Mit liv som kamæleon

08. februar 2018

Hvis alle har sin egen unikke farve, så føler Camilla sig mudderbrun. Som en intetsigende farveladeblanding. Hun har skrevet en tekst om at tænke så meget over, hvad andre tænker om én, at man ender med at blive det, andre vil have. Om at blive helt rundtosset i hvad, der er én selv. Og om at finde sig egen farve tilbage.

Collage af Frida Sønderlev Hansen

”Hvilket billede kan du bedst lide?” spurgte min ven, Hashim, mig, imens han swipede mellem to billeder på sin iPhone. Jeg tog hans telefon og fortsatte med at bladre mellem de to billeder. Han kiggede afventende på mig, imens min hjerne gik i selvsving. ”Hvilket billede kan jeg bedst lide?” tænkte jeg og kunne ikke gøre op med mig selv, hvad svaret skulle være. For sandheden var – indså jeg efter at have spist ham af med et latterligt svar à la ”Hmmm, jeg kan se kvaliteterne ved begge” – at jeg egentlig ikke forsøgte at svare på, hvilket billede, jeg syntes, var pænest. I virkeligheden kiggede jeg kun efter, hvilket billede jeg troede, at andre bedst ville kunne lide.

Tænk sig at leve et liv, hvor man går mere op i andres synspunkt end sit eget. Dét er en tanke, som er begyndt at hjemsøge mig. Hvis jeg ikke kan danne en mening – nej, min egen mening – om selv mere eller mindre ubetydelige sager (let’s face it, Instagram-posts har ikke ligefrem den største universelle vigtighed), hvad kan min eksistens så egentlig bidrage med?

Det virker måske som en ubetydelig, irrelevant episode. Jeg mener: det var et fucking billede. Men pludselig er jeg begyndt at spørge mig selv, om dét at tænke over andres mening fremfor min egen er blevet en så integreret del af min hverdag, at jeg ikke lægger mærke til det længere. Er jeg overhovedet mig selv, eller er jeg blot, som andre vil have mig til at være?

Hver dag bruger jeg (for) lang tid på at ordne mine øjenbryn, fordi jeg føler mig bedre tilpas med en anden form og farve, end de bryn, naturen (okay, måske nærmere mit pincetbevæbnede 13-årige jeg) har foræret mig. Jeg gør det – fortæller jeg mig selv – fordi jeg føler mig bedre tilpas sådan. Men føler jeg mig egentlig bare bedre tilpas, fordi jeg med et bestemt sæt øjenbryn synes, at jeg passer bedre ind i normen og de herskende idealer? Køber jeg tøj baseret på, hvad jeg selv synes er nice, eller er det egentlig bare en måde at please andre på? Bliver jeg glad af at læse en digtsamling af Caspar Eric, et essay af David Foster Wallace og Not That Kind of Girl af Lena Dunham, fordi jeg synes, det er spændende, godt skrevet og giver mig noget at tænke over, eller er det i virkeligheden, fordi jeg synes, det er fedt at betragte mig selv – og vigtigere: at andre betragter mig – som typen, der læser Caspar Eric, David Foster og Lena Dunham?

Jeg er ærligt talt blevet i tvivl, og det på trods af, at jeg siden gymnasiet har været overbevist om, at jeg ikke længere går op i, hvad andre tænker om mig. Over den senere tid har tvivlen udviklet sig til at blive en potentielt rigtigt ubehagelig erkendelse: Hvad nu hvis jeg kun (for nu at bruge den absolut mest udtjente floskel) har fundet mig til rette i min egen krop, fordi jeg endelig er nået til et punkt, hvor jeg har modelleret så tilpas meget på mine øjenbryn, min garderobe og mine bogpræferencer, at jeg nu ubevidst føler, at jeg passer ind i alle de forestillinger, jeg har om, hvordan andre synes, jeg bør være?

I virkeligheden kiggede jeg kun efter, hvilket billede jeg troede, at andre bedst ville kunne lide.

Måske kan man godt lytte til sig selv og stadig være dybt påvirket af, hvad andre tænker – højst sandsynligt uden at være bevidst om det. Og det er lige netop det, der gør mig rundtosset: Tænk, at det er blevet en så indøvet del af mit handlingsmønster at tage i betragtning, hvad andre mennesker synes om det, jeg gør, siger, mener og har på, at dét i sig selv træffer mine beslutninger, helt uden at jeg selv registrerer det.

I bund og grund har jeg jo slet ikke lyst til at være et menneske, der konsekvent, mekanisk og ubevidst tilpasser sig andres meninger og forventninger. Jeg er træt af at være en kamæleon. Ikke, fordi der er noget galt med nogle gange at være en kamæleon; det er en ret fin ting at kunne orientere sig, tilpasse sig og sætte sig ind i andre menneskers tankegang. Det er bare knap så fint, når man gør det i et sådant omfang, at dét i sig selv bliver styrende for ens tilværelse.

Det er lidt, som om jeg har haft så travlt med at skifte farve for at passe ind, at jeg ikke længere kan skelne mellem, hvad der er mig, og hvad der bare er (mine forestillinger om) andres forventninger og behov. Som om jeg – efter at have været hele farvespektret igennem – er endt op som dette intetsigende, mudderbrune væsen. Og når man har ageret forvirret øgle, der har skiftet farve som et andet trafiklys det meste af sit liv, er det pludselig svært at mærke efter, hvilken farve der egentlig føles rigtig.

Måske er det hele pointen: At blive bedre til at mærke efter. Jeg tror, at vi er mange, der går igennem livet som kamæleoner – ofte helt uden at tænke over det. Men mon ikke verden ville blive et mere farvestrålende og interessant sted at være, hvis vi blev lidt bedre til at mærke efter, hvad der føles rigtigt for netop os? Jeg lover i hvert fald at øve mig. Og hvem ved, måske jeg en dag finder min egen farve igen.

Hvad tænker du?

  1. Christa siger:

    Jeg kan virkelig følge dine tanker om at leve som ‘kamæleon’. Jeg har tit travle perioder, og når jeg så har fritid tilovers en aften eller weekend, så kan jeg blive helt i tvivl om, hvad jeg har lyst til at lave eller slappe af med. Så jeg vil også meget gerne blive bedre til at mærke efter. Træffe aktive valg / fravalg. Tak for din fine tekst!

    1. CamillaKlarskov siger:

      Ih tak for din kommentar ♡ Det handler netop om at blive opmærksom på, hvad man selv har lyst til. Kram

  2. Elise siger:

    Tal for disse fine tanker! Jeg kan virkelig relatere, og vil prøve at øve mig på at læse de bøger og lytte til det musik jeg har lyst til, uden at tænke på, hvad andre ville sige til det:)

    1. CamillaKlarskov siger:

      1000 tak for din kommentar! Jeg øver mig også – og hvis øvelse gør mester, kan det jo kun blive godt. Held og lykke med det ♡

  3. Anna siger:

    Ja! Sådan her har jeg virkelig også haft det meget. Kamæleonfølelsen for real.

    1. CamillaKlarskov siger:

      Kamæleonkram til dig ♡

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *