, man var en del af, savner jeg faktisk gymnasiet helt vildt meget. Det kan godt lyde kontroversielt, fordi sabbatår er da det fedeste i hele verden. Eller er det?

Klik her og Støt SEIN

Knap 49.000 unge mennesker blev i sommer studenter fra en gymnasial uddannelse, og næsten lige så mange holder dermed deres første sabbatår lige nu. Jeg er blot en af de mange, der befinder sig i sabbatårstilværelsen og netop lige har taget hul på fjerde måned siden skolestart for et nyt kuld gymnasieelever i august.

Visuelt af: Emma Hjortkjær

Fri fra det tidlige vækkeur

Og jo, sabbatår er lidt som en dans på røde roser. Men det er kun, indtil dine hverdage ligner hinanden for meget, og dit feed fyldes med rejser til eksotiske destinationer som Bali og Maldiverne, mens det eneste, din konto giver dig adgang til, er sightseeing i egen by.

Den frihed til at gøre lige, hvad man har lyst til, og som man havde set frem til, føles nu begrænset. Og pludselig ser man sig selv igen i hamsterhjulet med nyt arbejde som omsorgsmedhjælper ved et bofællesskab, der forhåbentligt skal bringe en på det eventyr, som man havde tænkt, at sabbatåret var.

Utallige mørke morgener, hvor vækkeuret ringede urimeligt tidligt, og man med tung skoletaske, søvn i øjnene og en kop kaffe i hånden traskede afsted mod første modul, blev et afsluttet kapitel, da huen landede på hovedet tilbage i juni måned. 

Smilene bredte sig fra øre til øre – smil, der var fyldt med forløsning men også en forventningsglæde til den nye tilværelse af frihed, der nu lå lige for fødderne af os. Frihed fra de tidlige vækkeure, afleveringer og daglige forberedelser til timerne. Døren til det famøse sabbatårsliv var for alvor åbnet, og det var næsten ikke til at tro. 

Skemaet er slettet

Det, jeg savner ved gymnasiet, er strukturen, læringen og ikke mindst fællesskabet. Selv om man gang på gang fik at vide, at man stod til ansvar for egen læring, så gør man det for alvor nu i sabbatåret. Jeg har derudover slettet Lectio. Appen, der delte vandene, men som også gav et struktureret overblik over ens hverdag. Den hører gymnasietiden til, men det strukturerede overblik hører lige så meget nutiden og fremtiden til. 

Vi har fra børnehavestart til folkeskolestart til efterskole (eller 10. klasse) og til sidst en gymnasial uddannelse været vant til, at vores hverdag har været skemalagt på forskellig vis af andre end os selv. Nu skal vi være vores egne herrer og koordinatorer. Vi skal selv til at strikke vores helt eget skema sammen. Det skal vi dog kun, indtil vi atter ender i uddannelsessystemet på en videregående uddannelse, hvor vores hverdag igen bliver struktureret og skemalagt.

Visuelt af: Emma Hjortkjær

Spise morgenmad i sengen med en Netflix-serie kørende

Jeg havde personligt glædet mig til denne del, fordi jeg havde så mange planer og idéer til, hvordan jeg skulle udfylde min nye tilværelse. Men det var nemmere sagt end gjort. For mig var den første uge efter Skanderborg Festival, og dermed også skolestart for andre studerende, den bedste nogensinde. 

Jeg kunne gøre alt det, jeg ikke har kunnet gøre de sidste par år – i hvert fald med god samvittighed. Jeg kunne sove længe, spise morgenmad i sengen med en Netflix-serie kørende, jeg kunne ramme fitness på det tidspunkt af døgnet, hvor man nærmest ville have det for sig selv. Ja, listen er lang. Men hurtigt blev det for ensformigt, og idyllen krakelerede i mangel på indhold. 

Når dette er sagt, så elsker jeg at have sabbatår, fordi jeg føler mig så uafhængig. Jeg kan slappe af med god samvittighed, og når jeg har fri fra arbejde, har jeg helt hundrede procent fri uden at skulle lave lektier eller afleveringer. Jeg elsker, at jeg kan gøre impulsive ting med min familie eller venner uden at skulle have forberedelse til næste dag i baghovedet. 

Sabbat betyder “at hvile”

Det ligger også i ordet “sabbat”, at man skal slappe af. Det stammer nemlig fra Det Gamle Testamente, hvor sabbat er ugens syvende dag. Her må der ikke arbejdes, og sabbatten begrundes i De Ti Bud med, at “Gud hvilede på den syvende dag efter at have skabt verden”. Men til trods for at jeg har det på denne måde, så kan jeg også hurtigt komme til at føle, at jeg lever det ”kedelige” sabbatårsliv, hvor jeg ”bare” går på arbejde og ser mine venner. 

Ens tilværelse føles pludselig så leverpostejsagtig, når ens feed er fyldt med hvide smil på en hvid sandstrand. Det er alt for nemt at sammenligne sit sabbatårsliv med andres, og man kan hurtigt komme til at føle sig doven. Hvor man burde slappe af og trække stikket – ligesom Gud anbefaler – efter 13-14 skoleår, bliver sabbatåret pludselig en stressfaktor.

Jeg havde troet, at jeg skulle tage af sted på små rejser, så snart jeg fik sabbatår, se mine venner så ofte som muligt og slet ingen bekymringer have. 

Virkeligheden er dog en helt anden. 

Hvad vil jeg med mit liv?

Min konto mangler en kærlig hånd for at komme de små rejser til livs, mine venner smutter snart afsted i værnepligt, på højskole eller flytter til udlandet for en stund. Og bekymringer er der pludselig mange af.

For hvis der er noget, som sabbatåret giver frit løb til, så er det, at man virkelig får overvejet sin situation og sig selv som menneske: Hvad vil jeg med mit liv? Vil jeg stadigvæk gerne uddanne mig til journalist, som har været min drøm siden folkeskolen? 

Det hele snurrer rundt, og man savner pludselig de distraheringer, som gymnasiet gav en, hvor presset gjorde, at man nødvendigvis ikke havde tiden til at gå til bunds i de tanker.

Hvis der er noget, sabbatåret indtil videre har lært mig  – og der er faktisk en del ting – så er det, at man virkelig skal sætte pris på tingene. Sætte pris på hver dag man har. Sætte pris på de mennesker, man har omkring sig.

For det er helt okay at tage tingene i sit eget tempo og have det sabbatår, man har lyst til at have. Så længe man selv har det godt med det. Der er ikke nogen, der siger, at man skal rejse tre måneder til Asien for at have et fedt sabbatår, eller at man skal tage på højskole for at have det bedste halve år af sit liv. Vi er alle forskellige, og vi trives så forskelligt. 

Sabbatåret er et helt nyt kapitel, hvor man selv skal udfylde de blanke sider. Og selvom de første sider måske bliver om livet i hjemstavnen, så er de sider lige så værdifulde og mindeværdige som de sider, der tager en udenfor hjemstavnen.

En dag ad gangen

Jeg synes, det har været svært ”bare” at skulle være derhjemme i de første måneder af mit sabbatår, når jeg ser mine venner eller andre på sociale medier være på fede eventyr. Fordi det er i høj grad også det, jeg længes efter. Men jeg ved også, at der venter noget fedt forude, som jeg glæder mig ekstremt meget til. 

Og ja, så må man tage de grå efterårsdage én dag ad gangen. 

Dem nyder jeg alligevel meget godt af.

Skribent: Kathrine Riber
Visuelt: Emma Hjortkjær
Redaktør: Veronica Magaard