Digte: Om at være til (for nogen)
I begyndelsen af forårets første kalendermåned, hvor alt stadigvæk kan føles gråt i gråt, kan du lade dig omfavne af Calles bevægende digte. Digte, der handler om det paradoksale i at føle sig utilstrækkelig og helt ok på én og samme tid.
Koncentrat
Verdenen er rungende
som mit badeværelse.
Hvis altså mit badeværelse var en industrihal, på en vej, nær Esbjerg Havn.
Er jeg til gavn?
I en verden så enorm.
Kan jeg larme?
I en verden så forstummende.
En dråbe, et glas vand, to i mine øjne.
Endelig kan jeg se os begge to stå nøgne.
I spejlet, spejlingen. I ruden, på bilen, der kører forbi.
Verden er rungende. Verdenen er forstummende.
Verden er udvandet.
Ikke som jeg.
NEJ!
Jeg er fyldt til randen, helt koncentreret.
Som en god omgang saft. Eller Det Døde Hav.
Verden er virkelig udvandet.
Men når jeg er helt væk og tørret ud, er der kun en plet af salt tilbage.
Vores øjne flakker ved tanken
om den høje, udsultede kvinde, der kommer og tager os med.
Kold luft hænger i værelset
den morgen
og en lugt af afslutning og andet-verdens-afmagt.
Når det sker, har vi vidst, det ville ske
i lange, mange timer
faktisk år
nok egentlig hele liv.
Men alligevel runger det i os.
Når jeg slynger mig selv ud over kanten og rammer afgrundens bund.
Med et højt
fluesmækker/spank-agtigt
KLASK!
Når det hele er væk
I går, i dag, i morgen
tiden går og går.
Og i morgen.
Så sår jeg endnu en dag
som spirer og vokser.
Endnu et træ i mit hoveds indre skov. Hvor jeg, alene, er skovfoged.
Tiden går og går, men aldrig hverken hjem eller tilbage
til de gode gamle dage.
Og mit hår, det gror bare
kun længere.
Bare igen og igen og igen.
Jo mere tiden går, jo længere håret gror, jo længere væk synes det hele.
Jo ringere et knæk slår bækken på sin vej.
Og hvad skal der blive af mig?
Når alle de
som er her nu
er væk?
Hvem skal så huske mig på de gamle historier, jeg selv har gemt?
Eller glemt?
Hvem husker lille-Calle, når jeg er blevet stor?
Til den tid er der hverken nogen far eller mor.
Glemmer jeg så alle de vigtige små detaljerede ting og sager?
Hvad nu, hvis jeg er den eneste tilbage, uden søster eller bror?
Hvad nu, hvis jeg er så gammel, jeg ik’ kan huske, hvor jeg bor?
Hvorfor så overhovedet være her?
Hvis jeg ikke engang kan være ham, der bærer
alle mine historier og ting og sager.
Hvis jeg sidder og kun sidde kan
så håber jeg, at nogen vil sende mig videre.
Sætte mig på en drivende isflage. Eller begrave mig i sand.
Helst brænde mig først, faktisk
og smide mig i spanden.
Men hva’ fanden?
Er det ikke at tage forskud på sorgerne, at sidde og tude i en bus?
Jeg er
Jeg er skummet, der lægger sig på stranden, når vandet trækker sig tilbage, og vi venter på højvande igen.
Jeg er den første pandekage i et stort læs, helt blød og mærkelig.
Jeg er den slidte støvle på en landevejsridders fødder.
Jeg er rusten i rørene og hårene, der har sat sig fast.
For jeg er skylden og skammen
og din dårlige samvittighed efter at have købt tøj lavet af børnearbejdere.
Jeg er en 40-årig kvindes sure opstød, post-chips-spisning, denne onde omgang halsbrand.
Jeg er pisseklam og ubehagelig.
Men så nogle gange, kun nogle gange
er jeg en af de nye grønne knopper på bøgehækken.
Eller regnen på ruden, når du har det lunt og godt, og alligevel bare skal se film.
Jeg er også bare din mors kram.
Jeg er min fars bedste forsøg.
Jeg er en sko, der bare passer.
Jeg er selve aktiviteten at holde i hånden.
Jeg er nyvasket sengetøj, der har fået lov at tørre i den friske vind.
Jeg er en sommerhuspejs, kys efter sex, snobrød og lugten af bål.
Jeg er faktisk helt okay.
En gang imellem.
Tekst: Calle Vibild
Visuelt: Liv Møller
Redaktør: Emma Johanne Holmen Christensen
jeg ELSKER de her digte Calle – du er alså bare dygtig!
Du er så god Calle!