Oh, vær velkommen, skønne Tristesse, vær velkommen herhid

I efterladenskaberne af taffelchips med sovs fødes du. I farvefjernsynet tæller de ned til dig. I stuerne sables champagnen eller bare de billigere mousserende vine, der kunne købes hos den lokale købmand.

Vi hopper. Kalenderen ændrer årstal, og der kysses med kære. I et år, hvor dronningen går af tronen, melder du din ankomst i hvide Moon Boots dér i sjappet. Du, min triste Prinsesse. Du, min Januar. 

Der er nogle, der glæder sig til hellige tre konger og til det traditionsbundne dyp i det kolde vand, mens andre glæder sig til hele dit nærvær. Det hold tilhører jeg. 

Hvor træet endelig finder ro igen udenfor, hvor al pynt er kommet tilbage på loftet, og nisserne må sove endnu et år. Det er dér, jeg vil byde dig goddag. 

Modsat December, der befinder sig på en dyr bryllupsrejse, bor du i en fugtig kolos længere ude, end hvor kragerne vender. Du står for enden af din glatte entre, når vi møder dig, og du er klar på at byde os en stærk velkomstdrink, der smerter drøblen.

Dit slot tilhører ingen farvefest af forstyrrelser, for du erkender fredens farve overalt og er klar på vores møde. Indenfor står vi alene med dig i balsalen, og vi finder ud af, at vi ikke er klædt på til lejligheden.

Det er en akavet affære mellem os og dig, Januar. Men du og din blændende lysekrone får os til at tænke over, hvad vi skal bruge vores sparsomme energi til under opholdet. Du fortsætter som bullshittens værtinde, der løbende spørger ind til vores mest private gøremål.

Vi kommer til at stamme. For i dit samvær er vi nødsaget til at puste ud og tage os sammen. Og du får os til at indse: Hvem vil ikke andet end at leve i fordragelighed, når en kold Januar oprinder?

Du, Prinsesse, bærer flere navne. Nogle kalder dig “Glugmåned”. En måned, hvor vi kigger ind i det nye år. Og jeg vil kigge på dig, Tristesse. Betragte dig. For det meste er du iført en fin, fluffy softice-kjole, mens du danser året i gang.

Dine trin insisterer på, at livet stadig leves, selvom det meste foregår i hi. Du kigger også på mig, det mærker jeg i det vandkolde vejr. I en dans fuld af kølige skuffelser og morgener med rimeligt solskin, hvor tågen indtager billedet, når jeg endelig bevæger mig udenfor. 

du er en mundfuld, en satan, og helt ny

altid.

du er en af dem, der stirrer med åbne øjne og polypper 

du er fjendsk, så vores kampe findes i gåture

vi blinker, og med et lever vi kun om aftenen. 

For de fleste er du opkaldt efter Janus med de to hoveder. Med dig som beskuer ser du gennem tiden og lige på os. Som uglen tuder du vores dårlige ideer ned, tvinger os til at rydde op i hjemmet, i haven, i venskaberne og i kalenderen. Tvinger os til at kigge os selv i øjnene. 

Prinsesse, du er den tyngdedyne, de fleste trænger til. For dem er du kærkommen, ærlig og ligetil. Du er en spændetrøje for andre. For dem er kuldens brutalitet, en overvågning af deres sind. Vi kæmper alle forskelligt med din hvide aura, og du har luret os, for vi er alle trætte, Januar. 

Vi gaber i evigheder, mens vi misser med øjnene og trasker videre med vejret som rygsæk. I snøft mærker vi årstidens kropslige tilstand, der forhindrer muligheden for den friske start, man måske ønskede sig i julegave.

Januar, du har igen-igen givet os sørgmodigheden og kedsomheden. En måned af kold hede. Et tidsligt tomrum af muligheder og oplevelser. Et åndehul, mens vi venter på, at året skal finde sin plads.

Det er svært at lande på to fødder i dit selskab. Men jeg forventer ikke de store forbavselser. Jeg har taget mine forbehold under din knoglehvide himmel. 

du er så pæn med dug på øjenlågene. 

Du er ærlig, min triste Prinsesse. Det kan jeg lide. Men du er ligeledes, og ærlig talt, lidt træls. Jeg vil hate-love din gang på jord endnu et år. Endnu en håndboldslutrunde mere. Jeg erkender, at jeg først bliver helt nærværende til foråret, imens vil jeg nyde din vals og nynne med på den vanskelige melodi:  

Vær velkommen, skønne du. 

Ja, vær velkommen Januar, og velkommen herhid!