Om film med rødder, der strækker sig langt ud af biografmørket

‘Holy Spider’ er en film, som alle burde se. Den byder på hjerteskærende fortællinger, fængslende og smukke billeder og ikke mindst et fantastisk soundtrack, man aldrig nogensinde må høre, når man går alene hjem fra byen. Dog skal filmen ikke blot ses for dén rørende og vilde oplevelse, men også for måden den kaster lys på kvindeundertrykkelsen i Mellemøsten.

Filmen er baseret på virkelige hændelser omkring seriemorderen ‘Edderkoppemanden’, der i Mashad, den hellige by i Iran, satte sig for at ”rense byen for syndere”. Han ville rydde byen for kvindelige prostituerede og dermed gå i krig mod moralsk fordærv. Lokalt politi og efterforskning var omtrent et år om at opklare mysteriet om Edderkoppemandens identitet, hændelserne og mordenes motiv, trods at edderkoppemanden mod al fornuft begik mordene i sit eget hjem. Desuden modtog han stor hyldest og opbakning blandt folket, da hans identitet kom frem. I filmen følger vi Edderkoppemanden, Saeed, selv.

Når en aspirerende kvindelig journalist begynder at slå knuder på hans spind, kommer han i problemer. Den kvindelige journalist, Rahimi, forsøger selv at fange ham, trods den modgang hun møder i sin efterforskning. En modgang i form af den allestedsnærværende misogyni.

”Jeg flår din fisse i stykker. Jeg smadrer din fisse.” Disse udbrud lyder fra en mand, der har købt sig til sex med en kvindelig prostitueret. Filmens stemning bliver hurtigt fastslået med blot to replikker, og efterfulgt af denne i forvejen foruroligende scene bliver nævnte kvinde kvalt ihjel med sit eget tørklæde. Eksplicitte billeder og lyde som i denne scene understreger det virkelighedsnære. Ali Abbasis, filmens instruktør, ønskede nemlig ikke at lave et klassisk mordmysterie a la ‘Knives Out’, men stræbte i stedet efter at belyse det iranske patriarkats højaktuelle misogyni. 

Dette tydeliggøres ikke blot gennem ekstreme handlinger som de eksplicitte mord, men også i den hverdagsmisogyni, som Rahimi oplever. Blandt andet da der adskillige gange bliver sat spørgsmålstegn ved hendes professionalisme som journalist, eller da en gammel MeToo-sag begået mod hende bliver brugt til at underminere hendes arbejde. Den undertrykkelse og chikane, kvinder oplever på daglig basis, fremstilles på smuk og foruroligende vis.

Det er vigtigt for mig at pointere, at mit formål med dette indlæg ikke er at sidestille min hverdag og arbejdssituation med kvindeundertrykkelsen i Mellemøsten. De to ting er ikke tilnærmelsesvis sammenlignelige, men samltalen kan forhåbentligt give et bredere perspektiv på kønsbaseret forskelsbehandling i Danmark.

Som filmen tydeligt og klart portrætterer, er kvindehad lyslevende, også selvom mange nok mener andet. Fra mit eget ståsted i verden kan jeg sige, at sexisme og forskelsbehandling baseret på køn ligger lige under fødderne på os alle. Som gamle, tykke rødder på de ældste træer i vores skove. På overfladen, i de flotte trætoppe, er der ligestilling i Danmark. Både kvinder og mænd går i skole, arbejder på de samme arbejdspladser og bliver (nogenlunde), betalt det samme. Alt dette må ikke fortrænges. For alt dette er godt. Dog må vi heller ikke lade trækronerne skygge for jordbunden, hvor tingene ikke er lige så idylliske og smukke. For under jorden ser virkeligheden anderledes ud. Her ligger sexisme og forskelsbehandling gemt så godt, at mange af os nok ikke engang opdager det.  

Jeg har for nyligt selv sagt et job op nærmest udelukkende af den grund, at der var stor forskelsbehandling mellem køn. Rettere sagt mellem alle andre medarbejdere og mig som den eneste kvinde. Jeg havde været på arbejdspladsen i mange år og adskillige gange set mænd starte på arbejdet og med det samme få det ansvar, de timer og de opgaver, jeg utallige gange havde sagt, at jeg godt kunne tage. Og lad mig ikke glemme at nævne, at de, trods at have været der i halvt så lang tid, fik mere i løn end mig.

Trods hjertet i min hals der hamrede mod min strube, mine rystende hænder og svedige krop, samlede jeg mod til at påpege denne forskelsbehandling. Jeg frygtede, at det ville blive slået hen som hormoner eller ‘den tid på måneden’. Men jeg vidste, at det var noget langt mere rationelt i mig, der ønskede en retfærdig behandling. Da jeg fik påpeget problemet, blev jeg også lovet mere retfærdighed. Men det skulle vise sig blot at være ord, aldrig handling.

Ud over at opleve forskelsbehandling af mine arbejdsgivere, bliver jeg tit udsat for sexisme i min hverdag. Endda af mennesker, jeg ikke engang regnede med, havde autoritet til at få mig til at føle mindreværd.  Jeg blev i en længere episode bestukket med slikkepinde af en stamkunde, indtil jeg fik spørgsmålet: ”Hvor mange flere slikkepinde skal det tage, før du går på date med mig?” Jeg er blevet nedstirret, rørt upassende ved og fulgt på gaden, efter jeg har fået fri (fordi han bare lige skulle dobbelttjekke, at det var mig, han havde set derinde). Jeg er blevet ignoreret og miskrediteret – og for at sige det kort og pænt, fik jeg til sidst nok. Jeg følte mig magtesløs.

Men hvor dybt ligger de sexistiske rødder begravet? ‘Holy Spider’ er opbygget, så vi ser, hvordan Saeed oprigtigt og inderligt tror helt på, at hans ugerninger faktisk er til tjeneste for gud og for den hellige by Mashad. At vi som seere oplever Saaed som et komplekst menneske med følelser og behov, tydeliggør, at han ikke bare er en ond, fiktiv karakter. Havde vi derimod blot set ham som en endimensionel, ond skurk, havde man lettere kunne tage afstand fra hans ugerninger. Filmen understreger, at ”helt normale” mennesker kan drives så langt ud, at de kan retfærdigøre mord, netop fordi at de sexistiske rødder har så godt fat under jorden. Og ikke kun blandt mænd.

Da Saeeds identitet kommer frem i offentligheden, er der også stor begejstring for hans mission blandt folket. Ikke blot begejstring, men ligefrem opfordring og opbakning til dette af både mænd og kvinder, der ser ham som uskyldig og som en helt.

‘Holy Spider’ er ikke kun en spændende og rørende film, men også et kulturprodukt der afslører de gamle, dybe rødder, vores samfund er bygget på. Vi som kvinder bidrager også selv til, at patriarkatet lever videre, netop fordi det er så indprentet i os alle. Det ligger nærmest i vores dna, i vores arv, i vores rødder. I ‘Holy Spider’ ser vi også dette, da Saeeds egen kone siger til Rahimi, at kvinderne fortjente deres død, og at Rahimi selv fortjener samme død. Hun er så hjernevasket af det korrupte system, at hun ikke længere selv kan se sandheden. Fanget i det samme edderkoppespind som alle os andre.

Så hvis du sætter dig for at se ‘Holy Spider’, så tag dette med dig: Hvorfor reagerer Saeed egentlig, som han gør i slutningen af filmen? Hvorfor bliver han så overrasket? Tænk over det, du ser. Tænk over meningen med det. Og husk ikke mindst at nyde skønheden, grusomheden og den bidende fortælling, der måske indimellem vil få din strube til at ryste og dit hjerte til at græde.

Tekst: Rebecca Hammerich Egendal
Visuel: Katrine Frimor
Redaktør: Laura Rye Bislev