Ønskeøen i Øresund

Jeg har hørt om ungdomsøen før. I overhørte samtaler. Skimtet begivenheder på Facebook. Men det har på mange måder virket som en utopisk forestilling a la ønskeøen fra Peter Pan, hvor unge råder og kan gøre lige, hvad de vil. Det har næsten lydt for godt til at være sandt.

Da jeg besøger øen på en af de første forårsdage i marts, virker det faktisk også lidt sådan – for godt til at være sandt.

På kajen bliver jeg taget imod af Stine, som er en af fastboerne på øen. Hun kommer gående langs vandet med en kop kaffe, og bag hende rager den massive fortfacade op. Ved første øjekast er hun helt alene på øen.

Indenfor i ”kommandanten”, den gamle kommandantbolig, dukker flere ansigter op – Zakarias, Thomas og Malthe. Sidstnævnte er Signes bror.

De to havde aftalt, at de efter sommerferien 2020 skulle ud og rejse eller tage på højskole sammen. Det var så en fredag formiddag, at Malte så et opslag på Facebook om at de søgte frivillige til at bo et år på ungdomsøen. Søndag aften sendte de ansøgningen afsted, og d. 3. august flyttede de ind på øen sammen med fire andre unge.

De første måneder så de næsten ikke andre end hinanden. Både på grund af corona, men også fordi … ja, de bor på en ø, som man kan gå rundt om på ti minutter.

Jeg har mange spørgsmål i mit hoved. Hvordan får de mad? Er her uhyggeligt om aftenen? Får de ikke økuller?

De frivillige fastboere

Der bliver rullet cigaretter og lavet mere kaffe. Nogen spiser en sen morgenmad. Vidste jeg ikke bedre, ville jeg tro, at jeg var på en højskole. Måske verdens mindste højskole, uden undervisere og kokkedamer.

De seks frivillige beboere mødes hver dag kl 8.30 til morgenmøde, og derefter arbejder de med hver deres på øen.

De står for tre ting: Drift af øen og udvikling og afvikling af projekter.

Signe viser mig den lille ”kiosk”, som består af et par reoler med myslibarer og kopnudler og et køleskab med sodavand.

Når der skal handles stort, er det bestillinger med frysepizzaer og konservesmad på Nemlig.com, som de afhenter inde i Københavns Havn.

I ikke-pandemiske tilstande er øen åben for alle. Man kan komme dertil enten i sin egen sejlbåd eller bestille plads på en af de både, der sejler til og fra ungdomsøen.

I tråd med øens ideologi er der forskellige priser, alt efter om du er ung eller gammel. Om du er på personaledag fra Maersk, eller om du er en lille uafhængig organisation.

Da vi bevæger os længere ind i fortet, bliver et andet af mine spørgsmål besvaret: Ja, her må være uhyggeligt om aftenen. Der former sig et net af lange, kølige gange, som jeg forestiller mig, at man nemt kan fare vild i. I hver side er der små rum uden vinduer, som før har indeholdt våben og andet soldatergrej. Nu er her i stedet krearum, poolborde, atelierer, kajakker og meget mere. Alt hvad hjertet begærer af en legeplads til halvstore børnevoksne.

Oven på fortet er der grønt og varmt. Her bliver der afholdt minifestivaller, foredrag, workshops og ravefester. Og jeg tænker: Hvad kan man ikke her? Og hvorfor er det første gang, jeg er her?

Kunstmotellet

Udover de seks frivillige bor der yderligere fire unge kunstnere. De er inviteret til at bo på øen i en måned som en del af projektet ”Kunstmotellet”, som Malte, Signe og Zakarias har sat i gang.

Her bliver de givet en soveplads, penge til materialer og et arbejdsrum, hvor de kan fordybe sig og arbejde med deres kunst. Hvordan man finder mening i dette, er vidt forskelligt for de fire unge, som jeg hver især besøger i deres værksteder.

Ida Marie Kold er 22 år og arbejder med video og tekstil

Helt specifikt har Ida Marie kastet sig over kviltning i hendes ophold på ungdomsøen.

For hende giver øens fysiske rammer og historie inspiration. Hun viser mig et lille stykke kviltet stof.

”Det er en formundersøgelse af, hvordan jeg kan oversætte den krakelerede effekt fra malingen rundt omkring, som, jeg synes, er så smuk. Alt er forfaldet. Flere steder er der virkelig mange lag af maling, hvor man kan se fortiden titte frem, og jo længere ind man kommer, jo tidligere har det været malet. Det, synes jeg, er virkelig spændende. Så det var jeg nysgerrig på, om jeg kunne oversætte til stof.”

”Generelt er der noget spændende ved det spændingsfelt, der bliver skabt på øen, fordi det jo er et fort. Det er bygget til at være intimiderende og til at skræmme fjenden væk, og nu rehabiliteres det til at skulle være et kultursted for unge med dogmet ‘ægte åben’. Et fort er virkelig bygget til at være det stik modsatte. Der er noget energi i det spændingsfelt, som jeg gerne vil bearbejde igennem det, jeg arbejder med.”

For Ida Marie er der mange grunde til, at hun søgte Kunstmotellet.

”Frirum. Åndehul. Jeg kommer egentligt fra en situation, hvor jeg har en masse frirum, nærmest for meget. Lige nu har jeg sabbatår og bor hjemme hos mine forældre midlertidigt. Og tidsmæssigt havde jeg masser af mulighed for at lave en masse kreative projekter, men elementet af, at der er nogen, der forholder sig til det, at jeg indgår i en hverdag med en masse andre, og at jeg præsenterer det jeg laver og bearbejder det i samarbejde med andre – det er det største input ved at være her.”

Men når man har en hel måned, en hel ø og en masse opbakning til rådighed, kan det også skabe et pres for at skulle bruge det hele optimalt.

”Jeg har døjet lidt med at føle, at jeg skulle leve op til noget ved at være her. Også ift. til mig selv, altså at jeg gerne vil have en følelse af, at får benyttet muligheden og ikke kommer hjem og føler, jeg burde havde gjort noget andet. Vi kalder det solskinstress i min familie. Når det simpelthen er så dejligt, at man ender med at stresse over at suge til sig. Men jeg prøver at give slip på det, så jeg ikke spolerer det for mig selv. Det hele er en del af en process. Det passer jo bare ind i en præstationskultur generelt. Den her ide om, at det er koblet op til ens værdi som menneske, hvor produktiv man er.”

Ida viser mig en masse ting, hun har fundet rundt omkring på øen. Hun beskriver sig selv som tingfinder og har et dogme om kun at bruge tekstiler, hun kan finde på øen.

”Jeg arbejder normalt meget privat med min kunst – jeg er ikke så god til det der med at gå rundt med min portfolio under armen – så det med at være under paraplyen, nu er jeg her som kunstner, og folk møder mig som kunstner. Det er helt nyt for mig.”

Ida har studeret et år på designskolen, men droppede ud, og søger nu ind på lingvistik på universitetet. For hende er det ikke uforligneligt med hendes kunst.

”Alting i mit liv behøver ikke handle om kunst. Jeg har måske følt mig lidt som the odd one out, fordi jeg er lidt for designagtig til kunstverden og for kunstagtig til designverden. Der kan godt være sådan en fordom, når man siger, at man starter på studie, at så er man bare sådan en hobbykunstner. For mig er det hele en del af den samme interesse, som handler om at lægge mærke til ting og gå ned i detaljerne.”

Sasha Lindegaard 20 år

Sasha har været hjemløs siden december, fordi hendes højskoleophold blev aflyst pga. corona. Kunstmotellet var derfor et sted at være og et rum til at få lavet hendes kunst.

”Jeg ved ikke, hvad jeg havde lavet, hvis jeg ikke havde fået det her. Sikkert boet hos min mor og haft det megaskidt. Jeg har en depression og var virkelig langt nede, før jeg kom herud. Der er meget lange ventetider til psykologer i de her tider. Men det hjælper meget at være herude. Folk er så positive.”

Sasha havde hverken råd til et sted at bo i København eller et atelier, så derfor virkede kunstmotellet som den perfekte løsning for hende.

”Det er også nemmere at fokusere på min kunst, når jeg er herude. Fordi det er derfor, jeg er her. Og derfor de andre er her. Så det bliver hurtigt et fællesskab om at lave kunst.”

Udover at male laver Sasha plastikvæsner – en slags usynlige venner.

”Sådan nogen fantasivenner eller familiemedlemmer man havde, da man var barn. De udspringer meget af ensomhed, og det, at jeg selv har følt, jeg manglede en familie.”

Du kan se den usynlige familie her.

Derudover bruger hun stedet til at få ansøgt en masse kunstskoler.

”Det er et underligt vakuum at være i, fordi man lidt går og venter på at skulle noget, som er meget essentielt for ens liv, og jeg ved ikke, hvad det bliver. Men jeg kunne jo også bare gå i gang nu. Det er jo ikke, fordi man behøver et kunstakademi”

Sasha har fået lov til at være lidt ekstra tid på øen.

Thorbjørn Øllgaard er 25 år og spiller saxofon

Jeg når knap nok at spørge ham om noget, før han er begyndt at spille, og hurtigt trækker han mig med ud på en af gangene.

Han vil vise mig, hvordan man nærmest kan ”mærke lydbølgerne i kroppen,” når man spiller i de tomme, lange gange.

”Jeg kan godt lide bare at gå rundt på fortet og undersøge de her vilde rumklange.”

Vi fortsætter ned af gangen.

”Herinde er en tom vandtank. Der ville jeg virkelig gerne ind og spille, men jeg ved ikke, om jeg får lov.”

Han har dog fundet et hul fra en af de andre rum, som fører ind til vandtanken, og hvis han retter sin saxofon mod det, kan han få lidt af fornemmelsen af den rumklang, der er i vandtanken.

Dalin Waldou arbejder med musik 

Hun har under sit ophold på øen udviklet sin egen synthesizer.

”Jeg prøvede at lave musik, men endte med at lodde. Så gik det op for mig, at alle maskiner jo er bygget af mænd.”

Hun peger rundt på lydudstyret i studiet.

”Alt det her har der ikke været en eneste kvindetanke inde over. Hvordan skal jeg lave musik med det? Så tænkte jeg, det er sgu da derfor, jeg ikke kan finde ud af at lave musik. Så blev jeg jo nødt til at lære mandssproget ved at lære al teknikken, reclaime den, og så lave min egen synth, som er meget mere intuitiv for min egen måde at tænke på. Fx i stedet for, at jeg har skrevet, hvad alt er, har jeg bare lavet noget grafik, der passer til.”

Men hvorfor skal man bruge Kunstmotellet til at skabe en synthesizer til kvinder?

”Jeg kom herud blandt andet, fordi jeg syntes, det var enormt fascinerende at arbejde i noget, hvor man ikke er produktorienteret og kan gøre op med kapitalismens syn på kunstindustrien, hvor proces ikke er lige så værdifuldt. Kunstmotellet kræver ikke et produkt, og derfor sætter de en værdi i processen. Det gør det mindre uoverskueligt at gå i gang med fx at lave musik.

Derudover var det tiltrækkende, at jeg kunne sidde i mit helt eget studie. Mange af mine venner er virkelig dygtige musikere, og jeg får meget nemt præstationsangst, så derfor tiltalte det mig at komme ud et sted, hvor jeg kunne være i et lukket lokale på en øde ø.”

Til sommer flytter seks nye frivillige ind på Ungdomsøen, og det er op til dem, om de vil fortsætte Kunstmotellet. Eller om det bliver til noget helt andet. Ungdomsøen er jo en ønskeø, som hele tiden bliver skabt af dem, der bor der, og dem, der bruger den.

I hvert fald springer der hele tiden muligheder op, hvis man holder øje med Ungdomsøen.