Min flytteangst og jeg bor i storbyen
Ida er flyttet til storbyen, og selvom livet burde være en SU-venlig dans på roser, når alt drejer sig om den sociale studiestart, og bekymringerne burde være, om der var øl nok i køleskabet, eller om benene kunne holde til at danse natten lang, så er der andre bekymringer, der er flyttet med ind i Idas lejlighed. Og i de sidste 24 timer har Ida samlet sine ængstelige tanker i et indlæg.
En spirende relation
Hvornår fik du sidst venner? Jeg synes, at det fænomen med at få nye venner ud af ingenting sjældent rammer mig, men alligevel har jeg fundet en. Det er en kærlig ven, der passer på mig, det er en ven, der har mystiske sider, som jeg ikke altid helt forstår, og så er det en ven, der ikke giver en fuck. Ikke for nogen og heller ikke for, hvad nogen tænker. Selv mig er min nye ven til tider fuldkommen ligeglad med.
Egentlig kan jeg ikke lide min nye ven. Egentlig synes jeg, at min ven er besværlig, egoistisk og endda til tider relativt belastende. Men mine gamle venner, socialangst og ensomhedsangst, fortæller mig dog, at den er god nok; vi skal nok blive rigtig tætte, flytteangst og mig.
Flytteangst, som, jeg føler, er af hunkønsvæsen, minder mig om mange ting, der ligger mit ængstelige hjerte meget nær. Hun er kvinde, fordi hun er omsorgsfuld, og hun er kvinde, fordi hun er min personlighed. Hun fylder altid meget, og jeg føler, at hun er kurvet, så når hun krammer mig, kan jeg lægge hovedet mod hendes bløde bryst. Jeg ser hende gå med det brune hår, som ikke er mit. Det er langt og altid løst, så når vinden rammer, fylder hun endnu mere i hendes tilstedeværelse. Hun er kvinde, fordi hun har et temperament, men stadig kysser hun mig på kinden. Hun er pompøs, og hendes hånd ryster aldrig, inden hun skal slå. Mest af alt er hun kvinde, fordi hun er del af mig.
Hun kender mig også bedre end de fleste. Selv min veninde fra folkeskolen, som jeg delte skolegårdsfølelser og klubforelskelser med, kender mig ikke nær så godt. For sagen er den, at flytteangst og jeg går hånd i hånd gennem Aarhus’ menneskefyldte gader, og mens jeg savner en mennesketom provinsby, så gør flytteangst det samme. Flytteangst handler bare oftere, end jeg selv gør. River mig væk eller slår mig i hovedet, indtil jeg flytter min tunge, trætte krop op i min mennesketomme lejlighed, hvor flytteangst aer mig langsomt på kinden og tørrer de første tårer væk. Flytteangst ved nemlig godt, at hun er i sikkerhed nu.
Dog er vi aldrig helt i sikkerhed. Vi ved det godt begge to. Vi er ikke i sikkerhed, så længe vi er her, hvor vi nu er blevet smidt af sammen med en bunke IKEA-møbler og et tomt køleskab. Alligevel kigger vi i køleskabet, og den lille lampe bagerst forskrækker os begge, mens vores øjne farer fra den ene hylde til den anden, og hvor de kun finder en halv pakke smør, tre tørre tortilla-pandekager og en agurk, der er helt blød i den ene ende.
Ukendte musik og halvtomme flyttekasser
Når vi står der – hvor jeg selv står længst mod køleskabet og med flytteangst åndende i nakken – så bliver vi kede af det. Ikke ked af det, som når ensomhedsangst og jeg ser ældre mennesker, der spiser alene på en café, eller en hund der dør i en film, men sådan en gennemborende ”ondt i maven”-ked af det-hed. Som om jeg har mistet noget, og om det er min sult, min integritet eller min følelse af succes, det ved jeg ikke. Men flytteangst ved det altid. Flytteangst fortæller mig, at det, jeg har mistet, er evnen til at gøre ting, som alle andre kan. Jeg har mistet evnen til at handle ind, og jeg har mistet evnen til at blive elsket. For hvem kan holde af et menneske, der ikke kan handle ind? Holde af et menneske, der ikke engang kan skære den bløde del af agurken af, så der i det mindste er 30 kalorier til aftensmad?
I stedet for at kigge i køleskabet drejer vi om på hælen næsten synkront. Men flytteangst venter i køkkenet lidt endnu. Måske har hun sagt, hvad der skulle siges? Befriende, tænker jeg, og dernæst tænker jeg på en nattesøvn på over tre timer. Min seng har selskab af flyttekasser, og jeg sparker let til den ene, jeg troede var tom. Det rasler i den som keramikkrus, der går i stykker. Straks vågner min ven i køkkenet op og løber ind på mit værelse for at skælde ud. For hvorfor har jeg ikke tømt kassen endnu? Hvorfor har jeg ikke bare pakket de sidste ting ud? Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at flytte som alle andre mennesker, der inviterer ti venner over, sætter søm op og spiser pizza ovenpå de flyttekasser, der alle er tomme, fordi de normale mennesker, der ejer dem, har tømt dem, som alle andre mennesker gør.
Flytteangst fortæller mig, at det, jeg har mistet, er evnen til at gøre ting, som alle andre kan. Jeg har mistet evnen til at handle ind, og jeg har mistet evnen til at blive elsket.
Jeg lader en lille smule ligge i kasser rundt over det hele. På den måde snyder jeg flytteangst en lille smule og køber mig tid. Tid til at slappe af. Den mest kostbare tid, der findes. Måske ved hun ikke, at vi ikke flytter hjem igen, hvis jeg gemmer nogle ting for hende?
Og så kommer de. Alle de tårer og alle de nerver i min krop, der sammen med mit hurtigbankende hjerte danser til elektrisk techno. Det går hurtigt, og beatet er for tungt til, at min krop kan holde til det. Den bukker under. Mine halvåbne øjne ser blot de to keramikfigurer, som i boligbladene er kaldet ’lykkedyr’ – ironisk nok – der plejede at stå i den højre vindueskarm. Den højre vindueskarm, som er mindre end den venstre, og den højre vindueskarm, der er derhjemme og ikke i den lejlighed, hvor min krop nu er i. Jeg aner ikke, hvorfor de er her. Hvorfor de ikke står, hvor de plejer, og hvorfor de nu skal have en ny plads. De har altid stået det samme sted. I venstre side og lidt på skrå, så jeg kunne få øjenkontakt med dem fra min sengekant.
Derhjemme er der fuglesang, og det forskrækker mig nogle gange. Det giver et sæt i kroppen, når naboernes katte slås klokken tre om natten. Men jeg ved præcis hvilke to, det er. Det er den brogede, brune kat fra vejen bagved, og så er det familiens fra nummer 56. Jeg har set dem slås mange gange midt i nattens mørke, og jeg tror, de gør det kærligt, for om dagen mødes de også uden at slås.
Klokken er næsten slået to, og der kommer lyde fra min hoveddør. Der kommer lyde fra mit vindue. Det er ikke kattejammerrock eller fuglesang. Det er fodtrin, der ikke er min fars søvnige skridt på et lakeret trægulv, og det er musik fra sirener. Jeg tror, det er en ambulance. Jeg sveder og mit hjerte forsøger at pumpe i takt til sirenernes skingre beat. Klokken er næsten slået fire.
Alle de tårer og alle de nerver i min krop, der sammen med mit hurtigbankende hjerte danser til elektrisk techno. Det går hurtigt, og beatet er for tungt til, at min krop kan holde til det. Den bukker under.
Hvordan Googler man i Jylland?
Min cykel er flad, og jeg ved ikke, hvordan man googler cykelsmed i Aarhus, og jeg går derfor. Jeg går op for at mødes med fremmede mennesker, og selvom jeg ikke kan finde ud af at pumpe min cykel, så har jeg lært om begrebet ’facade’. I morges tog jeg birkenstock på, som senere giver mig vabler ovenpå foden, og jeg tog den facade på, der giver mig nye venner. Og så møder jeg dem. De står udenfor den dør, som jeg skal gå indad, og jeg føler, at det er et bagholdsangreb. Har de planlagt det? Flytteangst fortæller mig, at selvfølgelig har de planlagt det. Sådan gør man alle andre steder end derhjemme, og de har ventet på mig, og de vil ryge en cigaret, og de vil tale om ting, jeg ikke ved noget om, for jeg taler ikke jysk.
Jeg har et nervøst bolsje i munden, og jeg koncentrerer mig om at mærke efter, hvilke tænder bolsjet rammer og hvornår. Jeg spørger bolsjet, om det føler sig tilpas i min mund, mens mine nye venner spørger mig, om jeg har læst lektierne til i dag. Flytteangst siger, at jeg burde lytte bedre efter. For ellers kan folk her ikke lide mig. Så jeg sluger bolsjet helt, og mens jeg synker, efterfølger tre undskyldninger, og håber på, at det vil tilgive mig.
”Her sidder jeg altid”, siger hende den ene og peger mod en hjørnecafé. Jeg får en klump i halsen, som jeg tænker, at jeg kan synke væk i ét hug. I samme øjeblik tilslutter flytteangst os, mens hun griner mig overlegent op i ansigtet. Hvordan kunne jeg være så dum at tro, at klumpen går væk? Nej, siger flytteangst, nu skal jeg give dig en til, og du kan samtidig få lov til at få en uimodståelig trang til at græde. Så det gør jeg.
Jeg går mod skiltene til toilettet, og mens jeg går ned af trappen, laver mine tårer folkevandring ned ad mine kinder. Hun sidder altid der. Det er hendes sted. Hvor er mit? Mit er derhjemme, men når folk spørger, hvor jeg bor, så prøver jeg stadig at sige min nye adresse. Jeg er blevet gjort lovløs i følelsen af hjem. Den findes ikke længere, da jeg sætter mig på toiletbrættet og lader tårerne drukne min krop til lyden af flytteangst, der synger kor til den sørgelige melodi i mine ører.
Jeg er blevet gjort lovløs i følelsen af hjem. Den findes ikke længere, da jeg sætter mig på toiletbrættet og lader tårerne drukne min krop til lyden af flytteangst, der synger kor til den sørgelige melodi i mine ører.
“Jeg savner dig”
Min psykolog siger, at det hele er symbolsk. Jeg nikker og siger, at jeg forstår, hvad han siger. Og i hans brune læderstol forstår jeg det hele. Det hele giver mening. At en dag får jeg også en hjørnecafé, der er min, og jeg får venner, der ikke giver mig svedige håndflader. Jeg får mindre flytteangst og mindre hjemve. Jeg græder mine sidste tårer og vælger i dag, at de skal blive hos ham. Jeg tapetserer hans vægge med en sidste tåre, da han siger, at han tror på, at jeg godt kan. Og så går jeg ud derfra alene.
Jeg skal med toget, og der er kun én anden i kupéen. Jeg synes, at det er en genkendelig skikkelse, men personen sidder med ryggen til. Kort tid efter at en kvindelig, mekanisk stemme har annonceret, at det næste stop er hovedbanegården, vibrerer min lydløse telefon i håbet om, at jeg vil tjekke den notifikation, som nogen har sendt mig. En besked. ”Jeg savner dig”, siger beskeden, og jeg bliver varm om det hjerte, der banker noget så roligt.
Jeg stiger af toget og står stille på perronen for at samle mod til at gå op blandt de mange andre mennesker, der løber, fordi de skal nå et tog om to minutter, eller dem, der skal trække tiden ud og går ind i 7-eleven for at købe dyre pølsehorn for kun at finde ud af, at de har fået dem uden ketchup. Inden jeg når at tage første skridt, bliver jeg prikket på skulderen. Det var den velkendte skikkelse, der nu bliver til et venligt ansigt. Flytteangst hilser pænt på og holder mig i hånden, mens hun hiver mig ud gennem hovedbanegården, for hun kan ikke lide at være der, hvor der findes ti spor og ikke kun ét enkelt. Det er for stort og for uoverskueligt, og menneskerne kigger, men ingen af dem smiler eller hilser eller spørger, om de kan give en hånd. Måske hjælpe mig med at løfte mine ben, der er lavet af beton, og med at samle mit mod op, der er smadret udover hele perronen i så små stykker, at jeg ikke kan få dem alle sammen med.
Flytteangst er ligeglad endnu en gang. Flytteangst så beskeden fra en hjemlig ven og minder mig om, at mit liv er 200 kilometer væk og ikke her. Minder mig om, at her er jeg ikke noget for nogen, og om jeg var her eller ej ville ikke gøre en forskel. Og de derhjemme, de savner mig og har brug for mig og kender mit ægte grin og ved, at jeg ikke kan lide at blive taget i nakken, mens de heroppe gør det for sjov. Og her er jeg tvunget til at grine af det og more mig, selvom det gør mig utilpas. Og så ender jeg, hvor jeg startede. I en mennesketom lejlighed med halvtomme flyttekasser, og om en time har jeg tomme tårekanaler og et nedadgående hyperventilerende åndedræt. Men kun hvis jeg er heldig, og flytteangst bliver træt. Hvis jeg er heldig nok til, at flytteangst ikke vil holde mig i hånden og fortælle mig om, hvordan ingen steder er mine, og hvordan jeg er ingens, og hvordan lykkedyrene er kede af, at de stadig ligger i kassen, men hvordan jeg ikke kan stille dem op der, for der hører de ikke til.
Flytteangst så beskeden fra en hjemlig ven og minder mig om, at mit liv er 200 kilometer væk og ikke her. Minder mig om, at her er jeg ikke noget for nogen, og om jeg var her eller ej ville ikke gøre en forskel.
Der er lys på toppen af Aarhus’ bakker
Der er snart gået 24 timer, siden jeg kiggede i køleskabet på den slatne agurke-ende. Jeg fik at vide, at det tog tre måneder at vænne sig til Aarhus’ bakker på cykel, og måske tager det tre måneder at vænne sig til at være voksen uden at føle sig som det. Måske tager det tre måneder at få en god nats søvn i den nye seng, der kostede halvdelen af min opsparing. Måske tager det tre måneder at vaske tøj, uden at min mor skal bede mig om det først, og måske tager det tre måneder, før der ikke er en lufthavn af tanker, der letter og lander oppe på øverste etage. Måske tager det tre måneder at føle sig hjemme omringet af fire vægge, der aldrig bliver lige så meget hjem, som de fire vægge, der har rummet barnelig leg, hviskende teenagehemmeligheder, knuste-hjerte-historier, lykketårer fra en fuldendt studentertid og en følelse af frihed og sikkerhed på samme tid. Måske tager det tre måneder, før de fire nye vægge får samme funktion og langsomt bliver malet til med minder.
Indtil da vil dagene nok føles som måneder, og sådan er det nok for flere end mig. Sådan er det nok for alle os tvungne voksne, der ikke er der helt endnu. For alle os, der ikke er uduelige, men som stadig har brug for kærlige skub i ryggen i den rigtige retning og rammer, der giver os tryghed. For alle os, der føler os hjemløse i vores nye hjem og som føler, at vindretningen altid er modvind. Men om tre måneder, så er tiden vores. Når bakkerne i Aarhus ikke længere er hårde at cykle opad, så har vi vores egen café, vi sidder på, og vores lykkedyr står i vinduet og smiler til os, mens vi lægger hovedet på puden og siger, ”hvor er det rart endelig at være hjemme” efter en lang dag.
Hvad tænker du?