Nutid, datid, ghosting for altid

Klokken er tæt på midnat, og du stavrer ind i din lejlighed med rødmossede kinder, varme fra øllen, ondt i smilebåndene og… er det en lille sommerfugl i maven, du kan mærke? Den følelse har du godt nok ikke følt i lang tid.

Du går ud i badeværelsets hårde lys og får øjenkontakt med dig selv. Her står du. Du føler dig lidt main character-agtig. Du har været på date og for en gangs skyld, synes du faktisk, han er en smule sød.

De næste timer, ja, nok mere dage, går på at tjekke din telefon. Selvfølgelig ikke fordi du vil tjekke, om de har skrevet til dig, nej, så desperat er du ikke. Men nu når du alligevel har læst alle dine sms’er, er nået til bunds i dine mails og har været inde og rydde op i dine noter, så kan du jo lige så godt tjekke, om de har svaret dig tilbage.

… Sendt for 3 dage siden. Intet svar. Mon der er sket dem noget? Du kunne nok godt opstøve deres hjemmeadresse, eller måske endda hvor de arbejder henne og så helt non-chalant trille forbi. Hvis nu de havde glemt dig.

For dine veninder fortæller dig jo, at drenge altså nemt kan glemme at svare, hvis de har travlt med alt muligt andet, eller at de nogle gange kan blive så forblændet af en kvinde, at de faktisk ikke tør at skrive tilbage. Duh, det er sgu da derfor! Eller måske bliver han intimideret, fordi du nævnte et band, som han ikke kendte, og du faktisk var bedre til pool, end han var.

Mænd og deres skrøbelige ego’er, altså. Måske er det bare universet, der prøver at beskytte dig og ved, at der venter bedre derude? Måske er det faktisk bare his loss?! 

For du er faktisk sygt ligeglad med, at han har været inde og tilføje et nyt billede til sin Hinge-profil uden at have svaret dig.

Og du er faktisk sygt ligeglad, når dine veninder spørger, hvordan det gik med ham fyren, du ævlede om i sidste uge, og du virker sygt ligeglad, når du skal forklare, at han ikke har svaret dig, selvom I kyssede og grinede og havde sex og kiggede hinanden i øjnene på den måde, som man kun gør, når man har lyst til at sige, jeg elsker dig på 3. date.

Den måde som man kun gør, når man kan mærke årevis af apati over for idéen om at have en kæreste langsomt tø op og blive erstattet af en lille gnist af… kunne det her virkelig blive til noget? På den måde, som føles som et slag i maven, når du langsomt indser, at, nej. Det bliver ikke til noget. Du er blevet ghostet. 

Du kender måske scenariet, eller du har en veninde eller ven eller søster eller kollega eller studiekammerat eller nabo, som kender det. Ghosting er blevet det nye prædikat klistret på Gen Z som et irriterende klistermærke sat på ryggen af os liiige dér, hvor vores hænder ikke kan nå.

Vores tilgang til dating bliver dissekeret og udskammet, og det kan føles som en tabt kamp, inden den overhovedet er gået i gang. 

Du har sikkert fået den klassiske: “Jeg har så ondt af jer unge nu til dags. Dengang jeg var ung, så var man altså bare kærester, efter man havde kysset” af dine forældre. Men der er altså noget i mig, som bliver en smule skeptisk over for denne idyl, alles forældre åbenbart levede i i 80’erne.

For er det virkelig bare vores generation, som er fuldstændig rådden, når det kommer til dating i forhold til resten af menneskeheden, eller er vi bare lidt for gode til at pynte på fortiden? 

Forestil dig det her: Du er en ung tjenestepige i middelalderen, og du kommer til at blive gravid (ups) med den lokale smed og lige pludseligt, så vælger han at blive munk og trækker sig tilbage i stilhed i et kloster i bjergene, og “det har altså intet med din graviditet at gøre”.

Yeah, right. Eller din piratkæreste i 1600-tallet vælger at tage på en jordomrejse med begrundelsen, “at han skal ud og hente en skat”. Han fortalte dig så bare ikke lige, at der ikke var tale om en kisteskat, men en yngre, spændstigere, kvindelig skat i et andet land. WTF!

Klik her og Støt SEIN

Jeg ved ikke med dig, men jeg kan altså godt se de her scenarier for mig, og det har gjort mig nysgerrig på, om der er noget sandhed i det. Så tag min hånd, og lad dig transportere tilbage i tiden, hvor vi sammen kigger på, hvordan vi med datidens midler og lidt god, gammeldags vilje altid har formået at undgå hinanden og, ultimativt, ghoste hinanden. 

Oldtiden

Vi starter i oldtiden, mere specifikt, i det antikke Grækenland omkring år 600 f.kr.. Her skrev den unge kvindelige digter Sapfo en del af sine tekster om sin kærlighed for andre kvinder. (Så meget, at ordet “lesbisk” er opkaldt efter øen Lesbos, hvor hun boede – fun fact).

Flere af Sapfos digte kredser om temaet at blive forladt, savne eller længes efter en elskede, der ikke længere er til stede. Blandt andet i digtet “Fragment 94”, hvor Sapfo taler til en ung kvinde, der skal rejse væk. Kvinden græder over at forlade Sapfo, men Sapfo minder hende om de gode tider, de har haft sammen.

“Fragment 96” handler om en kvinde, der mindes sin elskede, som nu er langt borte. Så altså en slags poetisk vidnesbyrd på, at man også kunne blive forladt i antikken. Måske ikke igennem ubesvarede DM’s, men gennem geografisk afstand. 

Fælles for begge digte er den smerte, der ligger i adskillelsen, men også en trøst i erindringen om kærligheden. Måske kunne vi lade os inspirere af dette? Anyways, lad os skrue tiden omkring 1000 år frem.

Middelalderen

Vi befinder os i Vesteuropa i den tidlige middelalder, mere specifikt i det 6. århundrede. Her levede en kvinde ved navn Berthegund, som forlod sin mand for at blive nonne.

Hendes begrundelse: “No one who has been joined to a spouse will see the Kingdom of Heaven”. Hun forlod altså sit ægteskab uden nogen egentlig diskussion. Så en slags ghosting drevet af religion. It’s not you, it’s God.

Speaking of sen middelalder var der i provinsen Champagne flere dokumenterede tilfælde af mænd, som pludseligt forlod deres hustruer. Dette kunne ske ved, at manden rejste, indgik nyt forhold eller bare forsvandt uden formel separation og efterlod kvinden i juridisk limbo ofte uden forsørgelse.

De blev kaldt the Abandoned wifes. Men på trods af strenge kønsroller der herskede dengang, blev kvinderne ikke straffet lige så hårdt som mændene, hvis de fik en ny partner, da domstole og lokalsamfund anerkendte, at hun havde “rimelig grund” til det. Yay.

Oplysningstiden

Og hvis vi rykker nogle århundreder frem, ender vi i Italien i 1700-tallet. Eller faktisk, så ender vi overalt i Europa, for vi kan jo ikke snakke ghosting uden at nævne den berejste forfatter og eventyrer Giacomo Casanova.

For udover hans officielle erhverv var han en rigtig ladies man, en player, en kvindebedårer – ja, en vaske ægte middelalderlig fuckboy. Casanova var kendt for sine mange erobringer, kortvarige som langvarige, og han var hurtigt videre til den næste.

Han var måske ikke en ghoster i klassisk forstand, for han kunne dog godt finde ud af at sende et brev i ny og næ, men til gengæld var han notorisk dårlig til at overholde sine egne løfter om troskab. Måske har han nogle tip-tip-tip oldebørn her i København… og jeg har en mistanke om, at jeg allerede har mødt nogle af dem. Nå, vi må hurtigt videre, for vi har meget mere vi skal se.

Victoriatiden

Vi befinder os nu i London i 1850’erne. Forfatteren Charles Dickens havde på dette tidspunkt været gift med sin kone Catherine i over 20 år, og sammen havde de fået 10 børn.

Men Dickens var utilfreds, og mente at Catherine var blevet for tyk og ikke længere passede ind i hans forventninger til, hvordan en hustru skulle opføre sig. Rygterne gik også på, at han havde forelsket sig i den unge skuespiller Ellen Ternan.

I 1858 blev de skilt, og Dickens sørgede for, at Catherine blev fjernet fra hjemmet og adskilt fra sine børn. Han nægtede at se hende og spredte rygter om hendes mentale ustabilitet.

I breve og offentlig korrespondance fremstillede han sig selv som den moralske part, mens Catherine blev gjort til skurken. Hun blev på den måde socialt isoleret, og mange i deres omgangskreds endte med at tage Dickens parti.

Så på en måde ghostede han hende fra sit sociale og offentlige liv uden at give offentligheden en ordentlig forklaring, og lod hende stå tilbage uden sine børn og med et ødelagt ry. Det er hvad man kalder Victorian ghosting. Skal vi rejse videre?

1. og 2. verdenskrig

Det er det 20. århundrede, og vi skal snakke om endnu en forfatter; nemlig den store Ernest Hemingway. Under første verdenskrig blev han forlovet med den unge amerikanske sygeplejerske Agnes Kurowsky, men i marts 1919 brød hun forlovelsen og giftede sig med en italiensk officer.

Hemingway fik aldrig en forklaring, og det kan tolkes af hans senere roman, A Farewell to Arms, at han aldrig helt kom videre.

Og nu tænker du sikkert: “Stakkels Hemingway!” – og ja, det er trist. Men inden du får ondt af ham, så skal du vide, at han altså nåede at blive gift fire gange.

Hans første kone, Hadley Richardson, havde ingen karriere, og hans anden, Pauline Pfeiffer, droppede sit job på Paris Vogue for at blive Fru Hemingway. Hemingway var nemlig ikke den største fan af stærke, selvstændige kvinder. Nothing we haven’t heard before.

Det blev ekstra tydeligt, da han giftede sig med forfatter og krigskorrespondent Martha Gellhorn. Efter at de havde været sammen i seks år, eskalerede 2. verdenskrig, og magasinet Collier’s ville have Martha til at rapportere det.

Hemingway følte sig svigtet og sendte hende et telegram med ordene: “Er du krigskorrespondent eller hustru i min seng?”, og tilbød sin artikel til Collier’s.

På det tidspunkt kunne hvert magasin kun sende én korrespondent til fronten, og Collier’s valgte Hemingway, som efterlod Martha uden officiel akkreditering.

Men Martha lod sig ikke stoppe. Hun snød sig ombord på et hospitalsskib med udløbet akkreditering, gik i land på Omaha Beach som bårebærer og oplevede invasionen på tæt hold, mens Hemingway blev tilbage i kanalen.

Selvom hans artikel fik topplacering i Collier’s, skrev hun den mest autentiske beretning og fortsatte som en af det 20. århundredes mest anerkendte krigskorrespondenter.

Om Hemingway ghostede Martha ved at lave en karriere-cockblock, eller om hun ghostede ham ved at snige sig ombord på hospitalsskibet og vælge jobbet frem for ægteskabet (as she should), er uklart. Måske ghostede ingen af dem hinanden, men historien var for vild til at udelade.

80’erne

Og nu er vi endelig nået til rosinen i pølseenden, nemlig vores forældres lykkeligste år: 80’erne. Dengang livet var idylisk, de unge var søde og ordentlige over for hinanden, og ingen fik deres hjerte knust… right.

For før mobilen fandtes ghosting altså også. Det var bare mere old school. Forestil dig, at du har været i biffen og se en dårligt animeret gyserfilm med en sød fyr, jeres fingre flettede sammen, da du blev bange, og hans hånd kom lidt for langt op under din nederdel, da I kyssede hinanden farvel.

Men når du ringer til hans hjemmetelefon dagen efter for at spørge, om han vil hænge ud, så tager hans forældre telefonen og siger, at han ikke er hjemme.

Det er da besynderligt, for det er han heller ikke dagen efter og heller ikke dagen efter… eller dagen efter det. Ja, du er simpelthen blevet, som vi kalder det på godt og gammeldags engelsk, stood up.

Lyder ikke så langt fra nutidens dating, vel? Så måske er vores datingkultur i dag ikke så rådden alligevel. Eller nærmere: datingkulturen har altid været rådden. Jubi! Hvis ikke de her historier kan fungere som et plaster på dit ghosting-sår, så håber jeg i det mindste, at du nødt rejsen gennem årtusinders katastrofale datingtendenser.

Ses i år 3025, hvor ghosting sikkert foregår via hologrammer… hvis jeg altså ikke har ghostet jer inden da.

Tekst: Anna Pauck Holm
Visuelt: Mie Rasmussen
Redaktør: Johanne Ringøen