Måske har du brug for at høre det her

31. maj 2021

De unge i dag har en tårnhøj moral og en grænseløs selvbebrejdelse. De er frie, men er samtidigt tvunget til at være det. Derfor føler de sig konstant utilstrækkelige. I hvert fald hvis du spørger Christian Hjortkjær, forfatter til bogen Utilstrækkelig om “Hvordan den nye moral gør de unge psykisk syge”. I dette interview beskriver Hjortkjær de unge individers lod og alt det, som de føler, de skal klare alene, fra eksistentiel tvivl til klimakamp. Men de unge er ikke alene – i hvert fald ikke om at have det dårligt.

Da jeg læste bogen Utilstrækkelig, var det som at læse om mig selv. Når jeg nævnte bogens pointer for mine venner blev det mødt med nik og bekræftelse. Så jeg skrev en mail til højskolelærer og kulturkritiker Christian Hjortkjær og spurgte, om jeg måtte interviewe ham under titlen “Måske har du brug for at høre det her”. Han svarede: “Jeg kan godt lide din arbejdstitel. En fin måde at undgå påbuddet LÆS MIG! eller Artikler, du for alt i verden ikke må dø, inden du får læst.” Så kære læser, du behøver ikke læse med. Men måske har du brug for at høre det her.

Vi skal mødes på Zoom. Og om det er en kold og frostklar februarmorgen, er jo derfor ligegyldigt. Jeg har forberedt mig til interviewet, selvfølgelig. Jeg har læst bogen. Jeg har sågar skrevet en hel eksamensopgave om den månederne inden, så jeg burde være godt inde i stoffet. Alligevel tænker jeg, om jeg lige burde have læst bogen endnu en gang. Om jeg er tilstrækkelig til at bede en nomineret til Politikens Litteraturpris om hans tid. Om jeg er tilstrækkeligt god til at formulere hans tanker videre. Men man skal jo udfordre sig selv. Man skal jo tro på sig selv. Så logger han på, og vi går i gang.

Moralen og den tvungne frihed

Engang var der en masse ting, man ikke måtte, i dag er der en masse ting man skal. Sådan lyder hovedpointen, når Christian Hjortkjær skal forklare, hvordan den samfundsmoral, vi lever under, har forandret sig fra vores bedsteforældres tid til vores.

“Noget, der oprindeligt var en frisættelse, er gået hen og blevet en ny form for tvang […] Det er ikke længere et frit tilbud, om du vil ud og realisere dig selv – du skal ud og realisere dig selv.
Du skal finde din indre kerne
Du skal blive et autentisk menneske
Du skal brænde for ting, og du skal være social
Du skal være engageret, og du skal redde planeten.”

Sådan beskriver Hjortkjær den nye moral, ungdommen i dag lever efter. “Intet menneske bliver psykisk syg af at have for mange muligheder eller for meget frihed. […] Det, man bliver psykisk syg af, er derimod uoverensstemmelsen mellem at blive fortalt, at man er fri, men i realiteten opleve, at man bliver mere og mere presset,” skriver Hjortkjær i sin bog Utilstrækkelig. Det er ikke friheden, der er problemet. Problemet er, at de unge i dag står med nogle klare idealer foran sig, men ingen vejviser mod dem. Det er op til de unge selv at træffe de rigtige valg, der fører dem derhen, hvor vi alle (mere eller mindre ubevidst) kollektivt har besluttet, de skal hen. Det er dét, den konstante følelse af at være utilstrækkelig, der langsomt kører de unge mod kanten.

Vi ved godt, hvad moralen gør ved os. Vi ved godt, at vi pacer os selv. At vi stræber efter det uopnåelige. Vi kan se det, når vi sidder med en kop kaffe på en bænk i februarkulden og en veninde siger, at hun synes, hun får læst for lidt. At hun ikke får lagt nok timer på sit studiejob. At hun ikke får løbet så ofte, som hun burde. Hun sover ikke så godt. Og vi siger, at hun skal tage det roligt. At hun gør mere end rigeligt. At man jo også skal have fri og stene Badehotellet i sin seng og spise Ritter Sport med pebermynte. Og i næste uge siger hun det samme til til os.

"Statistikken peger i retningen af, at de unge får det dårligere og dårligere psykisk […] så der er nogle ting, der går helt og aldeles i den forkerte retning her.”

“Det går særligt ud over dem, der er samvittighedsfulde. Det er sådan en underlig form for straf.”

Sådan siger Hjortkjær om det paradoks, tidens moral indeholder. Et paradoks hvor de, der forsøger ihærdigst at opnå de opstillede idealer, også er dem, der får dårligst samvittighed over ikke at kunne nå dem. Denne tendens ser psykoanalysens fader Sigmund Freud allerede i 1920’erne i den kultur og tilhørende moral, vores bedsteforældre voksede op med. Spiralen kører altså bare. Her kommer et ikke-tænkt eksempel fra min, Astrids, egen hverdag.
Jeg stræber umiddelbart efter at være den bedste version af mig selv, men bedre er altid muligt, og jeg finder mig selv sidde til et Zoom-møde med min studiegruppe og stresse over hyggelig smalltalk, fordi jeg ikke har tid til ting, der ikke har et tydeligt outcome. Og så læser jeg den bog, der står på pensum til fredag, men jeg kan ikke huske det hele bagefter, og de noter, jeg har skrevet, er ikke udførlige nok. Og så ser jeg et afsnit af en ligegyldig tv-serie, for jeg skal jo også have lov at have fri, mens jeg strikker et par strømper, fordi jeg føler en ro ved at producere noget, mens jeg spilder min tid. Og jeg tjekker Instagram og ser et opslag med Greta Thunberg, og det eneste, jeg tænker, er, at Thunberg er fem år yngre end mig, og hvad har jeg egentlig gjort for verden?
Alene genkendeligheden (forudsat mit eget lille uvidenskabelige studie blandt venner vidner om universalitet) i dette scenarie tydeliggør, hvordan det egentlig ikke handler om mig, men om man. Jeg var i hvert fald ikke den eneste i min omgangskreds, der genkendte scenariet. Jeg tager mig selv i at gentage mønsteret igen og igen, ligesom mine venner gør det samme. Vi reproducerer den gældende moral sammen. Vi forventer det ideelle af os selv og af hinanden konstant. Men det er ikke vores skyld, at det er sådan, dog er det vores ansvar, at det bliver anderledes.

Hjortkjær forklarer, hvordan man har et ansvar, på trods af at det ikke er ens egen skyld, at man har fået det overdraget. “Dem, der startede med at smadre planeten, de var jo ikke klar over, at de gjorde det. Nu ved vi det så, og så er spørgsmålet: Kan vi finde ud af at handle på den viden, vi har? Og det er ret svært. Det er overraskende svært at handle på den viden, man har.” Ligesom klimaet har samfundet også gennemgået en markant social udvikling de sidste 100 år. I takt med industrialiseringen, globaliseringen, udviklingen af konkurrencestaten og videnssamfundet har vores psykiske miljø også forandret sig. Det ser man, fx når man læser Freuds kulturteori fra 1930 og Hjortkjærs om samme emne skrevet et århundrede senere. Ligesom vi har stræbt efter at effektivisere industrien og produktionen, har vi også stræbt efter at effektivisere individet. I dag lider klimaet under denne målrettethed, og det gør ungdomsgenerationen også. Og ligesom med klimaet, ved vi i dag godt, at der er nogle seriøse problemer, som må tages hånd om, men kan vi finde ud af at handle på den viden?

Da jeg forbereder mig til interviewet, tænker jeg, om det egentlig ikke er i samfundets interesse som helhed, at vi fortsat pacer os selv som vi gør. Måske kunne det være dét man gjorde for verden? Er det ikke vores pligt i et priviligeret videns- og uddannelsessamfund som Danmark, at vi altid stræber efter at gøre vores allerbedste?
“Så længe vi kun tænker fem år frem, så er det rigtig smart, at vi fortsætter på den måde, vi gør. Men statistikken peger i retningen af, at de unge får det dårligere og dårligere psykisk […] så der er nogle ting, der går helt og aldeles i den forkerte retning her,” svarer Hjortkjær. For hvordan skal nogen redde noget som helst, hvis de ikke kan komme op om morgenen eller har angst for helt basale dele af livet? Hvordan skal ungdommen ændre noget, hvis vi i stigende grad bliver mere og mere psykisk presset?

Tårnhøj moral og grænseløs selvbebrejdelse

Hjortkjær beskriver, hvordan ungdomsgenerationen i dag lider under deres egen tårnhøje moral og dertilhørende grænseløse selvbebrejdelse. Lige denne kombination “er en rigtig farlig cocktail, for det er fint nok at have en tårnhøj moral, hvis man på en eller anden måde bare kan gå hårdt efter den, men når den er kombineret med stærk selvbebrejdelse for ikke at nå den tårnhøje moral, så smadrer man sig selv med den. Så bygger man et tårn op, som man hele tiden fjerner den nederste brik i.”

“Det er jo interessant at se, at en stor del af jeres generation er mere etisk,” siger Hjortkjær.
Han følger op: “Det er jo ikke den stemme, man plejer at sige, er ungdommens. Man plejer at sige, at ungdommen er nogle egoister. De tænker kun på sig selv. Det er jo helt åbenlyst ikke tilfældet.” Og det er et problem, ifølge Hjortkjær, når den voksne generation konstant definerer ungdommen med forkerte betegnelser. Hvis vi skal have nogen forhåbning om at ændre tingene, er det afgørende, at vi får stillet den rigtige diagnose.

"Der er et problem i, at vi skal være så selvstændige i dag, at vi også kommer til nærmest at skulle være helt alene - om alle ting"

Til et landsmøde for efterskolerne bliver Hjortkjær særligt opmærksom på, hvordan man beskriver de unge helt forkert. Løft blikket var temaet for mødet, hvor det handlede om, hvordan man får de unge til at løfte blikket fra skærmene, se op og engagere sig i samfundet. Et oplæg hed “Dannelse i narcissismens tidsalder”.
Hjortkjær fortæller: “Og så tænkte jeg, det er da overhovedet ikke det, der er problemet. Vi har netop en ungdomsgeneration, som i den grad løfter blikket fra skærmen […] De er dybt engagerede. Så jeg startede med at spørge: Er det her et korrekt billede af ungdommen? […] Jeg spurgte ud til 150 efterskolelærere og -forstandere: Er det sådan, jeres unge er? Er de narcissistiske og navlebeskuende?”

Det kunne publikum ikke genkende. Måske ligger der et problem i, at den voksne generation ikke forstår, hvad er foregår på skærmene. Et oplagt, men måske vigtigt sted, hvor forståelsen skrider. Skal vi stikke hovedet i skærmene, så kan man jo møde den evindelige kritk om, at vi i Danmark er et lille land, der ikke kan gøre noget ved noget alene, og se på verdensomspændende og debatskabende hashtags som #fridaysforfuture, #metoo og #blmmovement. De sidste uger har #textmewhenyougethome fyldt de sociale medier, efter en ung engelsk kvinde blev overfaldet og dræbt en aften på vej hjem gennem London. Alene hendes navn er, i skrivende stund, blevet tagget mere end 47.000 gange på Instagram i opslag omhandlende kvinders udsathed. Så blot at sætte lighedstegn mellem ungdommen, sociale medier og narcissisme er i dag en uoplyst holdning.

Skal man alligevel imødegå de anti-digitale ryster, der afskriver ungdommen som komplet uengagerede i deres omverden, så kan vi også kigge lidt på den fysiske verden. Ifølge Financial Times var 2019 et skelsættende år, når man så på, hvor mange der gik på gaden verden over i politiske protester. Og hvis man har glemt demonstrationer som March For Our Lives og oprørene i Hong Kong og tror, at det kun er boomers, der har en agenda i dag, kan vi også se lidt på debatten herhjemme lige nu. Her er klimaet den helt store og ungeopbakkede kamp. Vindersangen til Børne-MGP 2020 handlede om klimaet. Og vi kan da lige tage nogle udpluk fra sangene fra dette års udgave af MGP. Mikkel sang om at holde håbet oppe i en kynisk tid, hvor de voksne (stadig) går i krig: “Jeg tror på kærlighed, lykke og verdensfred.” Tinke and the Winkies sang om, hvordan vores samfund er og bør være mangfoldigt: “Rød, det er farven på det danske flag / Min bedste veninde holder ramadan. […] Pink, det er farven på min fantasi / Du bestemmer selv, hvem du kan li’.”

Tilbage til Hjortkjærs tanke om den problematiske fejldiagnostisering af ungdommen.
“Så for mig er det afgørende, at diagnosen er rigtig. Man kan ikke hjælpe en patient, hvor man har stillet en forkert diagnose, og man kan ikke hjælpe en ungdom, hvor man bliver ved med at sige, at problemet er, at de er pisseforkælede og ikke kan finde ud af at tage ansvar for noget som helst.”

Fællesskabet som smertestillende 

Trods den umiddelbart generelle diagnose, som Hjortkjær tillægger ungdommen, er det en særlig del af ungdommen, han i sin bog beskriver som de uventede udsatte. Han kalder disse de skoleudmattede. I Freuds protestantistiske kultur kaldte han denne gruppe de fromme. I vores tids sekulariserede samfund er de ikke et produkt af den religiøse forbudsmoral, men af en påbudsmoral, de unge især møder i uddannelsessystemet. Hjortkjær beskriver dem i sin bog Utilstrækkelig således: “Det er de fagligt dygtige, men faktisk også de socialt stærke, som er dybt engagerede i frivilligt arbejde. Men det er samtidig den gruppe, der ikke bare præsterer, men overpræsterer.”

Hjortkjær uddyber: “Vi har bare ikke været vant til at tænke på den gruppe som sårbare. Vi er vant til at tænke på dem som ressourcestærke. Men de er sårbare et andet sted, som vi også skal til at tage højde for.” Der hvor efterskolernes landsmøde fokuserede på de uengagerede unge som problematisk, taler Hjortkjær altså om de overengagerede. Det er dem, som er sårbare, når det kommer til at føle sig forpligtede til at overpræstere. De føler et enormt pres fra sig selv og deres omverden.

Jeg spørger, hvordan vi gør noget ved problemet: Hvis dette er diagnosen, hvordan lindrer vi så?
“Jeg tror, det er meget afgørende, at man forsøger, næsten med vold og magt, at skabe stærke relationer til de mennesker, der egentlig gerne vil klare sig selv. Der er et problem i, at vi skal være så selvstændige i dag, at vi også kommer til nærmest at skulle være helt alene – om alle ting. Nu kalder vi det robusthed, men altså, det er noget pis.”

For Hjortkjær ligger der en stor styrke i fællesskabet. Vi er nok slet ikke skabt til at stå så meget alene, mener han. “Med dem som har det på den måde, tror jeg, det er ret vigtigt, at man lader dem vide, at de ikke er alene. At der er nogen, som gerne vil dele ansvaret med dem. For hvis man står alene med ansvaret for hele sin egen skæbne og den samlede planet, så knækker man. Det er der ikke nogen, som kan holde til. […] måske er der noget med, at vi som mennesker ikke kan holde til at være 100% ansvarlige for vores egen skæbne og for planeten. Måske er det mere, end vi kan bære.”

Interviewet slutter.

Jeg bruger alt for lang tid på at skrive det. Imens jeg skriver det færdigt, slår en række dårlige samvittigheder ned i mig. At jeg ikke har fået ringet tilbage min mormor. At jeg ikke har fået startet på den eksamensopgave, jeg snart skal aflevere på studiet. At jeg endnu ikke har fået trænet i dag. At jeg ikke har nået at handle ind. Min kæreste ringer og spørger, hvad vi skal spise i aften. “Er du lidt doven?” spørger han, da jeg foreslår bare at købe noget hos grønthandleren. Og sådan reproducerer vi hele tiden moralen.

Vi føler os utilstrækkelige i vores forsøg på at nå uopnåelige idealer. At vide, at du ikke er alene om den følelse, er lindrende. Men det er jo ingen trøst, når det, man er sammen om, er at have det dårligt. Det er bare tragisk. Der er, for de unge og for samfundet generelt, et behov for at tingene ændrer sig, hvis man spørger Christian Hjortkjær. Hvordan man handler på dén viden, må vi så finde ud af.

Der er en reel risiko for, at du havde brug for at høre det her.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN