Lorde synger med ungdommens kor

fra instagram @lordemusic

I 2013 slog 16-årige Ella Yelich-O’Connor dørene op til et nyt, musisk rum, hvor ungdommen kunne indfinde sig. Hun tog navnet Lorde. En feminin udgave af det engelske ’Lord’ (Herre) – måske ud af en slags ungdommeligt storhedsvanvid. Men hun var også kæmpe. Hendes første single Royals fandt sin vej ind på hele verdens hitlister, og hun blev snakket om som poppens vidunderbarn eller en slags ungdomsprofet. Men ikke alle tog hende til sig – hendes stil konnoterede goth, hun dansede mærkeligt og hun var ikke Hollywood-smuk.

Mange kender nok hovedsageligt Royals, men hvis man dykker ned I Pure Heroine-albummet, finder man et pulserende ungdomsliv udfoldet. Hvor ensomhed, tomhed og enorm eufori udfoldes i dystre popkompositioner og med simple, men effektive sproglige billeder. Det er et helt album om ungdom, men det handler aldrig om romantisk kærlighed. I stedet skaber hun et særligt univers, hvor hun skriver om ungdommen, som den ser ud – med den fordel at hun taler om ungdom fra ungdommens sted. Det er et univers, hvor man taber glas, bare for at høre dem knuses. Bare for at gøre noget. Hvor de grimme byer, man aldrig ser på film, indskrives i popkulturen. Hvor acnesårene hyldes i en sammenligning med månens kratere, og hvor månen er en elsket bror.

Det er netop ærligheden, der er unik. Ønsket om at portrættere en side af ung virkelighed, der ikke er blevet vist frem før. Ansvarsfølelsen over for det uskønne narrativ. For det er ikke nyt at popstjerner er unge, men man kan mærke, at hun ønsker at agere linse og rette sig mod udokumenterede sider af ungdomslivet. Pludselig kan man genkende sig selv i popmusikken på en måde, man ikke har kunnet før. At nogen står ved kompleksiteten bliver en bekræftelse – der er ikke én måde at være ung på, som er mere rigtig end andre!

fra instagram @lordemusic

De stærke følelser får plads hos Lorde, men særligt for Pure Heroine er dyrkelsen af de små sensationer. Hun har en særlig evne til at krystallisere momenter. En drink bliver spildt ud over hende på repeat i sangen Ribs, og ud fra dette scenarie udredes tanker om barnets romantisering af at blive ældre, ungdommens forgængelighed og dyb ensomhed.

I Buzzcut Season bliver tiden ved poolen et lykkeligt, blåt hologram, man kan forsvinde ind i. Her kan man gemme sig fra krigsbilleder og dommedagserklærende nyhedsværter i tv’et. Bilen bliver på samme måde et frirum i A World Alone, hvor man kan findes og handle selvstændigt. Men midt i ekstasten opstår en erkendelse af dødeligheden: ”I know we’re not everlasting / We’re a trainwreck waiting to happen / One day the blood won’t flow so gladly / One day we’ll all get still, get still”. Både venskabernes og livets uundgåelige endeligt.

Så pludselig var rummet tomt, og der skulle gå fire år, før døren igen blev sparket ind. Denne gang var der lagt i kakkelovnen til et stort teen bash med kæmpefølelser på programmet. Det er en ny Lorde-era. Hun er blevet 20 år. Det er Melodrama. Det er genkendeligt, og samtidig nyt. Den romantiske kærlighed er blevet inviteret ind eller nærmere: brast ind, dansende. Det er en del af ungdommen, Lorde endnu ikke har beskæftiget sig med, og som hun, hvis det var uberørt sne, vader ud for at afdække. Der er det fantastisk forfærdelige crush på The Louvre. Det slags crush, som er 50% mavesus og 50% sidde og overtolke den anden person tegnsætning. Der er det kulsejlede forhold på Hard Feelings, hvor bilen igen bliver et særligt rum. Denne gang en slags pausetilstand – et forhold er lige endt, men man bliver først nødt til at forholde sig til dette faktum, når man stiger ud. På det lille extra-track Loveless definerer hun en generation af hjertesmerte-hungrende unge, der higer efter en sød smerte ved ignorerede opkald. Mens Supercut er en sang om at gennemleve et forlist forhold. Om at fortryde. Og om alle de ting man godt ved, hvordan man burde håndtere, men som man alligevel i virkeligheden altid fucker up.
Det var befriende på det første album, at det aldrig handlede om romantisk kærlighed, men det er virkelig også rart, at man på Melodrama har et sted at gå hen, når ens kærlighedsliv er i klemme eller måske især, når det føles som verdens undergang.

Lorde har flere gange omtalt sig selv som heks og har i hekseskikkelsen skabt et frirum, hvor hun tager ejerskab over de ting, hun tidligere er blevet kritiseret for – det gotiske og mørke, det akavede, det ærlige, dansen –  og vender dem til en styrke. Og danset, det bliver der. Store dele af albummet foregår på en eller anden måde til en fest – hvad end det er på dansegulvet eller et sted i “meet somebody, take them home”-rutinen. Men “festen” bliver også undersøgt som fænomen hos Lorde og bliver udvidet til ikke længere kun at dække over begrebets egentlige betydning. Som i det blodigt poetiske billede om at køre i bil med en ven, der er så fuld, at han næsten ikke kan se: ”We’ll end up painted on the road / Red and chrome / All the broken glass sparkeling” med den nonchalante tilføjelse ”I guess we’re partying”. Eller som i Liability (reprise): ”Maybe all this is the party”, hvor festen måske kan læses som ungdom generelt?

fra instagram @lordemusic

På Melodrama gøres der plads til store følelser og skift. Hvad der det ene øjeblik føles endegyldigt, har man fundet en løsning på i det næste. Det er alt eller intet, indtil man finder en tredje mulighed. Og det går stærkt fra det ene yderpunkt til det andet. Som i det smukke og Kate Bush-klingende omkvæde til Writer In the Dark, hvor der sker en kæmpe udvikling mellem hver sætning: “I am my mother’s child / I’ll love you ’til my breathing stops / I’ll love you ’til you call the cops on me / But in our darkest hours, I stumbled on a secret power / I’ll find a way to be without you, babe”. Præcis som teenagerens følelsesliv. Præcis som et melodrama.

På albummets sidste sang Perfect Places, synges omkvædet af et kor af stemmer. Sangen handler om at være ung i en kaotisk verden. Om at vende sig mod fest og dans for momentær tilflugt. Omkvædet er skrevet med flertalspronominer, som om det er en fællessang for hele ungdommen – det er vores egne stemmer, der synger ud til os. Det er os alle sammen, det handler om.

Det betyder utroligt meget, at Lorde på den måde rejser sig som et fyrtårn for os andre. Hun står lysende og beviser, at ungdommen er lige dele smuk og grim. At jeg ikke er alene om det, jeg tænker og føler, at det er ægte og fantastisk. At unge mennesker også kan skabe kunst fra det sted, vi står, og at det ikke gør det mindre seriøst eller validt. Sådan leder hun os som små både i havn.

Astrid fortolker sangenes universer i billeder

Oskars favoritter – en playliste