Karantænekøkkenet

27. april 2021

På trods af den nylige genåbning har flere måneders lockdown givet mange anledning til at give hjemmekøkkenet ny luft under vingerne. I dagens indlæg undersøger Kristian, hvad madlavningen har haft af kreativt potentiale, og hvordan måltidet blev et strukturskabende fænomen i en ellers fragmenteret hverdag.

Illustration af Deborah Karva

Pandemien har efterhånden rundet sin etårsfødselsdag, hvor alle nu har måttet tilpasse sig nedlukningsscenariet igen bestående af utrolig mange timer tilbragt i det hjemlige, om det så er i små lejligheder, rummelige huse eller noget helt tredje. Situationen er selvfølgelig velkendt fra sidste forår, men jeg mærker dog en større træthed og længsel efter samvær og spontanitet i denne omgang. Denne trang har jeg så indtil videre valgt at dulme ved at bruge flere af døgnets timer i køkkenet. Et rum, hvor mere eller mindre kreative udfoldelser kan ske i overensstemmelse med humør og indholdet af mit køleskab. Hvad enten det er i det fedtede tømmermændshjørne eller de øjeblikke, hvor komfurets fire kogeplader når sin maksimale kapacitet, så er madlavningen en unik mulighed for at fordybe sig i andet end deadlines, litteratur, musik, podcasts og andet, der ellers kunne være på menuen for stimulans for tiden.

Betydningen af mad og ritualet, det kan være at tilberede, er virkelig de seneste måneder blevet en essentiel del af min karantænehverdag, hvor tid har mistet sin betydning – et fænomen som jeg allerede inden pandemien havde et meget løst forhold til. Hvilket nu blot er forværret til et tomrum, hvor kl. 5 om morgenen og kl. 17 om eftermiddagen nu minder meget om hinanden. Nu er morgen blevet til tidlig eftermiddag, og det føles bare lidt underligt at spise havregryn og hælde kaffe i svælget kl. 13. Jeg er ikke det menneske, der for tiden har deadlines, frister og Zoom-involveringer tidligt på dagen, så de eneste holdepunkter, der bidrager til bare den mindste grad af struktur under nedlukningens part 2, er mine måltider. På trods af de klassiske tre måltider morgenmad, frokost og aftensmad efterhånden snarere er frokost, aftensmad og natmad, så er de alle vigtige hjørnesten i mht. betegne mandag til fredag som hverdage.

De eneste holdepunkter, der bidrager til bare den mindste grad af struktur under nedlukningens part 2, er mine måltider.

Opløsningen af hverdagens struktur har meget naturligt ført til, at jeg tilbringer meget mere tid i et disproportionalt stort køkken, sammenlignet med resten af mine roomies og min lejlighed. Et faktum, jeg ifølge en rundspørge fra Epinion ikke står alene med. Desuden svarer 55% af de 2000 adspurgte i undersøgelsen også, at de spiser færre færdigretter under pandemien end før. Så når det naturligvis ikke er muligt for mig at bruge min lønkompensation på Aarhus’ barer og værtshuse, giver det anledning til at smide penge efter nye fødevarer og forkæle sit køleskab med lækkert indhold. Jeg har forsøgt at kaste mig ud i mindre eksperimenter i køkkenet – både med succes, men virkelig også uden. Som at afsætte et halvt døgn til at koge fond på okseben, som ikke rigtigt smagte af synderligt meget. Men også at gå i kast med at hjemme-friturestege – altså at have to liter olie på 180 grader og den ængstelighed det førte med sig. Blot for at se, hvordan små terninger af den italienske majsgrød polenta smager, og kirkeærtegrød, der i friturestegt form kaldes panisse. Men heldigvis er karantænekøkkenet også skønt jordnært, så at afsætte en hel eftermiddag til at koge flere liters tomatsauce eller lave gnocchi på halvandet kilo jordskokker, er et fremragende udbytte af en ellers stilfærdig dag. En proces, der ellers er svær at nå, når en cafévagt under almindelige omstændigheder ofte afbryder det hjemlige dødvande.

For med fraværet af hverdagens normale struktur hersker der er en øget mulighed for tid i hjemmekøkkenet, hvor det giver mening at investere i køkkenfærdigheder og lækrere råvarer – om vinteren, og indtil foråret for alvor banker på døren, er bl.a. rodfrugter og kål godt. De er måske ikke det mest appellerende i grøntsagshierarkiet, når der senere på foråret og til sommer kommer en masse andet spirende, duftende og skønt derude på markerne. Men under vinteren og det tidlige forår peaker de store spillere altså. Her snakker vi rødbeder og dens gule og bolsjestribede venner, selleri, gulerødder, pastinakker og mange af løgets fænomenale familiemedlemmer. Hvis det virker lidt søgt, så prøv bare at halvere et knoldselleri og lugt til det. Hvis en grøntsag kan klare vinteren med så skarp en friskhed og ynde, så kan vi alle sammen. Så længe vi ikke deler samme fatale skæbne som samtlige lockdown-surdeje, skal det nok gå.

Så længe vi ikke deler samme fatale skæbne som samtlige lockdown-surdeje, skal det nok gå.

Men når sulten rammer kl. 02, handler maden derimod om komfort og det hurtige samt knap så omstændige madlavningsritual. Her tyr jeg utroligt ofte til den meget medgørlige pastaret; fettuccine alfredo, hvilket både er dejlig nemt at tilberede og blot består af fettuccine, eller vitterligt alle former for pasta jeg nu er i besiddelse af, smør og parmesan – foruden salt til kogevandet. Selvfølgelig kan det kun fremstå lækkert, hvis man er okay med mælkeprodukter – og er man det, er den et genialt svar på noget-efter-midnat-sulten, der især kan ramme hårdt, når man kun har spist morgenmad kl. 13 og aftensmad en håndfuld timer efter. Du kan selvfølgelig også give retten selskab af passende grønt, men ærligt, larmer køleskabets grøntsagsskuffe ikke en del i nattens stilhed? Jeg kunne snildt ende ud i at skrive en direkte kærlighedserklæring, men det ville blive for forførende, ligesom en sovs, der i al sin enkelhed består af smør, parmesan og pastavand, kan være det. Især når den rammer den helt perfekte konsistens, når det stivelserige kogevand forener sig med smeltet smør, revet parmesan og pastaen i en pande, og det slynges rundt med hinanden, som var det mennesker i et mudret moshpit foran orange scene. Desuden bliver det kun bedre af et lille glas hvidvin – gerne fra pap, det er en fænomenal investering for tiden, og på et tidspunkt mellem kl. 02 og 03, er der ingen, der ser dig drikke et glas vin i to mundfulde. Skam eksisterer alligevel ikke, når man med ren samvittighed har spist ukristelige mængder af kulhydrater og salt. Pastaretten er opkaldt efter Alfredo di Lelio, men jeg har stiftet bekendtskab med den fra en skitsering af den afdøde journalist Hunter S. Thompsons angivelige hverdag, der blev afsluttet med Fettuccine Alfredo i badekarret. Hele hans rutine, der bestod af absurde mængder coke, whisky, smøger, skunk, kaffe og Heineken, for ikke at sige hans hans liv i det hele taget, samt hans værker, er for omfattende og legendarisk til blot at blive nævnt i en bisætning.

Men nu handlede det egentlig om madlavning, sådan generelt, under lockdown. Jeg kan af egen erfaring kun konkludere, at tid i køkkenet er tid godt givet ud. Om det selverklærede mål er at spise mere plantebaseret, sæsonbestemt, økologisk, eksperimentere mere eller blot at have nogle bangers af opskrifter i ærmet, så er tiden inde til at vende blikket indad og få et tættere forhold til maden, der selvfølgelig fungerer som kroppens tilføring af næring, men hvis sensoriske og kreative muligheder kan virke uendelige. Det kan være samlingspunkt for venner, familier og roommates; i mit tilfælde især det sidste, nu hvor de store familie- og vennemiddage er sat på standby. Forud for nedlukningen var fælles aftensmåltider en sjældenhed, mens det nu manifesterer sig som et højdepunkt i en ellers fragmenteret hverdag. Så at føle sig hjemme i hjemmekøkkenets rammer, enten på egen hånd eller i selskab med få og tætte venner, kan virke som en glimtvis oplevelse af frihed på et tidspunkt i verdenshistorien, hvor der sjældent bliver cyklet uden hænder, og impulsivitet er fraværende. Men uanset om succesoplevelserne er mange eller få, kan madlavningen trods alt være lidt selvterapeutisk; og hvis ikke engang dét, så kan du altid gøre livet lidt lækrere for dem, du laver mad til.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN