Op al den ting

Min mor er meget glad for lyngen ude ved fjorden.

Jeg kan huske første gang, hun fortalte mig om den. Vi gik med hundene, det var sensommer, og skyerne slyngede sig i orangerøde bølger over sammensmeltningen mellem Limfjorden og Kattegat, hvor man kan se, at jorden er rund. Jeg kan huske, at hun kiggede på de store, nyligt afblomstrede lyngformationer, og jeg kan huske, at hun fortalte mig, at hun ikke var bange for at dø, for ligegyldigt hvad ville der altid være lyng, der voksede ved kysten, selv flere århundreder fra i dag. Den vil blomstre op til sommer og afblomstre i efteråret og stædigt bestå i de stride vintre. Den vil ikke ænse, når hun engang ikke er her længere.

Jeg kan også huske, hvor hurtigt jeg fyldtes med foragt for det, hun stod og fortalte mig. Det lagde sig som en sød, kvalmende fornemmelse i bunden af min mave, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige, for hun lød så tilfreds og fredfyldt, hvad hun ellers sjældent gør, så jeg har nok bare fremstammet et eller andet.

Først var jeg selv lige begyndt at finde ud af, at jeg eksisterede, og at det ikke ville vare evigt, og det var mit livs hidtil største sorg. Og så stod hun dér og virkede så stolt, som om hun havde regnet det hele ud, mens jeg var ved at brække mig over det. Jeg var fuldstændigt uforstående overfor, at hun kunne være så mæt af livets dryppende fedme, at hun kunne stå med det menneske i verden, hun burde elske højest, at hun kunne kigge rundt på det skønneste landskab, hun kender, og samtidig smilende sige, at hun accepterer, at det en dag ville være ovre. Men vi gik hjem igen, så sikkert noget fjernsyn og hyggesnakkede om noget fuldstændig ligegyldigt.

Nogle år senere stod vi samme sted, og hun fyrede præcis det samme af. At hun ikke kunne være bange for at dø, når skaberværket var så stort, når alting var så nøje planlagt, når hun er så uendeligt lille, at hun bare svinder ned i jorden og fortæres, mens lyngen genopstår år efter år.

Igen denne følelse af foragt, en smag af råd i min mund, men nu kom den et andet sted fra. Denne gang var det nærmest et had overfor hendes naivitet; jeg var fuldstændig forbløffet over, at man kunne tro, at noget med så diametrale, ubegribelige modsætninger som dét, vi kalder for jorden, kunne være et skaberværk. At tro, at den samme, der har skabt oceaner fyldt med så mange smukke og skræmmende og fantastiske væsener, at vi aldrig ville kunne dokumentere dem, at den samme, der giver solen stråler, der får dine øjne til at lyse op i farver, jeg ikke troede, øjne kunne have, den samme, der giver æbler sødme og kirsebærtræer blomster og rådyrkid energien til at boltre sig om sommeren, at det nogensinde i noget som helst univers kunne være den samme, der giver mødre fødselspsykoser så slemme, at de kvæler sine spædbørn, den samme, der lader unge, gode piger blive bortført og voldtaget og parteret, den samme, der lader mennesker sulte, indtil deres ormebefængte krop bliver så afmægtig, at den rammer jorden med et klask, indtil de kan ligge til offentligt skue og rådne, langsomt.

At den samme, der magter at skabe bjergkæder og floder og gigantiske, sortblå cumulonimbusskyer, at den samme ikke magtede at stoppe de drenge i folkeskolen, der kastede glasskår og sten på mig. Hvordan kunne jeg nogensinde tro på et skaberværk, når jeg kunne tænde fjernsynet og se mennesker, hvis hverdag indeholder luksuriøsiteter, jeg aldrig nogensinde kunne drømme om at opleve, samtidig med, jeg skulle leve af donerede militærrationer i et uopvarmet, skimmelsvampebefængt hus med en syg, syg mor, hvis hjerne langsomt blev ædt af stressens glubende sult? Hvordan kunne jeg tro på, at nogen Gud ville sætte mig på denne jord, bare så jeg kunne lide i firs ubetydelige år og så smuldre ned i jorden, hvilket formål er der ved det?

Igen har jeg nok ikke givet et ordentligt svar på hendes tale, måske en rysten på skuldrene, et kejtet smil eller et halvhjertet nik, og vi er stille gået hjem.

Jeg har tænkt så meget på det, hun sagde, grublet over, hvorfor hun nogensinde ville sige det til sin dødsangste datter. Hver gang jeg går ude ved fjorden og kigger på lyngen, kan jeg høre hendes stemme, og det er ubarmhjertigt frustrerende. Hvor har jeg villet ønske, at lyng bare kunne være lyng igen.

Men forleden gik jeg en tur, hvor jeg smilte så meget, at jeg blev øm og varm i kinderne. Himmelhvælvingen lyste så voldsomt lyserødt, at fjorden skinnede tilbage i pasteller, og dagens tidligere varme strålede fra stien og op gennem mine sandaler. Hele fjordkanten emmede af liv, og den bløde vind hviskede blidt om den søde sommer, der er på vej, om varme dage og røde skuldre og mine bedste venindes fregner, der endelig kommer frem, den lovede mig lange aftener med græs mellem tæerne og kold øl og latter, lovede mig uendelige eftermiddage i lune, vuggende augustbølger, og for en gangs skyld følte jeg mig ikke alene, ikke som endnu en krop, der kun er til for at æde og reproducere for så at fordøjes og nedbrydes.

Tværtimod følte jeg for første gang fuldkommen hengivenhed til hvert et græsstrå under mine fødder, til rådyrene, der stille passerede stien, til hver en sky, der mælkeagtigt belagde himlen, og lige dér tror jeg ikke, jeg kunne have svaret, hvis nogen havde spurgt, hvad mit navn er, for jeg kan umuligt kun have været mig på den sti under den himmel. Nej, der var jeg havets stille brusen, jeg var musvitterne, der febrilsk flakkede over sivene i parringslege, jeg var solen på sin vej ned, jeg var lyngen, lige om lidt på vej i blomst, og jeg tror, jeg forstår, hvad min mor mente, for hvor kan det være ligegyldigt, om ens krop en dag bliver sænket i jorden og nedbrudt. Jeg er ikke min krop, jeg er fuglesang om morgenen, jeg er lejrbålets knitren, jeg er duggen, frisk på min mormors bonderoser, jeg er synergien mellem to nyforelskede, der vågner sammen for første gang og ser hinanden i øjnene, og når min krop en eller anden dag uundgåeligt fordærves, vil jeg være de spirer, der stiger op ad jorden, jeg vil være alle de grin, vi har udvekslet, jeg vil være månelyset, der blidt rammer fjorden, jeg vil være salmer, der ricocheter gennem kirkens hvælving. Jeg vil være hver en tanke, der kører gennem dit hovede, når du skal sove, jeg vil være hvert åndedrag, hvert hjerteslag, jeg vil være din mavesæks peristaltiske bevægelser og den indtørrede savl ved din mundvige, når du vågner efter en dårlig nats søvn, jeg vil ind i alle dine celler, jeg vil være hver synapse, der nogensinde fyrer i din hjerne, jeg vil være hvert atom, jeg vil være hvert sekund, der går, jeg vil være alting og ingenting i al fucking evighed.