Livet på kvartvejen

Emma Fager er studerende på projektakademiet og er i øjeblikket i gang med et individuelt projekt kaldet ’Livet på kvartvejen.’ Udover at være studerende på projektakademiet læser Emma også en uddannelse i fotografi, og hun har derfor forsøgt at lave et projekt, hvor hun kunne kombinere sine interesser. Projektet er ungestyret og lægger vægt på de visuelle fortællinger og det at dele sine udfordringer. Siden februar har Emma arbejdet hårdt for projektet, der nu er snart 2/3 dele i mål.

Det er onsdag, og det er for mig blevet tid til at interviewe Emma Fager.

Hvad handler dit projekt om?

”Jeg har valgt at lave et projekt, der hedder livet på kvartvejen, og det er et ungestyret projekt, hvor jeg gennem visuelle fortællinger, som er portrætter af unge, vil dele deres fortællinger og mere specifikt, hvilke udfordringer og problematikker man kan opleve som ung. Jeg tror, at et af målene med projektet er, at jeg tror virkelig på, at hvis vi deler nogle af de udfordringer og problematikker, vi oplever, så det her med at dele noget som andre kan spejle sig, så man ikke føler, at man står helt alene med det og prøver at aftabuisere nogle af de her værdier og problematikker og følelsen af at stå alene med det, jeg tror virkelig på, at jo bedre vi er til at dele, jo mere kan vi også finde ud af sammen i fællesskab.”

Er projektet så et, hvor du har samlet materiale ind på forhånd, eller er det en workshop, der foregår til din afvikling?

”Vi startede med projektet i slutningen af februar, og det var her, jeg gik i gang med indsamlingen af materiale og mødes med unge og lave portrætter af dem, og så har jeg lavet en nyopstartet profil på de sociale medier, der hedder “livet på kvartvejen.”

Livet på kvartvejen er et projekt, der involverer flere unge, og som i sidste ende skal munde ud i en offentlig fysisk portrætserie på Røde Plads i København. Portrætterne består både en fortælling, som Emma udarbejder ud fra et interview-grundlag, og et billede, som hun har taget i samarbejde med den portrætterede, hvor vedkommende selv har været med til at vælge, hvor og hvordan billedet skulle tages, så de får nøjagtig det udtryk, de mener, der portrætterer dem bedst.

Den 23. april finder afviklingen af projektet sted, og Emma glæder sig, men afviklingen er kun startskuddet. Emma ser selv hendes afvikling som en festdag, og den dag hvor projektet virkelig kan komme i gang. For når billederne og fortællingerne bliver sat op, håber Emma, at unge vil have lyst til at komme og kigge og spejle sig i de portrætter, der har været undervejs de sidste par måneder.

Projektet har, når det når sin afviklingsdato, været i gang i næsten to måneder, og de måneder har været en lærerig tid for Emma, især på det personlige plan.

Hvordan har du fundet på ideen, og hvordan har det været at starte det op?

For Emma har projektet været meget længe undervejs, blandt andet fordi hun ikke helt har vidst, hvordan hun skulle gøre det til et projekt:”Jeg tror, jeg har talt meget med veninder om de her følelser, og jeg føler selv, at jeg er gået igennem mange typiske ungdomsproblematikker.”

– men det at starte på Projektakademiet har ifølge hende været en kæmpe hjælp: ”Det har givet stort mod til kaste sig ud i tingene og bare at prøve det af, og der er kæmpe opbakning fra undervisere og fra medstuderende. Man kan altid spørge om hjælp, og der er altid hjælp at hente. Alle muligheder er åbne, der er ikke noget, der er for skørt. Der er altid ti, der griber den.”

Stedet, stemningen og menneskene har givet hende modet til at prøve ting af, fordi man altid kan spørge om hjælp, og stedet byder på nogle trygge og faste rammer, man kan begive sig indenfor.

Projektakademiet har lært hende at tro på, at alt er muligt, ”og hvis det fejler, så fikser vi det. Uanset hvordan det går, og hvad det ender med, så er det fedt. Jeg har lært at fokusere meget mere på processen end på målet.”

Hvad tror du har været din største udfordring?

”Der er en del udfordringer ved det. Jeg tror, det jeg personligt har arbejdet mest med, er det at tro på mig selv og tro på, at jeg godt kan gøre det. Jeg tror, det virker meget stort, når man skal finde på et projekt, og man vil gerne gøre det så godt som muligt, og man har nogle ideer om på forhånd, hvad det er, det skal blive til. Det kan godt virke uoverskueligt, og sådan ’ej kan jeg stable det på benene helt alene?’  Det tror jeg har været en personlig udfordring at tro på, at man selv kan gøre det. Tro nok på det. Og så er jeg blevet overrasket over, hvor mange ting man skal have styr på. Der er mange ting, der skal gå op i sidste ende, alt det praktiske med sted og afvikling, men det er også fedt. Udfordringer er jo ikke dårlige ting, ja, der er mange ting, især når man laver ting helt alene.”

Hvor ser du projektet ender henne?

”Det er sjovt for, vi kalder det jo for en afvikling. Men jeg tror, jeg ser også lidt min afvikling d. 23. april af fotoudstillingen på Røde Plads som et startskud. Jeg kommer til at have en del unge portrætter der, men jeg håber også, der kommer nogen, som godt vil være med fremadrettet, og også få feedback på hvad der kan gøres anderledes og bedre. Projektet er i en form, hvor det kan udvikle sig til mange ting. Jeg har heldigvis mærket opbakning, men jeg ved ikke helt, hvor det specifikt ender henne, men jeg håber det kan fortsætte lang tid endnu. Og jeg har fået lov til, at portrætterne, jeg laver, får lov til at stå næsten en måned efter afviklingen, og så håber jeg at kunne få dem endnu længere ud, måske flytte steder, komme rundt i Danmark ikke kun København, leve videre på den måde.”

Har du lært noget om dig selv?

“Ja, der er da helt sikkert mange ting. Jeg havde oprindeligt ikke rigtig tænkt, at jeg skulle være en del af projektet på den måde, men jeg startede faktisk med at dele min egen fortælling, fordi jeg også havde en meget klog underviser, der sagde til mig, at for at få andre til at dele deres fortællinger, må man ofte starte med sin egen, og det tror jeg også, at jeg blev lidt overvældet af og sådan overrasket over, og jeg tror, at ehm, ja, jeg tror jeg lærer meget om mig selv også i samtalerne med andre unge. Altså jeg får helt vildt meget ud det, alle de gange jeg har været ude og snakke med unge om, hvad det er for nogen udfordringer og ting som folk gerne vil dele. Jeg lærer meget om mig selv og mit syn at se verden på og andre problemer og sådan åbne lidt op og ikke bare tænke altid, se lidt udad og se tingene fra et nyt perspektiv, og så har jeg som sagt lært det at tro på mig selv. Det har jeg virkelig manglet førhen. Jeg har fået nogle vildt gode redskaber til projektledelse og projektstyring, og så tror jeg bare, man får lidt selvtillid til bare at prøve det af, man vil gerne og finde et projekt, man selv brænder for, det er mega fedt.”

Har du lyst til at lære mere om, hvordan man sætter et kulturorienteret projekt på benene, så er der plads til lige netop dig på Projektakademiet. Her vil du i trygge og kreative rammer få den frihed og opbakning til at blive lige netop den skaber og projektleder, du drømmer om at være.

Gå ind på projektakademiets hjemmeside og læs mere om stedet er noget for dig, og i så fald, husk at ansøge inden d. 2. maj – lige her.

Artiklen udgives i samarbejde med Projektet UNGSKAB, et projekt under KBH+AskovFonden.

UNGSKAB er et projektakademi bevilliget af Tuborgfondet. Projektakademiet uddanner unge i at lede projekter, der med kulturen som platform bidrager til at gøre en forskel i samfundet og blive bedre rustet til at få job indenfor kulturel projektledelse og entreprenørskab. Læs mere her.