Nu kræver jeg min plads

Jeg går rundt i en verden og er helt forduftet af hensyn til andre.

Jeg drømmer om at gå langsomt over fodgængerfeltet og have joggingbukser på i Netto. Pakke mine indkøbsvarer i mit eget tempo, fylde lidt på fortovet, farve mit hår flamingofarvet og synge højt og falsk på min cykel.

Hvem tager egentlig skade af, at jeg har pletter på jakken, at jeg ikke lige fik redt mit hår, eller at jeg spiser is til aftensmad? Og hvem siger egentlig, at det ikke er godt nok?

Nogle gange undrer jeg mig over, hvem der ejer verden, og hvorfor jeg er så bange for at træde dem over tæerne. Hvorfor er jeg så bange for at stå i vejen?

Hvad nu hvis vi sagde, at den her verden var alles? At det ikke gjaldt om at indrette sig efter de sociale regelryttere og deres lynhurtige linealliv. At verden også var lidt min og lidt din og ikke kun tilhørte de mennesker, der kan gå lige og følge regler og se ordentlige ud, og som har øvet sig hele livet på at være travle og firkantformede?

Hvad nu hvis jeg turde kræve min plads – på fortovet, cykelstien, dansegulvet, og i universet?

Så ville jeg blomstre. Så ville jeg klæde mig i komplementærfarver og hoppe på et ben i skole. Leve langsomt –  på min måde.

Jeg ville lade mig selv fylde og forstyrre, falde og fejle med en respektfuld lille fuckfinger til, hvad andre synes. For verden er også min, og i år vil jeg ikke vige hver gang.

I år vil jeg være i vejen

og til besvær

og til stede.

I år vil jeg være alt det, jeg er, og jeg vil nyde det i fulde drag, for nu kræver jeg min plads!