Klumme: Hvad siger du, mand – og hvorfor lyder det næsten normalt?

“Ud med de perkere… ud med negerne,” siger en ung mand i en viral video fra Vinstuen i Aarhus midtby. Og han gentager det: ”Jeg vil have negerne og perkerne ud af mit land”

Videoen er filmet af 23-årige Albert Møller, der i weekenden var på Vinstuen med en gruppe venner. De fortæller, hvordan de faldt i snak med videoens hovedperson, da det gik op for dem, at de havde vidt forskellige politiske holdninger.

På bedste mandlige manér blev de enige om at afgøre deres uenighed over et spil bordfodbold. Vinderen? Ja, vinderen skulle selvfølgelig bestemme, hvilket parti taberen skulle stemme på.

Det, der bedst kan beskrives som en ken-mojo-dojo-casa-house version af demokratisk konfliktløsning, udviklede sig hurtigt til en reel konfrontation. En konfrontation, der endte med de kommentarer, som nu spreder sig som en steppebrand på sociale medier.

Videoen har i skrivende stund over 10.000 likes og er også blevet samlet op af flere medier, efter den i mandags blev delt af instagram-profilen @deltidsaraber. Og umiddelbart kunne man tro, at videoen bare ville forsvinde i rækken af Vinstuens tidligere sager om racisme, senest i 2025 med anklager om interne regler som “maks tre indvandrere ad gangen”.

Men til Aarhus Stiftstidende fortæller Albert Møller, at manden på videoen måske ikke står alene, og at hans udtalelser snarere står på skuldrene af de højreorienterede manosfære-typer, der fylder stadig mere i tiden.

Men er det ligefrem manosfæren, der har fundet vej til Aarhus?

Manosfæren har de seneste år fået meget medieopmærksomhed. Selv stiftede jeg først bekendtskab med matrix-universet sidste år gennem Netflix-serien Adolence, hvor man følger 13-årige Jamie, der anholdes og sigtes for drabet på en skolekammerat. One take-formatet giver et ufiltreret indblik i et mandemonster, der langsomt mander sig frem bag det 13-årige ydre.

Gennem seriens fire afsnit, gik det op for mig at Andrew Tate ikke er en undtagelse, og at hans budskaber runger genklang, som ritualiserede verselinjer, der finder vej ind i hovedet på unge mænd verden over.

Og nu er sfæren igen højaktuel i Netflix-dokumentaren Inside the Manosphere med journalisten Louis Theroux, der følger mænd, som bygger følgerskarer på en bouillonterning af vrede, kvindehad og ekstreme verdenssyn, alt sammen målrettet teenage-drenge. Som seer bliver man lukket ind i en verden hvor mand er mand og kvinde er, og nu citerer jeg – rengøringshjælp.

Stakkels bredskuldrede, kvindefjendske og voldsparate mandemænd, skriver Bodil Skovgaard Nielsen og Matthias Dressler-Bredsdorff i Dagbladet Information efter at have set serien. Ligesom jeg selv, står de tilbage med en erkendelse af, at der altså ikke bare er tale om nogle få freaks på internettet. Men hvordan finder de her freaks ind i hovedet på unge mænd?

For det, vi ser i dokumentaren, stopper ikke ved kvindehad. Det handler også om, hvordan et sprog om “os” og “dem” bliver lært, gentaget og til sidst sagt højt på et værtshus i Aarhus.

Kunstneren Lina Hashim forklarer hvordan et sprog, når det bliver gentaget nok gange, begynder at føles som sandhed. Som sund fornuft. Det er det, man kalder Overton-vinduet, som er grænsen for, hvad der anses som acceptabelt at sige offentligt. Over tid kan vinduet flytte sig, så ideer, der tidligere var unævnelige, bliver en del af den gængse debat.

Og gentagelsen? Den sker ikke tilfældigt.

En undersøgelse fra DCU Anti-Bullying Centre fra 2025 viste, at der går mellem 2 og 26 minutter, før algoritmen begynder at anbefale manosfære-indhold til unge mænd på TikTok, uanset om de aktivt søger det eller ej.

Med andre ord: Det er ikke bare noget, man opsøger. Det er noget, man bliver fodret med.

Så når unge mænd lever på manosfærens digitale diæt, får de ikke bare holdninger – de får et sprog. Et sprog for den stoiske mand, der ikke fødes med et værd og derfor må skabe sig en værdi.

Mange af de idéer, der cirkulerer i manosfæren, er allerede sivet ind i vores fælles samtale. Og hvad sker der, når ekstreme holdninger konstant bliver præsenteret side om side med “almindelige” synspunkter? De bliver normaliseret. Ikke nødvendigvis accepteret, men accepterbare.

Manosfæren er blevet mainstream og kan streames på Netflix.

Jeg har ét problem med den unge mand på Vinstuen, og det er at han er blevet netop det: mainstream. Han virker ikke længere som en undtagelse, og hans sprog føles ikke længere fremmed.

Da han opdager, at han bliver filmet, siger han: “det her er ikke USA”. Jeg har selv tænkt, at de mandemænd, der jamrer på sociale medier, var endnu et amerikansk påfund, med deres hulemændsblikke og hjemmelavede fakta. Men jeg genkender det samme sultne, algoritmiske blik hos den unge mand i videoen.

Welcome to America, siger jeg bare.

Tekst: Megan Owen