Kære Aarhus

11. februar 2021

Shabnam er flyttet til Aarhus. Hun har skrevet en kærlighedserklæring til byen, som hun holder af. Om at blive holdt om hjertet. Om at fare vild i supermarkeder og gader. Om det at flytte til en by og kalde det for et hjem.
Kiana har lavet illustrationerne til teksten.

Du har været den by, jeg ikke kom fra, men som jeg altid har holdt af.

Du har altid været omkring mig. Min mor har lært mig om dig. Om busserne på Park Allé. Om de mange gader. Hun tog os med til dig efter skole. Jeg har mange minder fra min barndom sammen med dig.

Jeg holder af dine lyserøde silke skyer og at se på din betonjungle på din ø.

Du gav mig mine første sommerfugle i maven og fik mig til at mærke mit hjerte. Jeg har også slået mit hjerte hos dig.

Du minder mig om, at jeg skal leve med livets hastighed. At det er okay at slå kolbøtter i livet. At vende tilbage til sig selv. Eller komme videre med sig selv. Du har lært mig, at man aldrig har for travlt

Du er mit pusterum. Du er mit helle.

Du har set mig være ked af det. Tak for at holde mig i hånd. Du har også set mig grine for meget. Tak for at rumme mig.

En dag var jeg faret vild hos dig, og du gav mig Jægergårdsgade med de små, farverige huse. Det var en sommerdag.

Jeg elsker dig, mere end jeg elsker København. Og det ved du godt. 

Jeg kan ikke finde rundt i Føtex Food. Eller Rema 1000. Jeg øver mig stadig på at handle ind i en ny by.

Du har givet mig Trøjborg. Byen i byen.

Du gav mig min yndlingsbiograf, Øst for Paradis. Når jeg sidder derinde, føler jeg, at jeg er den eneste, der kender til de små film, du viser.

Jeg elsker, at du stadig holder formen, selv når du er en by, der vokser.

Du har fået mig til at grine på Alberts, da min veninde havde stand-up-debut hos dig.

Du har givet mig kaffe på Dokk1 om morgenen, når byen vågner. Jeg nyder at sidde med udsigt til havet og forskellige hverdage i cafeen. Der er noget helt særligt ved at dele sin morgen med andre.

Du er som en uendelig labyrint, der giver mig nye steder. Jeg er stoppet med at bruge Google Maps for at lære dine gader at kende, når jeg ikke kan finde vej.

Du er en by, der er så blød, at jeg elsker dine kram. Du har givet mig Hos Bilal. Kebab med chili og hvidløg og den sødeste Tamek-mangodrik. Stadig den bedste kombi.

Jeg elsker, hvor ungdommelig du er om natten. Og hvor rolig du er om dagen.

Du passer så godt på dem, jeg holder af, og det elsker jeg dig for.

Når jeg tager ud i verden, er du i mine tanker. Når jeg er hjemme igen, er du den første by, jeg tager til. Du har altid været mit hjem uden at være mit hjem. Jeg har altid været i byer, som ikke havde dit navn. Indeni mig har jeg altid haft en del af dig med, hvor end jeg har været.

Du er min barndomsnostalgi. Du er der, hvor jeg har haft min ungdom. Du har set mig blive voksen. Intet ved dig har ændret sig. Selvom tiden har ændret på det menneske, jeg er.

Du har lært mig, hvor smukt havet kan være om morgenen efter nattevagter.

Bazar Vest er stadig farverig. Frugt og grønt er med diskolys, og grønthandlerens stemme, som sælger billige bananer, er stadig den samme. Stedet minder mig om mine forældre.

Du er ro. Du er latter. Jeg har haft så mange af mine følelser i din favn. På en af dine bænke. I dine skove. På Dokk1.

Du har gjort mig til et A-menneske og givet mig morgener med udsigt over åen.

Du er der for mig. Som barn. Som ung. Som voksen. Jeg håber, at jeg gror mig gammel hos dig.

For nogen er du et mellemstop. For mig er du mit sidste stop. Jeg har set så mange give slip på byer. Som om de var navne. Tænk, at en by kan bære på en følelse.

Du har givet mig mit nye hjem.

Nu er du også blevet min by. Og det er, som om jeg er i en rus af forelskelse over, hvordan jeg er vokset sammen med dig. Der er så meget i dig, som jeg holder af. Tak for dig. For at være den by, som du er.

Jeg slår aldrig op med dig. 

Hvad tænker du?

  1. Malin H. siger:

    så fint, får helt lyst til at tage til Aarhus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her