Mens vi venter 

08. august 2022

Kø… er der noget mere belastende? Astrid er taget endnu tidligere i lufthavnen end normalt. De siger køen til sikkerhedscheck er meget lang, fordi de ikke har fået nok personale tilbage igen efter corona. Anti-social og med nej-hatten på bereder Astrid sig på undgå en hver mulig kontakt med de mange andre mennesker i køen, der mest af alt minder om en pilgrimsfærd, men så sker der noget uventet…

Møder en fremmed i den lange kø til security. Hun spørger først “Sorry, when are you flying?” Jeg forstår hendes bekymring, vi er gået langt for bare at nå til enden af køen. Hver gang vi kommer rundt om et hjørne, må man smile, mens man tænker, det er løgn – køen forsætter. Endelig kan vi stille os bagerst og gå den rigtige vej bag alle andre, tilbage hvor vi kom fra. Der er sat telt op udenfor lufthavnen for at skabe mere plads til køen. I starten tænker jeg “åh, kan ikke rigtig overskue at snakke”, men den fremmede formår på en eller anden måde at åbne op for snakken, på en måde som ikke føles påtrængende. Vi snakker og udveksler ubesværet i en time, skridt for skridt, spørgsmål for spørgsmål.

Jeg havde næsten glemt, hvordan det er spontant at møde et nyt menneske. Det føles utroligt bekræftende, at der findes skønne mennesker derude, og dem du virkelig klikker med, kan du møde de mærkeligste steder.

Kvinden er i 40’erne og fra München. Mor til to piger, ansat i konsulentfirma, elsker at stå på ski. Hun har været på firmatur i Amsterdam og er kommet tilbage til hotellet klokken fem i morges. Klokken er 14.00 nu, køen er lang, og hendes fly er 15:20, men det virker ikke til at bekymre hende.
Jeg fortæller, at jeg skal besøge min søster og hendes uge gamle baby Freja Kaja. Jeg fortæller, at jeg er fra DK, men bor i Amsterdam med min kæreste, at jeg skal starte nyt job, men også håber at komme ind på universitet. Kvinden er typen, alle godt kunne tænke sig var ens moster. Hun lytter, hun er begejstret og forstår, samt deler generøst ud af sin egen erfaring.
Vi taler sammen helt frem til security, da vi er kommer igennem, siger hun “I am Andra btw, it was really nice to meet you”. Jeg svarer “you too, I am Astrid”. Inden hun vender sig om og går mod gaten, siger hun “all the best to you Astrid, really all the best”. Jeg svarer “the same” og smiler.

Jeg har nogle gange svært ved at holde øjenkontakt under samtaler, tror det kan distrahere mig lidt, måske kommer jeg til at analysere for meget på folks ansigtsudtryk og ryger ud af det, jeg var ved at sige, eller glemmer at høre efter, hvad de er ved at sige. Men Andra kunne jeg uden pinlighed eller forlegenhed kigge øjnene næsten hele tiden. Hvor er det utroligt, at man kan møde sådan et menneske, som griber en på den måde. Hun havde sikkert sovet tre timer og vidste ikke, om hun ville nå sit fly, og alligevel ville hun gerne stå der og snakke med mig, et menneske som hun højst sandsynligt aldrig møder igen, og som ikke betyder noget som helst i hendes liv. Men det gør jeg måske nu? Hvis jeg efterlod samme indtryk på hende, som hun gjorde på mig. Efter corona-nedlukning er jeg langsomt ved at åbne mig op for det sociale liv igen. Jeg vil det mega gerne, men jeg har altid haft det stramt med de fleste typer offentlig transport og lufthavne, jeg havde bestemt ikke en social dag og tænk, at det så alligevel er her, at Andra fra München giver mig håb og blod på tanden til at komme ud og møde en masse nye mennesker og få en masse input, nogle sikkert bedre en andre, de fleste sikkert forbipasserende i det store billede, men ikke desto mindre møder, møder som udgør vores liv.

Efter mit tilfældige møde med en fremmed i bedste Forrest Gump stil, uforpligtende og opløftende, slår det mig, at vi danskere lukker os alt for meget om selv. Ovenpå corona-nedlukning og den generelle frygt for det nye, det fremmede, det anderledes og det uventede, så skal vi tage os sammen, åbne for muligheden for at møde nye mennesker igen. Mennesker, som kan og vil bidrage positivt til vores liv, også den forbipasserende. Smil til verden, og den smiler til dig, som man siger.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Psst!
Læs mere her