På en måde blev vi mere syge af at være veninder
“Et venskab er noget naturligt. Noget, der har brug for omsorg og tid, og som vokser og gror. Men fordi det gror, kan det også gro til noget, hvor det ikke længere giver mening for den ene eller begge parter at være venner.” I denne tekst dykker Björk ned i, hvordan venskaber kan gå i stykker, hvordan det både kan være hårdt, give stof til eftertanke og faktisk også ende med at være for det bedste.
Igennem mit forholdsvis korte liv har jeg efterhånden haft mange rigtig gode og tætte venner. Samtidig har jeg mistet mange af disse bedste venner. Første gang, jeg mistede en bedste veninde, var i folkeskolen. Vi delte alt: både det svære og det lette, og vi lavede alt sammen. Hendes forældre var som bonusforældre for mig, og jeg blev endda inviteret med på familierejse. Vi var vel nok det, man kalder for hjerteveninder. Hun var ovenikøbet den, alle i klassen ville være veninder med, og så havde hun lige netop valgt mig som sin bedste veninde. Jeg var så stolt og så meget op til hende. I min verden stod det klart, at vi skulle være venner for livet.
Men sådan blev det ikke. I ottende klasse startede en ny pige, og fra den ene dag til den anden var jeg erstattet. Det rystede fuldstændig min verden. Jeg troede, at jeg skulle dø. Det lyder ret dramatisk, men når man er tolv-tretten år og mister sin såkaldte hjerteveninde, kan det gøre ret så ondt. Det gjorde det i hvert fald virkelig for mit vedkommende. Jeg græd næsten hver dag, og jeg havde ikke lyst til at komme i skole. Jeg brugte oceaner af tid på at finde ud af, hvad jeg havde gjort galt. Men den dag i dag har jeg stadig ikke fundet ud af det. Eller om det overhovedet var noget, jeg gjorde, eller om vi bare gled fra hinanden.
Selvom jeg ikke er sur på hende i dag eller er ked af det længere, sårede det mig meget. Og i mødet med mit voksenliv, hvor jeg hurtigt skulle lære, at det at miste er en helt naturlig del af livet og noget, jeg skulle gøre mange gange igen, fandt jeg altid tilbage til dette minde fra folkeskolen. Da jeg fortalte min terapeut om det, sagde hun, at netop denne hændelse med veninden fra folkeskolen nok var en af de store grunde til, at jeg har/har haft mange udfordringer med at stole på folk og kan have svært ved nære relationer.
Når jeg møder nye venner i mit voksenliv, er det måske derfor, jeg i høj grad har brug for at vide, at jeg kan stole på deres ord, at de vil være der for altid, og at de virkelig elsker mig. Før i tiden ville jeg nærmest have folk til at underskrive en kontrakt for vores venskab. Men måske er det en lidt naiv tanke. Man kan jo ikke rigtig lave en kontrakt for et venskab.
Et venskab er noget naturligt. Noget, der har brug for omsorg og tid, og som vokser og gror. Men fordi det gror, kan det også gro til noget, hvor det ikke længere giver mening for den ene eller begge parter at være venner. Det har jeg dog først virkelig indset i de seneste år af mit liv, og i mellemtiden blev jeg ved med at få og så igen miste mange af mine tætteste venner – uden rigtig at kigge nærmere på det.
Mange år efter folkeskolen mødte jeg igen et fantastisk menneske, og nærmest fra den ene dag til den anden blev vi hinandens et og alt. Denne gang bare i en mere ekstrem grad end i mine tidligere venskaber. Vi mødte hinanden et sted i livet, hvor vi begge kæmpede med samme psykiatriske diagnose og bar rundt på den samme følelse af ikke altid at passe ind.
I starten var alt godt, og vi voksede i kraft af hinanden. Vi var der, når ingen andre syntes at forstå de problematikker, vi kæmpede med. Vi syntes nemlig at forstå hinanden bedre end nogen andre – nok netop fordi vi havde den samme diagnose. Derved kunne vi spejle os i hinanden på en måde, der føltes ubeskriveligt fantastisk. Hun var ligeledes den første veninde, jeg fik, der delte den samme diagnose som jeg. På mange måder følte jeg mig mere hel, når jeg var sammen med hende. Jeg så enormt meget op til hende. Hun var ældre end jeg og gav mig perspektiver på livet med diagnosen. Og hun lærte mig ting om den og meget andet, som jeg ivrigt sugede til mig.
Alt sammen på trods af, at mange af mine venner blev nervøse og sagde, at vi lidt for hurtigt var blevet tætte veninder og brugte usædvanligt meget tid sammen. Jeg, der selv svævede på en lyserød sky, valgte at ignorere dem. Jeg havde fundet en slags sjæleven, som, jeg var sikker på, ville være ved min side resten af livet. Og så gav hun mig ofte den forsikring, jeg følte, jeg havde manglet fra mine tidligere venskaber. En verbal forsikring om, at hun aldrig ville forlade mig, og at vi skulle være der for hinanden for evigt. Måske lyder det fjollet i manges ører, men i mine var det alt, jeg havde drømt om at høre. I lang tid var det helt fantastisk, og selvom jeg så småt begyndte at kunne ane de røde flag, valgte jeg længe at ignorere dem og mine venners varsler.
I sidste ende blev det hele dog for intenst. Vi begyndte at få en dårlig indflydelse på hinanden og gjorde ofte hinanden kede af det. Skænderierne blev flere og voldsommere. I takt med at jeg startede i et nyt terapiforløb, gik det op for mig, at jeg var nødt til at trække mig lidt fra venskabet, så jeg kunne fokusere mere på mit terapiforløb for at få det bedre.
Da hun flyttede væk i forbindelse med et studie, blev det sværere at holde kontakten, og jeg mærkede også, at jeg fik lettere ved at trække vejret. Mine venner og familie sagde, at de bedre kunne kende mig igen, og at det føltes, som om jeg havde det bedre. Hun mærkede, at jeg trak mig mere og mere, og at jeg rakte ud efter andre, hvilket vores venskab til sidst ikke kunne klare. Jeg var ked af det i lang tid efter og bebrejdede mig selv for ikke at kunne være der for hende samtidig med, at jeg skulle være der for mig selv.
Men i dag kan jeg heldigvis se det naturlige i, at vi ikke skulle være veninder. Lige netop på grund af de selvsamme udfordringer, vi kunne spejle os så meget i hos hinanden. Godt nok hjalp vi hinanden til at forstå en masse om os selv, og der kom meget godt ud af det. Men i sidste ende brændte vi os for meget på at prøve at redde den anden, og vi mistede os selv mere og mere i forsøget. Vores fælles udfordringer blev en fælles byrde, der voksede sig for stor og tung. På en måde blev vi mere syge af at være veninder.
Jeg ved, at jeg tenderer til at vælge mennesker, jeg ser op til, og som jeg kan spejle mig i. Som har de samme udfordringer, men som jeg også lægger alt for meget ansvar over på – og vice versa. Min glæde afhænger nærmest kun af disse enormt tætte relationer. Jeg vil have, at de skal fikse noget i mig. Noget, som jeg nok kun selv kan fikse. Jeg ville gradbøje meget af min personlighed og gå på kompromis med mange ting for at please venner. Please dem, så de ikke blev sure på mig, skuffede over mig eller i sidste ende forlod mig.
Det, jeg er mest ængstelig for, er netop at blive forladt. Når man vil gøre så meget for ikke at blive forladt, tror jeg dog, det er godt at stoppe op og vurdere, om det virkelig er værd at miste dele af sig selv og gå på kompromis til fordel for en relation. Skal man blive ved med at være venner for enhver pris, når det til sidst slider så meget på en selv, at man ikke har overskud til at passe på sig selv og lader sine grænser overskride gang på gang? Det tror jeg ikke. I sådanne tilfælde tror jeg, at man nogle gange må give afkald på et venskab eller en kæreste. Når der er mere dårligt end godt, flere skænderier end kram og forståelse. Også selv om det kan føles som det sværeste i verden, fordi man har betydet så meget for hinanden.
Det lyder måske mest af alt, som om det er en trist historie, der har gentaget sig i mit liv. Men selv om det selvfølgelig er hårdt at miste, mener jeg faktisk, at der også er kommet mange gode ting ud af det. For i dag er jeg blevet bedre til at vælge mine venner med omhu, mærke efter, hvordan de får mig til at føle og passe bedre på mig selv i relationen til andre. Jeg skal ikke blot se de røde flag, men også agere på dem – og vigtigst af alt; kende mine grænser. Det kræver tid og livslang øvelse, og jeg kommer nok til at få og miste igen. Men jeg har lært en masse af disse bristede relationer. Og en ting, jeg især vil holde fast i, når jeg er ked af, at en relation brister, er følgende: Nogle mennesker bliver hos os hele livet, mens andre kommer ind i vores liv for at lære os noget vigtigt – og træder ud af det igen.
Jeg er vild med den her artikel, især det visuelle<3